Beder. Et ambivalent sted.

Nåmen hvordan går det så med det der Beder?

Det går... godt. Det er jo en drøm, altså.

Jeg drømmer: Børnene løber ind og ud. Lykkelige og lyshårede. Solen skinner hele tiden. Folk smiler. Hestene stikker venligt mulerne ind i vores lille, baghave, hvor roser, hindbær og nelliker vokser side om side. Rare mennesker kommer forbi med kage. Der er gynger og trampoliner og høns, som Livse gerne vil konversere. Og et værksted, som Sønne er flyttet ind i, nærmest. Der er lyst, lyst, lyst og et gæsteværelse med en dør. Og almindelige mennesker har råd til at bo her.

Hej kosmiske sommerhussalighed og flaksende sommerfugle.

Og det er virkelighed. Det hele.

Det ene øjeblik, altså. Det næste skal jeg lige et smut indtil byen og så hjem og så indtil byen, og vupti, en-to-tre, bus udover markerne og knold i nakken og alt for stramme jeans og "sig noget klogt om de her spritnye innovative ting, så du er din timeløn værd, freelancerdame".

Det er den vildeste skizofreni-ambivalens ting at skulle skifte, bum, mellem profesionel-selvstændig-by-identitet og saligheds-solskins-land-mutti-identitet. Mange mennesker gør det, helt sikkert. Jeg har bare ikke fundet knappen endnu. Og indtil jeg finder den, er jeg nok pænt sær at snakke med (jeg snakker om interaktiv storytelling med uskyldige økosamboer og om heste og quinoa-bøffer med folk, der gerne skulle betale mine fakturaer... det går ikke i længden!)

Jeg brokker mig ikke. Jeg drømmer. Stressniveauet falder af at sidde og hverdagsmeditere med udsigt til bølgende kornmarker. Skizofreniniveauet stiger. Det er OK.