Vuggestue og noia

Anne-Anne, vor børnepasser og søster-i-ånden og (på den seneste) sygepasser, har haft sidste dag. Tre gange om ugen har hun og Livse krammet hinanden det sidste halve år, og nu er det slut. Sluttelut.

Anne-Anne skal ud og børste den næste Da Vinci frem fra sit skjul under noget klatmaleri og blive rig og berømt.

Liv skal i vuggestue.

Og vi er jo glade for kunsten (og rigdommen og berømmelsen) her i huset, men vi er ikke glade for vuggestuer. Faktisk tror jeg personligt ikke rigtigt på konceptet: 24 småbitte børn, der pudser næser i hinandens ufærdige immunforsvar og i øvrigt modtages af skiftende voksne hver dag? Og som - med den kyndige Beder-vuggestueleders egne ord - aldrig rigtigt komme til at fordybe sig i noget som helst, fordi det altid larmer sådan?

Dårlig ide.

Jeg tror meget mere på dagplejemødre, så. Undtagen lige hende, som kommunen tildelte os...

Hvilket bragte os tilbage til vuggestuen. (Julka, min gamle ven og verdens viiseste vuggestuepædagog, havde ellers forsøgt at overtale os til dagpleje. Hvilket er meget lidt beroligende, når man tænker over det. But vuggestue it is.)

Og ja, før I begynder at råwe alt for højt af mig om jeres egne ungers utroligt fantastiske vuggestuer, vil jeg gerne indrømme: Min bekymring skyldes til dels Sønnes adskillige vuggestuetraumer. Som stammer fra en ganske udmærket, ganske hyggelig vuggestue fyldt med ganske ansvarlige og søde voksne. Han hadede det bare. Han græd og græd og græd, og vi gik rundt med en konstant skarvende skyld over at overlade ham et sted, han ikke havde lyst til at være.

Jeg tror virkeligt fuldt og fast på, at småbitte mennesker på et år har (meget) bedre af noget andet end institutionsliv. Og jeg synes absolut, at de nuværende ressourcer er en skændsel. Og selv de damer, jeg kender, hvis ettere havde det sådan OK-agtigt i deres vuggere, har skullet bide tænderne meget hårdt sammen for at kunne smile det rette afleveringssmil med to'eren. Som én af dem har formuleret det: "Den har gang ved vi ligesom, hvad vi går ind til. Det kan man ikke rigtigt glæde sig til."

Hm. Jeg snakker lidt i øst og argumenterer lidt i vest. Men jeg er også stadig småsyg (...). Så jeg snakker videre:

Jeg ved godt, at Livse nok skal klare sig. Hun er en robust lille supertanker, der kan 30 tegn og noget i retning af fem rigtige ord - som hun godt kan råbe højt og længe. OPOPOPOPOPOPOPOP fx. Men Det sidste halve år har vi vænnet os til det lyksalige privilegium det er at have et barn, der er glad om morgenen i stedet for ked af det. Og til følelsen af, at vi gør lige præcis det for Bette, der er allerbedst for hende. Et hurtigt kig i min fedtede krystalkugle og jeg kan forudsige, at dén følelse forsvinder i 2013.

Hm og hm. Ligegyldig hvor vidunderlig den vuggestue er, og hvor klar og begejstret Livse viser sig at være, så skal det nok at blive en fest at køre ind med al den skepsis, der siver ud af alle mine porer...