Mor har altid ret. Systemet tager altid fejl.

Vi er her endnu.

Jeg skriver ikke meget, for hvad skal jeg skrive? Dét, jeg allerede har skrevet tusind gange? Noget der rå-sviner folkeskolereformen (der har jeg vist også været...)? Noget der udleverer den lokale folkeskole eller de voksne, der gør deres bedste? Noget der udleverer Sønne?

Det tænker jeg lidt over. Mens dagligdagen og skolestressen gør mine arme og hoved så tungt, at det er svært at tænke og skrive. I ser det for jer.

Men nu er det ferie. Vi har sovet. Vi har julet. Vi har krammet. Vi har slet ikke haft ondt i hovedet.

Og vi har været i svømmehallen lige nu her tidligere på dagen. Og ved I hvad der skete? Sønne svømmede af sted (uden vinger, bælter eller andre hjælpemidler) i den smukkeste, smukkeste brystsvømning. Som han har lært sig selv.

(Og hvorfor dét nu skulle være noget særligt, forstår man bedst, hvis man har fulgt med i svømmeholds-gate aka "historien om, hvordan den lokale svømmelærer effektivt forsøger at give drengen vandskræk.")

Vi tog Sønne af svømmeholdet i sin tid, fordi det gjorde mere skade end gavn, og fordi det virkede straight up tåbeligt. Så plaskede vi anerkendende i varmt vand i et års tid, og voila: Drengen har lært sig selv at svømme.

Én morale kunne selvfølgelig være, at Sønne er en særlig dreng, der ulig andre børn har brug for helt særlige rammer, og at vi sikkert har fejlet et eller andet sted i opdragelsesprocessen. Men det er forkert. Den rigtige morale (som man er velkommen til at overføre 1:1 til sit eget liv) er, at man (kraftedme) skal lade være med at lytte til lærere, eksperter, trænere og andre autoritetstyper, når de modsiger ens mavefornemmelse. Og fornuft. Og barn. Jeg kunne godt have kigget på Sønne i svømmehallen dengang og tænkt, at han var skingrende skør og kylet ham i vandet, mens jeg skældte ud. (Jeg havde lyst, men ikke ret længe ad gangen.) Jeg kunne også være blevet ved med at lokke med is og honning-indsmurte trusler og holdt VED, for skal man måske ikke holde ved? Men drengen havde tydeligvis brug for noget andet. Han fik noget andet. Og han lærte sig selv at svømme.

Og alle levede lykkeligt til deres dages ende (og jeg roste mig selv uforbeholdent for, hvad jeg betragter som min hidtil største succes som forælder).

Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg bedst overfører moralen på Sønnes færd gennem uddannelsessystemet. Så skal I bare se løjer.