Ikke meget liv i Liv

Livse Evigglad er syg og spættet og feberramt og ikke spor glad. Helt ondt i hjertet får jeg. Helt ondt over det hele har hun, tydeligvis. Hun ryster på hovedet af al mad, inklusiv kiks og is (dog undtaget en oliven i ny og næ...) og har slanket sig væsentligt på de runde kinder.

Hun er et sørgeligt, sørgeligt syn, den bette. Først kastede en vagtlæge hende ud i en pøl af penicillin, så hev vores egen læge hende op igen og mumlede noget om mulig overfølsomhed og en uvis børnesygdom, og nu sidder hun og græder hos sin far inde i gyngestolen.

Heldigvis er der bedsteforældre på besøg, og de kan tumle med glade storebrødre, der gerne vil tumles med. Og glad, det er han saftsusemig. Bofællesskab er børnehimlen, i hvert fald når børnene er raske.

(Og nej. Her er ingen pointer at få. Kun grålig træthed og en vag taknemmelighed over, at BetteLiv normalt er verdens rareste, gladeste.)