Ja, jeg har udliciteret julen til bofællesskabet og mormor. Ja, det får mig til at bøvse mindre.

Vi overlevede med nød og næppe november. Og som belønning for dén indsats kvitterer universet med Jul på Landet. Er I klar over, hvor fantastisk det er at bo på landet, når det jul? 

Vi bor jo i en julekalender! Med sne på taget og træerne og urt og busk i skjul. Med heste der vrinsker godmorgen derude på den hvide mark i baghaven, når Bette trykker sin lille, røde næse flad mod ruden og vinker til dem. Ren idyl, iggå. Nu med juledekorationer (fordi vi bor i bofællesskab, hvor der er nogen til at sørge for den slags) og julestrømper (fordi der er en mormor til at sørge for dét), hvor gårsdagens gave - mandler - fik Livse til at slå kolbøtter af glæde.

Og her er julepsyked børn i nissehuer og hvidt-i-hvidt uden for vinduerne og julemusik på anlægget.

Jeg elsker det. 

Og på lørdag skal vi ud og fælde juletræ. Det er der også nogle fra bofællesskabet, der har arrangeret. Godt når man nu selv er typen der fx ikke kan huske, hvor julepynten er. Og som altid først køber gaver et minut i lukketid den 23. 

Og pyt så med, at ingen salter på cykelstierne herude på landet, og at Oddergrischen er proppende fyldt, og at jeg ikke selv tør trille Lupoen ned i børnehaven på al den glathed (ja, jeg har kørekort. og en bilangst) og derfor er ekstra-ubehjælpsom i snevejr. Og pyt med, at det føles som om vi bor in a land far-faraway, fordi det pludselig tager timevis at komme indtil byen. For: Det er et dejligt, dejligt faraway-juleland, og I er velkomne til at trodse snemasser og kulde og kigge forbi. Vi kan ikke byde på hjemmebag (før mormor eller bofællesskabet kaster sig over noget småkagedej), men vi har skumnisser og hjerterum. Og sne.