Eventyr i hverdagen #4. Vægtløshed i det særlige tyngdekraftfri felt i det ydre Århus.

Ved I hvordan det er at være vægtløs, helt frit svævende i det ydre rum, hvor der er koldt og kuldsort? Og hvor man ikke ved, om man pludselig hamrer ind i en meteor eller spist af et usynligt, sort hul?

Jeg ved, hvordan det er.

For jeg har cyklet hjem fra byen til God Bedre Beder efter solnedgang, and I lived to tell the story.

De sidste fire-fem kilometer er der ingen lys, nemlig. Først forsvinder gadelygterne og bliver erstattet af små fyrfadsagtige blus, der med store mellemrum spagfærdigt udpeger kanten af verdens sorteste cykelsti. Så forsvinder blussene, og alt er bare mørke, mørke, mørke. Ind i mellem finder en hidsig billygte fra Oddervej ind gennem træerne og tegner to sekunders psykedeliske rumskygger på grenene, før alt igen er sort. Og en sjælden gang i mellem bliver man overhalet af en cyklist med lys på cyklen (...) og får derfor et kort glimt af sneknolde og is-livsfarlighed og grene og den slags, man helst ikke skal køre henover i alt for høj fart.

Og det går nedad bakke venner, og tyngdekraften og mørket og kulden sender én vupti en tur på cykeltur on drugs et sted oppe i himlen.

Ikke på slowmotion-cyklende-julekalender-kærester-måden. Nej. På nu-behøver-jeg-i-hvert-fald-aldrig-blive-astronaut-eller-for-den-sags-skyld-BETALE-nogen-for-at-få-mit-adrenalin-niveau-op-og-ringe-måden.

Åhja, og på satme-godt-at-manden-har-købt-et-projektørlys-til-min-cykel-måden. For jeg er ikke sikker på, jeg ville overleve det én gang til. Og så endda uden cykelhjelm.