mandag den 30. juli 2012

AO. Anonyme Overspringshandlere.

Første Ægte Arbejdsdag efter ferien. Indtil videre har den set nogenlunde sådan her ud:

"Næh, hvor dejlig endelig at have TID til at arbejde igennem. Måske jeg lige skulle starte med at læse lidt hos Dines og The Blogess. Og på Facebook."

"Fuck og død, der er gået en halv time! NU skal jeg igang, jeg har frygteligt, frygteligt travlt..."

"...når jeg lige har tjekket BT, min hemmelige men vigtige last."

"Jeg er et usselt menneske. Manden passer børn, inklusive pivsede Livse. Og her sidder jeg. På BT."

"Se mig. NU åbner jeg arbejdsdokument. Se mig, jeg skriver!"

"Så kan jeg godt liige tjekke, om Maria skriver noget klogt inde i Maskinrummet..."

"KOM SÅ DAME, SÆT IGANG! HEPHEPHEP, det her holder ikke. NU går jeg tilbage til arbejdsdokumentet igen."

"For hulan, det er svært, det jeg skal lave. Sguda ikke så mærkeligt, at jeg kommer til at overspringshandle, vel. Nå, jeg kan finde ham kontaktpersonens navn på Google..."

"... og så lige... læse lidt mere om ham. Måske det er vigtigt? Han har noget skægt hår på de billeder. Hvorfor er der egentlig ikke noget kaffe her? Måske jeg skulle spise min madpakke?"

"NU skal du igang. Hvor mange gange skal jeg sige det?"

"Ikke flere. Det er OK. Jeg er en usling. Det er bare fordi, det er verdens sværeste opgave, iggå. Og på en måde er det også lidt internettets skyld. Og senmodernitetens. Og NU går jeg igang. Når jeg lige har skrevet et lillebitte lynhurtigt blogindlæg."

...


lørdag den 28. juli 2012

Ikke meget liv i Liv

Livse Evigglad er syg og spættet og feberramt og ikke spor glad. Helt ondt i hjertet får jeg. Helt ondt over det hele har hun, tydeligvis. Hun ryster på hovedet af al mad, inklusiv kiks og is (dog undtaget en oliven i ny og næ...) og har slanket sig væsentligt på de runde kinder.

Hun er et sørgeligt, sørgeligt syn, den bette. Først kastede en vagtlæge hende ud i en pøl af penicillin, så hev vores egen læge hende op igen og mumlede noget om mulig overfølsomhed og en uvis børnesygdom, og nu sidder hun og græder hos sin far inde i gyngestolen.

Heldigvis er der bedsteforældre på besøg, og de kan tumle med glade storebrødre, der gerne vil tumles med. Og glad, det er han saftsusemig. Bofællesskab er børnehimlen, i hvert fald når børnene er raske.

(Og nej. Her er ingen pointer at få. Kun grålig træthed og en vag taknemmelighed over, at BetteLiv normalt er verdens rareste, gladeste.)


tirsdag den 24. juli 2012

Sønne og damerne

Det er lykkeligt og svært at få nye venner. I hvert fald hvis man er en lille nørd, der altid - ALTID - indleder første-samtaler med værktøjssnak ("min farfar har været TØMRER!" og "min børnehave har en RUNDSAV" og "min far har en MAKITA boremaskine, den er blå" så videre). 

Og Emilia, der er fire år og bor lige om hjørnet i en anden bofællesskabslejlighed, er særligt dejlig, så hun må høre om motorsave igen og igen. Som i morges, da han lidt nervøst stod og ventede på, at hun skulle få sine sandaler på, og pludselig slog ud med armene og sagde meget højt og meget hurtigt:

"HOV NU KAN JEG HUSKE NOGET FAKTISK! Jeg har været i BYGGEMARKED i går, og de havde en motorsav, mange motorsave, og en HAVETRAKTOR! Faktisk."

Larmende tavshed, afbrudt af velcrolyde fra Emilias sandaler, og derefter af en lettere nervøs mor (mig):

"Æh, ja, du elsker værktøj. Sandelig. Host. Det er ikke sikkert, at Emilia elsker værktøj. Hvad elsker du, Emilia?"

Og så, selvfølgelig:

"Jeg elsker HELLO KITTY bamser!"

Så var det ligesom slået fast. 

Og så løb de to nye pals om kap ned til trampolinen og hoppede og hoppede. Så besøgte de hønsene, så løb de ind i gymnastiksalen, og så forsvandt de fuldstændig under de voksnes radar. Nu er de taget på stranden med Emilias forældre. Bum.

Tilbage er feberhede Livse, der ikke har nogen Hello Kitty bamser og derfor må nøjes med sin brors værktøj og deslige.

Beder. Uden dækning.

Det her er udsigten fra køkkenvinduet (!), og Manden står ikke derude blandt de vilde dyr i den tidlige morgenstund for sjov. Nænej. Det er svært at få forbindelse til resten af verden fra Beder, såmen, men det går en lille smule bedre med mobilen derude ved marken.

Jeg troede ikke rigtigt, at der var nogen hvide pletter tilbage på mobilkortet, men sådan har jeg så meget at lære...

lørdag den 21. juli 2012

Om at finde den indre rejsedame på en kold, fransk campingplads. Og om ret meget andet.

Frankrigsferien var sådan her:


Jeps.Vi startede med at komme 24 timer for tidligt til vores fly og måtte fordrive ventetiden (sammen med resten af Nordeuropas børnefamilier, iført vindjakker og slushice) i Legoland. I Billund, ikke i Frankrig. Akak, flyttehjerner, åhja evigglade børn.

The Real Frankrig var sådan her:


To telt-børn i ulddragter. Glad og gladere. For hvad betyder lidt nattekulde, når man vågner op omgivet af sin familie på en sjov, slatten (...) luftmadras? Og hvad betyder lidt (konstant, overvældende) regn, når man må siddet indrullet i en sovepose og håndfodre sin ynglings-søskend med små spaghettier og kiks?

Og så var Frankrig sådan her:


To bevidstløse børn en tidlig morgen på et billigt tæt-på-lufthavnen hotel i den skumle pariserforstad Gusainville. De blev klædt på - inklusive sko - uden overhovedet at lade sig mærke med det.

Frankrig var også på en hel masse andre måder:

Hæslig-forfærdelig da vi tog den forkerte vej rundt om Paris (på indre ringvej, never-ever do that) og tilbragte tre hæslige timer med at komme ud af byen. Der var børn, der skreg, og en dame (mig), der hyperventilerede og råbte "jeg vil have en epidural NU, jeg KAN ikke klare det!". Helt-helt-helt seriøst det værste, jeg har prøvet, siden Sønnes fødsel.

Og Frankrig var smukhedslykkelig og mudret og fantastisk, da vi sammen med 160 andre festkjole-gummistøvle-klædte børn og voksne var til Viggomors bryllupsfestival på en pløjemark i Bretagne. Tænk boghvedepandekager og helstegt pattegris og sigøjneragtig musik og sygt beskidte børn og masser af kærlighed.

Og Frankrig var håbløs, da mit pas var væk ti timer før vi skulle flyve hjem. "Jamen HVORFOR har du glemt dit waterpas på campingpladsen, mor?" spurgte Sønne. Well, fordi jeg er pænt træt og pænt åndssvag, og nu må jeres far lige køre fem timer ekstra i bil. Det sagde jeg ikke, selvfølgelig. "Her, tag noget baguette, lille skat, de voksne har HELT styr på det. Host." Sagde jeg.

Og Frankrig var fyldt med hey-det-her-kommer-vi-til-at-huske-altid-på-den-gode-måde-øjeblikke, som da hele den bette familie efter 300 meget lange bilkilometer pludselig dansede gruppedans på et rastepladstoilet, eller da Sønne udholdt to stive, underholdende timer i et monsterstort supermarked, fordi indkøbsvognen var forklædt som en bil med rat og det hele.

Nu er vi hjemme og så trætte, som havde vi netop krydset verdens største hav i en lille sejlbåd uden hverken regntøj eller chokolade. (Det har vi gjort engang. Det bliver man gennem-bund-psyko-træt af.) Men det er OK. Vi overlevede ufatteligt meget regn, ufatteligt meget telt og ufatteligt mange kilometer på franske veje. Og, måske allervigtigst, kom jeg i kontakt med min indre rejsedame. Hende der, som ser al modgang (den trafikale slags undtaget) som et sandt eventyr, og som traller i regnen mens hun vasker op i koldt vand. Seriøst. Jeg kan SÅ meget bedre lide hende, tralle-rejse-damen, end hende der sure-sure nej-jeg-kan-ikke-overskue-det-mor, som jeg er til dagligt. Måske vi bare skal på Rigtigt Udfordrende langfart snarligst. Til Thailand med rygsæk, eller den slags? Når vi lige har rejst os i den økonomiske ruin, som den her rejse har efterladt os i.

Eller måske vi bare lige skulle chille lidt i fantastiske Beder. Hvor vi byder på kaffe og kælderkolde øl og gæsteværelse og endnu flere dansk-stil-agtige rejsehistorier...

tirsdag den 10. juli 2012

Beder. Et holdbart koncept.


Nåmen det der bofællesskab er vejen frem. Paradis for børn, iggå. Og juli er en god måned.

Og nu tager vi til Frankrig med et telt og to børn, der er dårlige til at sove. God sommer.

fredag den 6. juli 2012

Livses lykkelige øjeblik

Børn der tumler rundt i blød aftensol og en have, der er så stor og grøn, at det er OK at larme. BetteLiv der går og kravler og undersøger og opdager… og til sidst triller om på ryggen, hvor hun bliver liggende et langt, saligt minut med den tykke mave strittende mod himlen og armene ud til siden. Og et smil og et aaaahh, der går lige i hjertet og gør det muligt midlertidigt at glemme den galopperende provinsnoia.

tirsdag den 3. juli 2012

Beder. Et ambivalent sted.

Nåmen hvordan går det så med det der Beder?

Det går... godt. Det er jo en drøm, altså.

Jeg drømmer: Børnene løber ind og ud. Lykkelige og lyshårede. Solen skinner hele tiden. Folk smiler. Hestene stikker venligt mulerne ind i vores lille, baghave, hvor roser, hindbær og nelliker vokser side om side. Rare mennesker kommer forbi med kage. Der er gynger og trampoliner og høns, som Livse gerne vil konversere. Og et værksted, som Sønne er flyttet ind i, nærmest. Der er lyst, lyst, lyst og et gæsteværelse med en dør. Og almindelige mennesker har råd til at bo her.

Hej kosmiske sommerhussalighed og flaksende sommerfugle.

Og det er virkelighed. Det hele.

Det ene øjeblik, altså. Det næste skal jeg lige et smut indtil byen og så hjem og så indtil byen, og vupti, en-to-tre, bus udover markerne og knold i nakken og alt for stramme jeans og "sig noget klogt om de her spritnye innovative ting, så du er din timeløn værd, freelancerdame".

Det er den vildeste skizofreni-ambivalens ting at skulle skifte, bum, mellem profesionel-selvstændig-by-identitet og saligheds-solskins-land-mutti-identitet. Mange mennesker gør det, helt sikkert. Jeg har bare ikke fundet knappen endnu. Og indtil jeg finder den, er jeg nok pænt sær at snakke med (jeg snakker om interaktiv storytelling med uskyldige økosamboer og om heste og quinoa-bøffer med folk, der gerne skulle betale mine fakturaer... det går ikke i længden!)

Jeg brokker mig ikke. Jeg drømmer. Stressniveauet falder af at sidde og hverdagsmeditere med udsigt til bølgende kornmarker. Skizofreniniveauet stiger. Det er OK.