Om at finde den indre rejsedame på en kold, fransk campingplads. Og om ret meget andet.

Frankrigsferien var sådan her:

Jeps.Vi startede med at komme 24 timer for tidligt til vores fly og måtte fordrive ventetiden (sammen med resten af Nordeuropas børnefamilier, iført vindjakker og slushice) i Legoland. I Billund, ikke i Frankrig. Akak, flyttehjerner, åhja evigglade børn.

The Real Frankrig var sådan her:

To telt-børn i ulddragter. Glad og gladere. For hvad betyder lidt nattekulde, når man vågner op omgivet af sin familie på en sjov, slatten (...) luftmadras? Og hvad betyder lidt (konstant, overvældende) regn, når man må siddet indrullet i en sovepose og håndfodre sin ynglings-søskend med små spaghettier og kiks?

Og så var Frankrig sådan her:

To bevidstløse børn en tidlig morgen på et billigt tæt-på-lufthavnen hotel i den skumle pariserforstad Gusainville. De blev klædt på - inklusive sko - uden overhovedet at lade sig mærke med det.

Frankrig var også på en hel masse andre måder:

Hæslig-forfærdelig da vi tog den forkerte vej rundt om Paris (på indre ringvej, never-ever do that) og tilbragte tre hæslige timer med at komme ud af byen. Der var børn, der skreg, og en dame (mig), der hyperventilerede og råbte "jeg vil have en epidural NU, jeg KAN ikke klare det!". Helt-helt-helt seriøst det værste, jeg har prøvet, siden Sønnes fødsel.

Og Frankrig var smukhedslykkelig og mudret og fantastisk, da vi sammen med 160 andre festkjole-gummistøvle-klædte børn og voksne var til Viggomors bryllupsfestival på en pløjemark i Bretagne. Tænk boghvedepandekager og helstegt pattegris og sigøjneragtig musik og sygt beskidte børn og masser af kærlighed.

Og Frankrig var håbløs, da mit pas var væk ti timer før vi skulle flyve hjem. "Jamen HVORFOR har du glemt dit waterpas på campingpladsen, mor?" spurgte Sønne. Well, fordi jeg er pænt træt og pænt åndssvag, og nu må jeres far lige køre fem timer ekstra i bil. Det sagde jeg ikke, selvfølgelig. "Her, tag noget baguette, lille skat, de voksne har HELT styr på det. Host." Sagde jeg.

Og Frankrig var fyldt med hey-det-her-kommer-vi-til-at-huske-altid-på-den-gode-måde-øjeblikke, som da hele den bette familie efter 300 meget lange bilkilometer pludselig dansede gruppedans på et rastepladstoilet, eller da Sønne udholdt to stive, underholdende timer i et monsterstort supermarked, fordi indkøbsvognen var forklædt som en bil med rat og det hele.

Nu er vi hjemme og så trætte, som havde vi netop krydset verdens største hav i en lille sejlbåd uden hverken regntøj eller chokolade. (Det har vi gjort engang. Det bliver man gennem-bund-psyko-træt af.) Men det er OK. Vi overlevede ufatteligt meget regn, ufatteligt meget telt og ufatteligt mange kilometer på franske veje. Og, måske allervigtigst, kom jeg i kontakt med min indre rejsedame. Hende der, som ser al modgang (den trafikale slags undtaget) som et sandt eventyr, og som traller i regnen mens hun vasker op i koldt vand. Seriøst. Jeg kan SÅ meget bedre lide hende, tralle-rejse-damen, end hende der sure-sure nej-jeg-kan-ikke-overskue-det-mor, som jeg er til dagligt. Måske vi bare skal på Rigtigt Udfordrende langfart snarligst. Til Thailand med rygsæk, eller den slags? Når vi lige har rejst os i den økonomiske ruin, som den her rejse har efterladt os i.

Eller måske vi bare lige skulle chille lidt i fantastiske Beder. Hvor vi byder på kaffe og kælderkolde øl og gæsteværelse og endnu flere dansk-stil-agtige rejsehistorier...