lørdag den 26. december 2015

Mor har altid ret. Systemet tager altid fejl.

Vi er her endnu.

Jeg skriver ikke meget, for hvad skal jeg skrive? Dét, jeg allerede har skrevet tusind gange? Noget der rå-sviner folkeskolereformen (der har jeg vist også været...)? Noget der udleverer den lokale folkeskole eller de voksne, der gør deres bedste? Noget der udleverer Sønne?

Det tænker jeg lidt over. Mens dagligdagen og skolestressen gør mine arme og hoved så tungt, at det er svært at tænke og skrive. I ser det for jer.

Men nu er det ferie. Vi har sovet. Vi har julet. Vi har krammet. Vi har slet ikke haft ondt i hovedet.

Og vi har været i svømmehallen lige nu her tidligere på dagen. Og ved I hvad der skete? Sønne svømmede af sted (uden vinger, bælter eller andre hjælpemidler) i den smukkeste, smukkeste brystsvømning. Som han har lært sig selv.

(Og hvorfor dét nu skulle være noget særligt, forstår man bedst, hvis man har fulgt med i svømmeholds-gate aka "historien om, hvordan den lokale svømmelærer effektivt forsøger at give drengen vandskræk.")

Vi tog Sønne af svømmeholdet i sin tid, fordi det gjorde mere skade end gavn, og fordi det virkede straight up tåbeligt. Så plaskede vi anerkendende i varmt vand i et års tid, og voila: Drengen har lært sig selv at svømme.

Én morale kunne selvfølgelig være, at Sønne er en særlig dreng, der ulig andre børn har brug for helt særlige rammer, og at vi sikkert har fejlet et eller andet sted i opdragelsesprocessen. Men det er forkert. Den rigtige morale (som man er velkommen til at overføre 1:1 til sit eget liv) er, at man (kraftedme) skal lade være med at lytte til lærere, eksperter, trænere og andre autoritetstyper, når de modsiger ens mavefornemmelse. Og fornuft. Og barn. Jeg kunne godt have kigget på Sønne i svømmehallen dengang og tænkt, at han var skingrende skør og kylet ham i vandet, mens jeg skældte ud. (Jeg havde lyst, men ikke ret længe ad gangen.) Jeg kunne også være blevet ved med at lokke med is og honning-indsmurte trusler og holdt VED, for skal man måske ikke holde ved? Men drengen havde tydeligvis brug for noget andet. Han fik noget andet. Og han lærte sig selv at svømme.

Og alle levede lykkeligt til deres dages ende (og jeg roste mig selv uforbeholdent for, hvad jeg betragter som min hidtil største succes som forælder).

Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg bedst overfører moralen på Sønnes færd gennem uddannelsessystemet. Så skal I bare se løjer.

torsdag den 22. oktober 2015

Sønne. The Mystery Boy.

"Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange børn," siger klasselæreren.

"Men jeg har aldrig mødt nogen som Sønne."

Den lader vi lige stå lidt, ja?

Tilsyneladende er mysteriet, at drengen er virkeligt god til det faglige, godt kan lide at lære og samtale, og - på overfladen i hvert fald - helt fin til det sociale. Spiller fodbold med de andre, klatrer, leger, den slags. Har venner med hjem. Virker ok populær.

Og alligevel trives han bare pissehamrende dårligt i skolen. Klager over ondt i hovedet hele tiden og beder de voksne ringe til os, så han kan blive hentet. Hele tiden.

Men nu har vi da i det mindste fået et møde med ham klasselæreren (det holdt hårdt), så vi sammen kan forsøge at opklare mysteriet Sønne.

(Jeg ville jo nok mene, at det ikke er så meget Sønne som en vis reform, der er forklaringen, men sådan har jeg det jo som gammel RUC'er med at lede efter strukturelle forklaringer. Som der helt klart ikke er plads til at løse på en halv times møde med en stakkels, stresset klasselærer.)

tirsdag den 6. oktober 2015

Se hvor taknemmeligsdagsbogsagtigt!

Det bekymrer mig en anelse, at jeg måske udsender signaler i retning af, at vi bor i en mørk grotte af sorg og fortvivelse, hvor Sønne konstant sidder i skyggerne - i stigende grad mentalt handicappet af folkeskolen - mens vi rokker frem og tilbage uden handlemuligheder.

Altså den grotte findes jo, iggå, men den er ikke det eneste sted på matriklen. Den er ikke den eneste vinkel på Sønnes folkeskolestart, og den er ikke den eneste vinkel på mit humør. Der er ting at sidde i det metaforiske sollys og være helt ægte glad for.

Dem her, fx:

#1 Sønne i de lommer på fem minutter, ti minutter, en time, hvor han er helt blød og rar og sig selv, og hans lyse hår flyver ham om ansigtet på trampolinen, eller hvor han læner sig træt op af mig i en sofa, og jeg kan mærke knuderne inden i blive lidt løsere i det.

#2 Sjove, robuste, uhyggeligt velskrivende Livse, der tagger sit navn overalt. På vores hoveddør står således: LIV BOM HER, og det gør hun sandelig. Heldigvis.

#3 Bofællesskabet. Aka Sønnes vikarierende selvværd. Her er Sønnes jævnaldrende homies fuldstændig med på, at voksne er nogle idioter, og at voksenstyring er noget seriøst fuck. Så det råber de højt, meget højt, og Sønne læner sig lykkeligt tilbage i et herligt, højlydt samvær, hvor han (langt fra ånden i folkeskolen) bliver anerkendt for sin fantasi og sit klatremod og sine bøvser og sig selv.

#4 At Manden kommer hjem fra London (og medbringer vor eneste bil) sent fredag aften, og jeg derfor kun få dage endnu skal mestre institutions-skole-arbejdsplads-hjem-trættebørn-madpakkeindkøb-logik pr elcykel i efterårsvejr.

#5 Vores kortisolsænkende udsigt fra køkkenvinduet. Den virker altid, selv i funky efterårståge.


mandag den 5. oktober 2015

Top fem over ting, som det er OK at føle sig fuldstændigt gungrende, larmende afmægtig over

#1 At vi alle sammen gør det til et konkret individuelt problem, når vores børn ikke trives. Så sidder vi der på forældremødet og siger "jamen Conrad er jo lidt følsom, så..., "det er jo bare sådan med Lucas, at han har brug for..." eller "Sønne har ikke overskud til læsning, så..." Dér, på rad og række, det ene lille pip efter det andet, lidt undskyldende, "vi vil ikke være curlingforældre eller have forkerte børn, vel."
Hvorfor råber vi ikke i kor: DET KAN GODT VÆRE, POLITIKERNE HAR INDFØRT EN REFORM, MEN NU TAGER VI ANSVARET, OG I SKAL SAFTSUSGEMIG IKKE TVINGE VORES BØRN TIL AT VÆRE I SKOLE SÅ MANGE TIMER HVER DAG. Hvorfor gør vi ikke det?

#2 At vi lyver for os selv.
Som moren der siger: "Jeg er faktisk glad for reformen; de bevæger sig jo mere! Godt nok er han træt, drengen, men det er helt fint." Og jeg kender den dreng, som han var før, og jeg ser ham nu: pylret, tyndhudet, lidt for tit ulykkelig for min smag.
Som os selv der siger: "Det går bedre og bedre, vi skal bare se på udfordringens størrelse, så er det ikke så mærkeligt, det er hårdt. Han tager jo venner med hjem, ikke, og alt kræver tilvænning." Og jeg kender Sønne, som han var før, og jeg kan se på ham nu, at han ikke er i trivsel og balance, og jeg kan næsten, næsten, næsten ikke holde det ud.

#3 Den her kronik i Politiken. Jeg citerer:"I mine 34 års virke som læge har jeg aldrig tidligere skrevet en lægeerklæring, fordi børn bliver syge af at gå i skole!"

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark

lørdag den 3. oktober 2015

Top fem over ting, det er OK at hade

#1 Folk der siger: "Det går SIMPELTHEN bare så godt i skolen. Min lille bøffeløffe har glemt ALT om børnehaven, han kunne ikke have det BEDRE."

Jeg har ikke hadet nogen så meget, siden jeg var på barsel med altid-vågne Sønne og gik rundt og hadede de folk, der sagde "mit barn SOVER bare SÅ godt."

(Jeg er en fontæne af næstekærlighed og vil andre det bedste og under dem alt godt. Som det fremgår.)

#2 Mig selv, når jeg med en stemme, jeg dårligt kan kende, siger til de selvsamme folk: "Jamen det går faktisk også helt fint hos os. Det var lidt hårdt i starten, men det går fint nu. Rigtigt fint. Rigtigt rigtigt fint."

#3 Det punkt, jeg nogle gange når til, hvor jeg glemmer, at det ikke er Sønne men systemet, der burde have nogle prygl, og hvor alt vreden og afmagten og trætheden og sorgen og følelserne og tvivlen vælter ud af sprækkerne i min efterårsblads-tynde tålmodighed og oversvømmer drengen med NU hører du efter, blev der sagt! og hvis ikke du kommer NU, må du ikke få fodboldkort med i skole i en hel UGE! Sådan er verden, kammerat! 

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark

fredag den 18. september 2015

Det stormer. Det går.

Ved I hvad?

Det går.

Det går ikke godt, jeg er skeptisk og træt, Sønne er skeptisk og træt (og ked af det og vanvittig og fuldstændig totalt i voksentrods, når han kommer hjem). Jeg har på ingen måde skrinlagt mine planer om at flygte fra folkeskolen ad søvejen. Men det går.

Han kommer faktisk ud af døren om morgenen og afsted.

Han starter faktisk inde i klassen sammen med de andre (i modsætning til tidligere, hvor han startede i sofaen med Mindcraft...)

Han spiser faktisk (nogle gange) sin madpakke.

Han har faktisk haft en ny ven med hjemme og lege.

Han har faktisk fået "Ronaldo-kortet, er det ikke bare sejt mor?!" og lært at sige "what is the weather like today? It's stormy!"

Og det er det jo, stormende, men vi er her endnu, vi trækker vejret endnu, vi er diagnose-fri - sådan nogenlunde i hvert fald - endnu.

Det var bare lige dét, jeg ville sige.

Og det her: Ved I hvad, der virkeligt har gjort det nemmere at trække vejret, da stormen var en kategori 5 tornado? Jeres kommentarer (og mails og beskeder og sms'er), jo. Som viser, at vi ikke er alene i verden, at der er andre følsomt-stædige typer derude a la Sønne, og at deres forældre også nogle gange bliver nødt til at græde ned i tastaturet. Tak.

onsdag den 16. september 2015

I mellemtiden...

... er jeg begyndt at gå til sejlads. Trods gråvejr og efterårsbølger og konstant kvalme og præstationsangst er jeg voldsomt motiveret af udsigten til en dag at sejle VÆK fra folkeskolereformen, mens Sønne fisker lykkeligt fra dækket og jeg homeschooler anerkendende.


mandag den 31. august 2015

Måske

Måske skulle vi have sendt ham tidligere i vuggestue.
Måske skulle vi have praktiseret mere 'godnat og sov godt.'
Måske skulle vi helt generelt have været mindre førstegangs-forældre-agtige og mere strikse, meget mere strikse.
Måske skulle vi have leget (meget) mindre med ham på hans enebarns-præmisser og i stedet lavet noget seriøs voksenstyring.
Måske skulle vi have holdt hårdere på, at der ikke var havregryn før sengetid, når man ikke spiste alt sin aftensmad.
Måske skulle vi have råbt mere eller bare været bedre til at være autoritære; mindre eftergivende, bedre.
Måske skulle vi have trænet ham i lange institutionsdage.
Måske skulle vi ikke have sendt ham i en mærkelig børnehave, hvor børnene selv bestemmer, og hvor de må klatre i træer hele dagen.
Måske skulle vi have tvunget ham til nogle fritidsaktiviteter, selvom han ikke havde lyst.

Måske, hvis vi havde gjort alt det, havde vi ikke behøvet fysisk at bære ham ud af bilen, hæs af at råbe, rødøjet af gråd. Alt det tænkte jeg på vej hjem.
Så ville han være nemmere, mere lydig (fuck Erik Sigsgaard og Jesper Juul, jeg vil kraftedme gerne have et lydigt barn), mere almindelig, mere tilpasningsdygtig, mere voksenstyr-bar.

Og så så jeg billedet her på min telefon, fra weekenden; Sønne til familiefest, omgivet af folk, der godt kan rumme ind i mellem at blive skudt lidt med et maskinegevær af fantasi og luft, og nu tænker jeg:

Måske er Sønne helt ok, som han er.

Af en eller anden grund gør den tanke mig allermest ulykkelig.


onsdag den 26. august 2015

Den eneste dumme lort her er folkeskolereformen

Jeg skriver halve indlæg inde i hovedet på cyklen hjem:

"Det var jo også svært at starte i børnehave..."

"Nu trækker vi bare vejret dybt, går mindre i panik end vi plejer, og tænker, det bliver mere hvidt på den anden side af efterårsferien..."

"Der er jo også mange skoler i verden, hvor man går i uniform og eventuelt får nogle tæsk, såøh..."

Det ville være så fint at skrive dét der positive, at skrive troen på projekt folkeskole frem på computeren. Men det kan jeg ikke.

For:

I går aftes, da Sønne skulle til at sove, lå han og sagde:
Jeg er en dum, lille lort
Jeg er en dum, lille lort

For:

I morges da han blev afleveret, var hans ansigt - med Mandens beskrivelse - "som et lagen." Helt blegt og tomt. Han har opgivet at stritte imod (for nu) og overgivet sig til de voksnes luner.

Derfor.

(Og ja, vi HAR bedt om et møde med de voksne. Det kan godt være, at det er svært at starte i skole, men det skal simpelthen ikke være SÅ svært.)

mandag den 24. august 2015

Folkeskolen i hvid. Knækket hvid. Gullig-hvid. Karrygul.

Jeg skulle have skrevet noget mere fra den første uge. Hvor alt var spændende, og Sønne var glad, hvor Manden, hin optimistiske, var glad, fordi han tænkte, det ville blive sådan altid. Så ville jeg have skrevet noget om, hvor spændende det var, hvor stolt Sønne viste os rundt i sin klasse (hver eneste eftermiddag), hvor begejstret han var for at opdage, at han faktisk kan tegne. Den slags.

Nu er vi på tredje uge, og jeg skal saftsusemig tage mig sammen for at sige noget pænt. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil skælde ud over skolen, situationen, danske politikere eller vores samfund anno 2015 liige i dag... så her kommer de tre gode ting, jeg kan grave frem under galden og sorgen:

  • Når Sønne er for ked af det til at komme ind i klassen om morgenen, er SFO-pædagogerne søde. Den ene dag fik han ligefrem et stykke slik (og slik på en hverdagsmorgen er for seks-årige vel som at vinde i lotto for almindelige voksne...), og i dag fik han lov at spille Mindcraft. Ergo: De skælder ikke ud. Det er da noget. SFO-pædagogerne forsøger faktisk generelt at afbøde de (mange, mange) blå mærker, skolereformen giver både Sønne og andre følsomme skolebegyndere. Det er da altid noget.
  • Ind i mellem strømmer der rimeligt flydende engelske ord ud af drengens mund (jaja, selvfølgelig har de da engelsk, hvordan skal vi ellers nogensinde imødegå invasionen fra Kina og vinde Pisa-grandprixet?). Han siger ting a la myhatandmystickandmybrandnewshoes eller I like the flowers... Og han virker stolt. (Det er en SFO-pædagog, der har engelsk med de små. Og SFO-pædagogerne er søde og fokuserede på at lege og anerkende. Og så siger jeg ikke mere, for jeg vil kun sige noget pænt om skolen i dag).
  • Forældreintra er smart. Jamen, det er det! Når nu ens supertriste (jeg mener selvfølgelig "naturligt trætte") dreng ikke har lyst til at tale om skolen, kan man se en udførligt beskrevet og overordentligt ambitiøs plan for ugen. Så har man da fornemmelsen af på en eller anden måde at følge med. Det er også positivt, at interfacet er så ringe, at jeg først i dag har opdaget brevet fra sidste mandag (!) om, hvilke lektier (!!) børnene skal lave. Den tid der er gået godt, kommer ikke skidt igen. Forfandenihelvede.

    Det bliver bedre. Det viser al Sønne-erfaring, og jeg messer det ind i mellem mine fantasier om at lave en Andrea Hejlskov og/eller starte en seriøs revolution. Men folkeskolen-i-kridhvid-indlæggene kommer I nok alligevel til at skulle vente længe på.

torsdag den 20. august 2015

Folkeskolen i sort-hvid. I dag i sort.

Kære Sønne

"Hvorfor må jeg ikke komme hjem, når jeg har den følelse inden i, mor, hvorfor må jeg ikke?" græd du, mens du skiftevis nev mig i armen, trampede i gulvet og klyngede dig til mig som en et-årig med seperationsangst.

Og hvad skulle jeg svare?

Og hvordan skulle jeg forklare dig, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, men systemet, politikerne, folkeskolereformen. At man selvfølgelig bliver fuldstændig udmattet, når man som skolebegynder går i skole fra 8.15 til 14.45, samtidig med at man skal forsøge at lære, hvad fanden der overhovedet forventes af én. Når man er så forvirret over alle de krav og alle de mennesker, at man ikke kan falde i søvn og slet ikke vågne om morgenen; at man bliver så træt, at en i forvejen vanvittig lang og voksenstyret skoledag virker uendelig.

Jeg har politikerne (se, i generaliserende flertal, jeg er for træt til nuancer) mistænkt for at bruge folkeskolereformen som bevidst undertrykkelse af al folkelig modstand (mod afvikling af velfærdssamfundet, dårlig behandling af de svage, hvad vi nu kunne finde på at protestere mod). Det virker i flere generationer: Forældrene er for trætte og fokuseret på deres trætte børn til for alvor at kunne gøre andet end arbejde-hente-handle-putte-arbejde... Og børnene indoktrineres effektivt og tidligt og omfattende med en "kom nu, videre videre"-mentalitet og skal i øvrigt bruge så meget krudt på skolen, at der slet ikke er tid til ret meget andet. Inklusive udvikle en konstruktivt-kritisk tankegang overfor de omgivelser, de er i.

Men det var jo slet ikke dét, jeg ville sige. (Jeg ved i øvrigt også godt, at min trætte vrede er socialist-rød. Sådan er det altid. Rød-sort. I morgen skriver jeg helt i hvid, den farve skolemaling har nemlig også. Heldigvis.)

Det, jeg ville sige, var:

Efter jeg havde efterladt dig der, så vred og ked af det, i armene på en SFO-voksen, jeg aldrig før har snakket med, længe efter klokken havde ringet... ja, så blev jeg selv vred og ked af det. Over at du skal gå så meget i skole, over at man ikke kan lege meget mere, når man er seks år. Jeg sagde til dig, at det nok skal blive bedre, og det skal det. Det er helt sikkert. Men jeg kan godt forstå, at du - som du sagde - "ikke kan holde til mere."

Senere ringede jeg til den voksne, som sagde mange fine ting. Han sagde, du var sød og bestemt og sej. At du var utroligt god til at mærke, hvordan du havde det, og hvad du havde brug for. At det var vigtigt, at du blev ved med at være så god til de ting - og at det er de voksnes opgave at hjælpe dig med det.

Han sagde også, at du var det tredje barn den morgen, han havde prøvet at trøste. Fordi det er hårdt at starte i skole, især når man skal gå SÅ mange timer i skole, som politikerne har bestemt, I skal.

Sønne, jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg skal nok finde ud af det. Og det skal nok blive nemmere. Det lover jeg.

mandag den 6. juli 2015

Og sådan ser han (ikke helt) ud. But who cares!?

"Jamen hvad SKETE der så med det der Sønne-skole?" spørger I spændte.

(Eller måske gør I ikke, men her kommer svaret uanset).

Vi besluttede at satse på folkeren. Først og fremmest fordi vi ikke kunne komme til at møde privatskole-forældrene før skolestart - og vi ved, garvede bofællesskabsrotter som vi er, at det er ualmindeligt vigtigt at vide, hvilket fællesskab man kaster sig ind i.

Og det viste sig at være godt, altså vores sats, for privatskolen starter slet ikke nogen klasse til sommer alligevel (men hvis I har nogle Beder-Malling-børn, der skal i skole i 2016, tør jeg godt anbefale den. Læs mere her.)

Siden sidst har vi så været til en art første skoledag (halvt angstfyldt, halvt wauw-ok-det-er-spændende-nok), jeg har ret random komplimenteret den undrende skolelærer for hans klaverspil (fordi jeg havde dårlig samvittighed over at have bag-skrevet ham, uden han vidste det), vi har skiftevis været in denial ("jeg vil ikke snakke om det, mor!") og været utålmodige til at komme tilbage og opleve mere... og så videre.

Og det vigtigste af det hele: Vi er gået igang med de fordømte tegnelektier fra helvede. Og se nu bare her; det er ingen kunstner-priser coming up, men han har tegnet! Uden at lægge sig under opvaskemaskinelågen og græde ulykkeligt. Det er så stor en præstation, at jeg er ved at revne en lille smule af lettelse og stolthed:


onsdag den 10. juni 2015

Morale: Hvis du absolut SKAL gøre noget anderledes end flokken, så vær så ekstrem som muligt

I starten troede vi, at Sønne skulle i den lokale folkeskole. Den lige ovre på den anden side af vejen. Fordi det er den lokale folkeskole, iggå, lige ovre på den anden side af vejen!

Det snakkede vi så med de andre forældre i børnehaven - som ligger nogle kilometer herfra, i et andet skoledistrikt - om. De synes det var sært. Hvorfor skulle han ikke i samme skole som de andre unger fra børnehaven? Det var jo en meget bedre skole! "Hør her hvorfor!" Og den ene grund, og den anden grund, og den tredje grund. "Og mine børn! Og jeg kender én som! Og jeres lokale skole, altså, NU skal du bare høre..."

Hm, tænkte vi, uden at tage det synderligt alvorligt. Men endte altså alligevel med at vælge børnehave-skolen, fordi det er dér, vennerne skal gå. Det mente vi, var en god ide. Det mente børnehaven var en god ide.

Og tiden gik, og det kom vores lokale bekendte for øre, at vi havde valgt noget andet. Men hvorfor I ALVERDEN havde vi nu dét? Den lokale skole er jo meget bedre! "Hør her hvorfor!" Og den ene grund, og den anden grund, og den tredje grund. "Og mine børn! Og jeg kender en som! Og den anden skole, altså, NU skal du bare høre..."

Jeg forstår godt, at man har brug for at tro på, at lige præcis dét, man nu udsætter sine børn for, er det allerbedste. Og det kan det jo for hulen sagtens være, selvom vi vælger noget andet. Mine valg er ikke en kritik af nogen andres valg.

Og ingen vil mene, at de tager det som en kritik, vel, de hjælper os bare, de vil Sønne det bedste, thi deres børns skole ER den bedste, af den ene og den anden og den tredje grund. Det er bare påfaldende, at det er helt samme reaktion fra begge lejre. Synes jeg.

Nå. Men tiden gik og gik, og vi kom endnu mere i tvivl, som de seneste dages rimeligt fortvivlede indlæg afslører. Om folkeskolen som institution og sårn. Vi vil jo gerne udsætte vores børn for det allerbedste og så videre og så videre.

Og så skete der noget pudsigt: Nu får vi ikke nogen af de sædvanlige kommentarer. Jo-jo, folk spørger, interesseret, undrende, kommer med diplomatisk formulerede argumenter om folkeskolens udmærketheder. Men ingen føler sig - tilsyneladende - provokerede eller som om, de skal forsvare eller sælge noget. Ved at (overveje at) kyle Sønne i verdens mest hippieagtige endnu ikke eksisterende skole har vi simpelthen placeret os i kategorien "beyond reach" eller "de her mennesker er så sære, så vi slet ikke føler os kritiseret af deres valg." Jeg gætter bare. Men jeg tror, jeg gætter rigtigt.

Dét i sig selv er næsten grund nok vælge hippieskolen.

Disclaimer #1: Jæsjæs. Jeg gør det sikkert også selv. Tager andres valg som en kritik af mine egne.

Disclaimer #2: Måske føler jeg om fem minutter, at jeg hænger nogen ud. Så sletter jeg indlægget igen. We'll see.

mandag den 8. juni 2015

Vores helt egen valg-kamp

Vi tog hen på friskolen.

Altså den kommende skole.

Altså skolen, som ikke findes endnu, men som pt bare en dame med en ægte trang til kløgtig skolerevolution i nogle fine omgivelser på et tidligere plejehjem.

Altså skolen, som jeg i hvert fald lige havde brug for at se IKKE var noget.

For det ville være så meget nemmere, hvis damen var træls, visionen var træls, omgivelserne var trælse... og vi så kunne holde os til den Gode Gamle Onde Folkeskole med en eller anden form for ro i sjælen. Iggå? Nemt for os, nemt for Sønne. For hvem de venner der er så vigtige, iggå-iggå.

Der var bare ikke ret mange trælse ting, udover a) at skolen jo ikke rigtigt ægte findes endnu og b) at Sønnes venner skal gå i folkeren...

Så nu saver Manden med motorsav for ikke at blive vanvittig, og jeg sidder og rokker frem og tilbage med den sædvanlige valg-kvalme.

Mens Sønne er til prøve-skole-dag i folkeren og intet aner om det begyndende vanvid hos sine forældre.

Hold nu op hvor ville det være nemt, hvis vi troede på folkeskolereformen. På lektier. På Kina-modellen ("gør som jeg siger, thi jeg er læreren!"). Hvis vi nu bare var sådan nogle, der gjorde som alle andre uden at behøve at få kvalme eller save med motorsav. Sådan nogle der var lidt bedre til at tænke "det går sgu nok" i stedet for "tænk hvor fantastisk det ville være med en lille smule besværlig revolution"...

Men det er vi ikke. Nemme i det. Så om lidt slukker vi for motorsaven, tager noget kvalmestillende (kaffe, sukker) og tager forbi skolen og damen én gang til. Bare lige én gang til.

(Og hvis I nu skulle være blevet nysgerrige, så er det denne her skole, jeg fabler om.) 

torsdag den 4. juni 2015

Hvis I nu var Mads og Monopolet, hvad ville I så sige?

Hrm-hrm. Så vi har det lidt stramt med udsigterne til folkeskole for tiden.

Og vi ved, at der starter en ny bette privatskole med fokus på selvværd og andre gode ting efter sommerferien.

Det frister.

Og så alligevel ikke.

Jeg er vanvittig dårlig til at træffe valg (som trofaste læsere, hvis der er sådan nogle, vil vide), især hvis det gælder min børn.

Panik, sved, søvnløshed, forgæves forsøg på at forudsige fremtid. Mere panik.

På den ene side: Den velkendte folkeskole med alt hvad det indebærer af lange dage, præstationsfokus, talrige lektietimer i en ung alder, sammenkrølling på stol for uforstående lærer, liggen under opvaskemaskinelåger (i hvert fald en tid), total tvivl på egne evner som mor og som Sønne. Men også med en model, der sådan nogenlunde virker, forudsigelighed og allerallervigtigst, en håndfuld venner fra børnehaven.

På den anden side: Et totalt gamble af en skole, der slet ikke findes endnu. Hvor der kommer til at gå et uvist antal elever med uvisse udfordringer i uvisse rammer. Som har visionerne på plads (men hvem helvede har ikke det?!), som virker bundsympatiske, og som er helt vildt gode til at snakke om selvværd.

Det er ganske givet vanvittigt, at jeg overhovedet overvejer det.

Det er ganske givet vanvittig overhovedet at overveje folkeskolen, der giver lektiestress, før den overhovedet er gået i gang.

Jeg er ganske givet ved at blive, ja, vanvittig.

Hvad ville I gøre?!

tirsdag den 2. juni 2015

Ti lange år forude

Sønne kan klatre fem meter op i et reb uden problemer.
Han kan slå en tønde land på en havetraktor. Selv.
Han kan få en hær af børnehavedrenge til at forvandle dæk og brædder og sand til biler og huse og flyvere.
Han kan stå på hænder (med lidt vaklen) og på hovedet (uden).
Han kan cykle ti bakkede kilometer (mindst) næsten uden at kny.
Han kan genkende alle biler, busser og lastbiler uden at behøve at skele til mærket.
Han kan balancere stående på sin fars skuldre, mens han piller bådens vinterpressening af, skruer skruer ud, den slags.
Han kan bære sin søster på ryggen.
Han kan klatre højere op i træer end noget andet barn, jeg har set.
Han kan lære mig, helt blidt og pædagogisk, hvordan man bruger den elektriske hæk-fætter, og han lægger både den og forlængerledningen på plads i værkstedet bagefter.
Han kan fiske.
Han kan holde en kattekilling eller en baby eller hvad det måtte være helt stille og og fint og tålmodigt.
Han kan grine med hele kroppen.

Men ved I hvad, han ikke kan?
Alfabetet. Og: Han kan ikke, slet slet slet ikke, finde ud af at sidde overfor sin kommende klasselærer og løse opgaver og udpege de bogstaver, han kender, og tegne tegninger (jeg har faktisk aldrig mødt et barn, der er så ringe til at tegne, som ham. Og - normalt - så fuldstændig uinteresseret). Og han kan slet ikke sidde der sammen med læreren uden at krølle sig helt sammen på stolen og tale med en meget lille halvt fjollet halvt angst stemme.

Det var den mest ubehagelige mundtlige eksamen, jeg har nogensinde har været til. Og det var slet ikke en eksamen.

På vej over skolegården bagefter fandt han en kængurustylte men tog sig så i det: "Nej, jeg er ikke dygtig til det." Senere lå han under opvaskemaskinens udslåede låge, en sikker hule måske, og græd over det portræt, han skal tegne af sig selv til første skoledag. Ind i mellem råbte han: "Du SKAL gøre det, mor, du SKAL!"

Jeg lagde mig ved siden af, med mit knuste hjerte, og lod være med at græde, og forsøgte skiftevis at rumme og peptalke.

Senere, med fugtige øjne:
"Så skal læreren se om det er rigtigt, mor, men jeg kan IKKE."

Senere endnu:
"Hvorfor skal man egentlig lave lektier, mor?"

Og senere endnu, da Sønne igen sad i et træ og et øjeblik havde glemt alt om lektierne, og da min irritation over den eksamensagtige situation (der i brevet fra skolen var blevet solgt som "en snak, hvor vi vil spørge ind til, hvad der optager dig") var fordampet, havde jeg selv lyst til at lægge mig ind under opvaskemaskinens låge: Hvad nu, hvis det ikke er systemet, der er galt på den, men os, mig som forælder, der har fejlet totalt?

Den følelse er blevet hos mig siden (ligesom Sønnes lektiestress er blevet hos ham), og den får verden til at føles en lille smule som et skib, der gynger.

tirsdag den 26. maj 2015

Og derfor burde alle have en storebror og/eller en skovl

Livse: Ved du hvad, mor, Asta og de andre sagde, at min kjole lignede LORT!

Mig: Nåda! Det var strengt. Blev du så ked af det?

Livse: Ja. Jeg så sådan her ud i hovedet: Meget ked af det!

Mig (med min bedste marte-meo-stemme): Det kan jeg godt forstå. Sådan ville jeg også have set ud, hvis nogen sagde det til mig. Bad du dem holde op?

Livse: Ja. Men de holdt ikke op.

Mig: Hvad gjorde du så?

Livse: Jeg hentede min storebror! Så kom han efter dem!

Sønne: Ja. Så kom jeg efter dem. Med en skovl! Jeg løb bare efter Asta... med skovlen!

Mig: ...

Sønne: Det var bare for sjov. Jeg ville ikke slå hende ægte.

Mig: Jamen... eh? Altså... Vidste Asta godt, det var for sjov?

Livse: Nej-nej. Så vi blev gode venner igen. Så kaldte vi allesammen græsset for lort. LORT!

Mig: Mmm. OK. Eller... eh. Godt nok så.

lørdag den 16. maj 2015

Tvungen forårsmindfulness. Nej tak.

For det meste er forår på landet fantastisk og fuldent og en formidal grøn tsunami og mange andre gode ord med f. Dejligt nu-og-her sol i kinder, kaffe i kop, børn i hopsa, hjemmedyrket mynte i mojitoen. Den slags.

Men ind i mellem (for eksempel i dag) er foråret nærmest for anmassende i alt sin på én gang spæde og overvældende grønhed (og gulhed og hvidhed og lyserødhed): Se mig, se mig, jeg er så grøn og flygtig, du skal nyde mig nu, NU, om lidt er jeg borte. Så bliver jeg træt. Og længes efter vinter, hvor man godt må længes efter andre tider uden at være en skarn.

Så skammer jeg mig lidt (som den gode protestant jeg er) og drikker rødvin og laver sirup ud af alle mælkebøtterne. Det hjælper. Men kun en anelse.


mandag den 11. maj 2015

Ting jeg bruger tiden på i stedet for at blogge

  • at panikke over, at Sønne ikke skal gå i klasse med sine bedste homies i skolen
  • at panikke over, at vi ikke har fået det brev, hvor der står, hvem man skal gå i klasse med, men må høre alle nyheder fra (børn! i) børnehaven
  • at panikke over, at vi for evigt er låst til Beder-Malling-egnen, når først Sønne er startet i skole
  • at tænke: "... med mindre han ikke trives i skolen" og så panikke over, at dét scenario overhovedet er en mulighed
  • at panikke over, at Sønne hverken kan tælle til 150, opremse syv-tabellen, stave sit efternavn uden hjælp eller tegne et stamtræ med fulde relationsbetegnelser i flere generationer (jeg siger jer, mine facebook-venner har skoleparate børn).
  • at overveje, om ikke de facebook-venner kører en form for selvterapi med deres konstante strøm af se-hvor-skoleparat-mit-barn-er-opdateringer (og at jeg således ikke er den eneste, der panikker en anelse. Det er en momentant beroligende tanke)
  • at panikke over alt det, man skal have styr på, når man er skoleforælder (bare læs med hos Mie. Det er jo crazy) - og som vi aldrig kommer til at klare, fordi vi er de mest utjekkede i verden.
Hvis man maler fanden på væggen (og det er jeg god til, med store fedtede sorte pensler), kan man jo kun blive positivt overrasket over, ikke?

"SE MOR, HR SKÆG ER I AVISEN," råbte Sønne begejstret. Hvordan skal han mon nogensinde klare sig i religionsundervisningen uden at vide, hvem Frans af Assisi er?! Lærer man overhovedet noget om religion i 0.?! Burde jeg ikke have fuldstændig styr på hans fag på nuværende tidspunkt?!



tirsdag den 17. februar 2015

Efter ørådet

Nåmen det blev ikke vores gode-gode venner, der skulle flyt ind i Paradise-Hotel-nå-nej-bofællesskabet. Og alt det, der skal siges om den sag, må jeg hellere sige til de venner selv.

søndag den 15. februar 2015

Det fjerne, det nære og det allernærmeste. Eller: Noget om terror og bofællesskaber

For snart ti år siden var jeg nogle måneder på en elsalvadoriansk avis, og der var parlamentsvalg med købte stemmer og dødstrusler og skyderier og 'EL PUEBLE UNIDO' og kasten med sten, og der var lig foran stambaren, og der var tåregas, som jeg måtte gemme mig for på et toilet.

Og mens jeg sad der og rystede sammen med nogle journalister, hvis universitet by the way var blevet opslugt i et jordskælv, og hvoraf mindst én by the way vist nok havde en fortid som børnesoldat, pippede jeg noget om, at jeg nu nok alligevel glædede mig lidt til at komme hjem. Hvortil én af dem (by the way, en tidligere Irak-korrespondent, by-the-way-by-the-way bror til en anden journalist, der havde været ude for 13 (13!) hold-ups på offentlige steder) tørt svarede:

- Hvor mange jordskælv er der egentlig om året i dit land? Hvor mange mord, egentlig? Hvad vil du egentlig skrive om? Du er jo journalist!

Og på sin vis havde manden jo ret. Ret ret.

Indtil i dag.

Lige pludselig er der alt for meget at skrive om i Danmark, og bare vent, om et øjeblik sender den elsalvadorianske avis (fra landet, der nu ikke længere er nummer et på listen over verdens farligste) sikkert en korrespondent til København... (i øvrigt faldt mit El Salvador-ophold dengang fuldstændig sammen med en vis Muhammed-krise, og danske flag var i brand på alle fjernsynsskærme. The circle of life and ytringsfrihed and så videre).

Men. Pointen med alt det her er, at selvom der sker forfærdelige ting i Min By (ikke Beder, København) og i Mit Land (Danmark, ikke El Salvador), og selvom jeg kan mærke ægte bekymring over al den splittelse og Islam-frygt, der allerede er ved at opstå i kølvandet på det her - ja, på trods af alt det, så er det dét, der ligger for mine egne fødder, der for alvor fylder noget i hovedet:

Vi skal vælge en ny familie til at flytte ind i bofællesskabet. Der er lutter søde, smukke, intelligente kandidater, og der er mange af dem. True story. Men: Nogle af mine bedste venner er i blandt. Og vi holder møder (delvis iført fastelavnstøj) og diskuterer stolpe op og stolpe med, og sådan skal og må det være... og jeg kan simpelthen ikke holde det ud. At jeg ikke bare kan svinge en tryllestav og få dem til God Bedre, de venner dér.

Det kan godt være, de kaster med tåregas i El Salvador, og 20-årige mænd stikker hinanden ned på gaden. Det kan godt være, at terroren er kommet til Danmark for at blive. Det kan godt være, at det alt sammen burde give noget perspektiv. Eller - et eller andet, iggå. Det gør det bare ikke rigtigt. Mit hoved er fyldt med husmøde og med stiltiende men forbitrede bønner til universet: Prøv lige at forestil dig engang, mand, hvad det ville betyde for mit forhold til forstæderne (noget godt, noget virkeligt godt!), hvis jeg kunne få lov at bo sammen med liiige præcis den familie, jeg gerne vil bo sammen med... Tænk engang hvor helt utroligt fantastisk dejligt det ville være!

torsdag den 12. februar 2015

Gustav. England. Slut. Eller: Nogle har større udlængsel end andre.

- Gustav fra min børnehave er taget til England. Han skal være der fire måneder.

- TIL ENGLAND!? NEJ HVOR SPÆNDENDE! HVORHENNE?

- Det ved jeg ikke, mor.

- JAMEN ALTSÅ, HVOR ER DET SPÆNDENDE! SKAL HAN GÅ I ENGELSK BØRNEHAVE?

- Det ved jeg ikke, mor.

- SKAL HANS MOR OG FAR SÅ ARBEJDE I ENGLAND ELLER HVAD?

- Det ved jeg ikke, mor.

- JAMEN... TROR DU MÅSKE HAN GÅR I ENGELSK SKOLE?! Og hvor TROR du, det er? Har han sagt noget om det? Og skal hans lillesøster gå i engelsk vuggestue? Og har han givet børnehaven sin nye adresse?

- Det VED jeg ikke, mor.

- Jamen, hvad ved du egentlig?

- Gustav. England. Slut.

***

Slut, ja. Sønne gik, og jeg stod alene tilbage med en ud-af-kroppen-oplevelse af slet ikke at kunne styre min egen urimeligt irriterende talestrøm. Sønne var teenageren, jeg var moren, alle ville flygte fra.

(Nu har jeg tænkt mig at spørge børnehaven i stedet for. For hvad mon Gustav egentlig laver i England? Og hvad med hans forældre? Og hans lillesøster?!)

onsdag den 11. februar 2015

Sædernes forfald, sygdommenes komme. Måske forudser min underbevidsthed noget om udfaldet af næste Folketingsvalg

Drømmen:

Hitler - under navnet fritz-laban - til halvnøgen tovtrækning i en gymnastiksal. Mod et hold stærke, sorte mænd. Og der var konstant bombetrussel.

Mary fra Downton Abbey i slåbrok, løbende forvildet rundt i nærheden af Lillebæltsbroen.

En deal med min læge om, at jeg ikke længere behøvede recept på medicin for børneorm - jeg kunne nøjes med at sende en SMS.

Og nu er det morgen, og det er sguda ikke til at arbejde, med resterne af sådan nogle voldelige, forvirrede, halvhistoriske drømme hængende i hjernen.

(I øvrigt bar fritz-laban en rustrød strikket underdel, og han var uhyggeligt stærk.)

Lillebæltsbroen? I slåbrok? Really?!

lørdag den 7. februar 2015

Så i det stor hele går det faktisk OK

Jeg er her stadig. Stadig-agtigt og selvfølgelig. Jeg har bare så frygteligt travlt på den måde, jeg altid har frygteligt travlt her lige midt på vinteren: Med at bære min vinterdepression og min tunge vinterkrop. Det er ikke jule/forstads-flæsk (selvom det er der nok også noget af), det er ligesom knoglerne bliver tungere om vinteren. Markerne er brune, knoglerne er tunge, bofællesskabets vinterkulrede børn larmer afsindigt i spisesalen hver aften. Kyndelmisse-tunghed.

Og jeg har travlt med at fange mus. Danmarks største. Den blev fanget i et rottefælde, og én til og én til.

(I virkeligheden har jeg travlt med at få andre til at fange de mus. Min modige børn for eksempel. De synes, at mus er "fucking nice.")

Og jeg har dejlig-travlt med cykle frem og tilbage til byen, gennem byen, på min elcykel ellie. På den er jeg lettest, og bakkerne er fladest. Forbløffende som jeg er ligeglad med, at jeg ligner en dame på 70. I regntøj og med cykelhjelm. Fuldstændig flintrende lykkeligt ligeglad.

Og med det arbejde. Jeg gider ikke skrive om det. Det er forfærdeligt og fantastisk, vi må snakke om det en anden dag.

Og med at nyde, at mine børn er så kæmpestore, at vi ind i mellem kan sove, drikke, læse; at der er tid til at tænke alle de her alt for mange tanker.

Og med skiftevis at hyperventilere over, at Sønne starter i skole om lidt (og at vi således er bundet til forstæderne for evigt-og-evigt) og med at ikke-forstå, at børn overhovedet kan bo i byen. At prise mig ægte lykkelig for de marker og de kælkebakker og de lykkelige unger, der står på ski og har røde kinder ("og PINK skistave mor, husk det nu, husk det nu!").

Og med at stresse over samfundet, nutiden, systemet, klimaforandringerne, krigene. Den slags. Måske er det et udslag af de vinterdepressive tendenser, måske læser jeg for mange Andrea Hejlskov-agtige blogs. Eller måske ligger der en ægte erkendelse og bobler og kræver handling, revolution, action. Både makro-action og mikro-action:
Skal min seks-årige virkeligt se X-Faktor?!
Skal han virkeligt snart skolereformsheldagsskole?!

(I virkeligheden er det ikke en pludselig erkendelse eller noget med at læse for mange ekstreme blogs. Jeg har altid været sådan. Som barn stod jeg i en periode og lod vandet løbe direkte fra hanen og ned i afløbet for at fortynde det forurenede vand, jeg havde hørt, fiskene svømmede rundt i i havene. Sådan har jeg det med at gøre forkerte ting med de allerbedste intentioner og i øvrigt stresse over ting, jeg ikke ved ret meget om. Det bliver bare værre(-bedre) om vinteren og forstærkes af  børne-husleje-betinget travlhed...)

Og med at høre Agnes Obel, som ophøjer almindelig vinterbrun melankoli til poetisk eksistentialismus.

Og med at snakke med mine melankolske venner og mine glade venner, og med at huske-huske-huske mig selv på to ting:

1) Det bliver snart forår.

2) Vi skal snart på Ægte Solferie. Bestilt af mit sommerjeg, der udmærket kender mit vinterjeg og derfor kan tage sine forholdsregler.