En novemberbøvs

Beder i november stinker.

November stinker generelt, I know. Men allermest i Beder.

Jeg tager mørket og blæsten og min egen manglende evne til at skride fra det hele i bil personligt. Det er meget lidt... konstruktivt. Eller behageligt at være i nærheden af.

Eneste lyspunkt so far har været en vis fire-års-fødselsdag i fredags, hvor fødselaren fik alt, hvad hjertet kunne begære og lidt til. Lykkelig var han. Dejligt og så videre.

Men november i Beder stinker.

Kæft hvor jeg hader at bo på landet om vinteren! Verden er pludselig lillebitte (og kold), og der er ikke skyggen af et stykke offentligt transport, der kan redde én. Joh, Oddergrisen, 1000 kilometer fra hvor vi bor, i temperamentstestende snegle-zigzag over markerne.

OK. Jeg kommer ud fra mit værelse, når jeg er blevet god igen. Hvilket jeg forhåbentlig bliver, når det ikke længere er november i Beder.

Hvorfor jeg lige sidder og novemberbøvser i dag? Åhjo, min cykel er punkteret. Og Beders rullende cykelsmed holder vinterlukket. Good for him. Så enten skal jeg a) lære at lappe cykler (hvilket jeg er lige så lidt i stand til som at køre bil) eller b) køre min cykel til Malling i bil (hvilket jeg er lige så lidt i stand til som at lappe en cykel). Catch22, no? Og jo, jeg kunne  spørge den november-trætte Mand. Men der er sguda grænser for, hvor uegnet man har lov til at føle sig i sit egen tilværelse, ikke sandt? Nu har jeg søgt tilflugt på det toilet-og-vand-løse Beder Bibliotek, hvor jeg udover at hade intenst på Beder og november og manglen på toilet og vand savner kollegerne inde i det der Aarhus. I er velkomne til at forære mig et cykellappe-kursus og noget tålmodighed, når jeg har fødselsdag lige om lidt. Og ja, jeg fylder 13. 

Biennalen, bjerget og toget til Sydafrika

Hej. Jeg er her endnu.

Jeg har bare været på arbejde i sådan noget 10-12-14-timer-om-dagen-agtigt-noget. Ved noget arkitekturbiennale inde på Godsbanen. Det var sjovt-sjovt. Især fordi jeg hele tiden skulle snakke dårligt engelsk med udlændinge, der også snakkede dårligt engelsk. Internationale menneske i Århus FTW

Der var også drinks og dans og krammere og kindkys til de internationale. Min indre 20-årige backpacker har ikke været så glad siden... hun rent faktisk selv hele tiden rejste rundt derude i verden. Godt at bjerget kunne komme til Muhammed, når nu Muhammed har fået to små børn og bor i Beder og ikke længere rejser nogen vegne.

Host.

Og siden alt det her har jeg lidt så af det velkendte post-biennalske stresssyndrom. Der gør, at jeg hele tiden er sur på universet (og Manden og hvem der ellers krydser min vej) over, at jeg ikke bare kan ligge mig ned og SOVE. Hele tiden. Og den slags.

Det hjælper (en lillebitte smule) på PBS'en, når Sønne bygger et tog af dagligstuemøblerne og spørger: "Mor vil du med? Du må vælge: Skal vi til Odder eller Sydafrika?"

Jeg vælger Sydafrika hver gang, og vi kommer frem på cirka 45 sekunder.

Beder after dark. Eventyr i hverdagen #3

Efterårszen var rart. Jeg havde tænkt, at der måske var nok zen til at klare den, indtil julestemningen for alvor indtraf. Det var der ikke.

Det er for mørkt og for koldt og for vådt og for væmmeligt. Og ja, det er meget mørkere og koldere hos mig end hos jer, for jeg bor på landet. Her er nærmest ikke engang gadelygter, så meget landet er det. Til gengæld er her fyldt med splat, som man snildt kan glide i, hvis man ikke har projektørlys monteret på sin cykel.

Jeg har nået det punkt (som jeg vist nok når hvert år og så skynder mig at fortrænge, når det bliver marts-april-forår), hvor jeg tænker, at vinteren ingen ende har. Hvor jeg begynder at tage mørket og smattet og Beder personligt, ligesom. Hvor jeg udelukkende har lyst til at krumme mig sammen i noget sofa med noget Friends, men hvor jeg slet-slet ikke har tid, fordi jeg kommer for sent ud af døren, fordi det er så svært at komme op, fordi det er så mørkt, fordi, fordi, fordi.

Er det ikke sådan alle har det i november, tænker I måske. Det tænkte jeg i hvert fald indtil i går. Hvor vi læssede unger ud i kuldsort november-smat lidt for sent på eftermiddagen, trætte og sure og natteblinde, så vi kunne famle os henover bofællesskabets enorme (våde, smattede) grund og hen til vores trygge lejlighed.

Men ungerne, iggå. De var hverken trætte eller sure eller indstillede på lys lejlighed.

De ville ud. UJ! Med lommelygter. Og opdage hele verden helt forfra i mørket.

”Det er en BÆNK, mor!” råbte Sønne begejstret og lyste med sin lille, røde cykelløgte på noget, der ganske rigtigt lignede en bænk.

Og Livse stavrede efter og lyste på samme bænk på samme måde med sin cykellygte. Og skiftevis grinede og hvinede og så meget koncentreret ud. For var det måske ikke lykken dér med lygten og broren og mørket og moren?

”Det er et bord!”

”Det er en cykel!”

"Det er en lille hæk!"

”Det er en KAT!”

Begejstringen ville ingen ende tage.

Og nej, det var ikke nok til at gøre mig varigt novemberzen. Det er der nok ikke ret meget (udover måske en tur til en Stillehavsø), der kan gøre. Men det var saftsusemig sjovt. 

Ikke mærkeligt, at alle der googler "legetøjsmotorsav" ender her...

Midt i morgenens virvar kom BetteLiv trissende - iført kjole og babykrøl - med den ene legetøjsgryde efter den anden.

"Spise," forklarede hun flere gange med babytegn, før hun hentede endnu mere husgeråd.

Og så fik hun tilsyneladende en lys idé.

I hvert fald kom hun et øjeblik senere tilbage med en (legetøjs)motorsav, som hun med overraskende rutine tændte... og gav sig til at lave mad med i de småbitte gryder.

Det var ømt og yndigt. Og det larmede (som det altid gør, når en af husets tre legetøjsmotorsave er igang), og hun serverede motorsavsgodter for alverden.

Undtagen for Sønne, der intet hørte. Thi han havde iført sig sin fars høreværn.

Og nu er vi så kommet til det sted, hvor jeg troede, jeg skulle skrive noget filosofisk om at være et fremmedgjort, værktøjsudueligt bymenneske blandt motorsavskyndige børn og mænd (ok, Mand) i Beder. For sådan havde jeg det jo også, dér i morges. Ligesom når ungerne leger værkted (værksteij) og byggemarked (byggemarkej - "vil du køwe en limpistol, mor, den koster én penge?") i timevis. Ja, i timevis.

Men... som man måske fornemmer mellem linjerne, kan jeg ikke rigtigt fremmane noget  fremmedgjorthed nu. Kun nuttethed. Og savn. Og jeg-har-været-for-længe-på-arbejde-i-dag-og-på-det-seneste-hed. Søde børn. Søde, jydske værktøjsbørn.

Så ved man virkelig-virkelig, det er mandag. Og at ungdommen er flygtig.

I dag tog Manden et billede af mig, hvor jeg lignede en træt og overordentlig bleg 45-årig.

"Du skal ikke kigge på dig selv. Du skal kigge på baggrunden," sagde Manden. Som ret beset slet ikke tog et billede af mig men testede noget baggrund. Jeg var bare lys-baggrunds-model. Og træt. Og bleg. Og gammel.

Senere var jeg til kiropraktor, der sagde ting som:

"livet slider jo på én"

og

"du burde drikke mere vand og være mindre stresset og tilbringe mindre tid foran en computer og få mere massage i nakken."

og

"Dit blodtryk er for højt! Hvis jeg var læge, ville jeg nok begynde at snakke om blodtrykssænkende medicin."

Nu går jeg lige ud og graver mig ned (på en afslappet, blodtrykssænkende måde. Uden computer, med vand).

PS Kiroprakteren sagde også, at jeg var "virkelig smidig" og meget upjevset - modsat "alle mændene - de hyler altid op, når de ligger her." Værdifulde komplimenter, som jeg vil ligge og lune mig ved, i det der hul, jeg er på vej ud og grave til mig selv.

PPS Jeg går selvfølgelig ikke ud og graver mig ned. Jeg sætter mig i sofaen og skriver nogle mails. Men sig det ikke til kiropraktoren.

En slags frivillig buksevand

Livs hyppigst brugte babytegn er 'vaske hænder'. Fordi det jo simpelthen er det fedeste i hele verden at vaske hænder.

Som regel siger vi nej, når hun står og hopper foran håndvasken og råber og kaster håndtegn. Ikke fordi vi som sådan er modstandere af hygiejne. Men fordi håndvaskeri som regel ender sådan her:

(I øvrigt har Sønne netop opfundet tre nye babytegn. Selv. Fordi det var synd for Livse, at hun ikke kunne sige vinkelsliber, motorsav og slagboremaskine.) 

Sild og honningkager og modermælkserstatning og en lille smule håb

OK. Det går lidt bedre.

I hvert fald sidder jeg pt. foran computeren og streger to-dos fra min liste. 12 flueben har jeg sat. 14.988 to go.

Manden har en anelse mere farve i kinderne og forsøger at jonglere med to snottede børn lige ude på den anden side af kontordøren.

I øvrigt var jeg børne-chef i formiddags, mens Manden arbejde, og jeg bevilgede storsindet Sønne en fridag. Fordi jeg har for ondt i halsen til at cykle ned i børnehaven, iggå, men det behøver han jo ikke vide. Lede-mor, søde-mor.

Og jeg har endda været ude og købe ind med begge børn. Uden at nogen kom til skade - og det endda selvom de havde hver deres mini-indkøbsvogn aka bulldozer aka mean conflict machine. Liv, bofællesskabsbarnet der nærmest aldrig før har sat sine små tykke ben i en SuperBrugsen, gik imponerende målrettet efter sild, fløde, honningkage og modermælkserstatning. Masser og masser af modermælkserstatning. Jeg løb i stolt zigzag mellem barn I og barn II og opdagede først ved kassen, at mit dankort lå derhjemme.

Oh well. De er virkeligt søde, de børn der. Min to-do-liste er til gengæld virkeligt tarvelig og ondskabsfuld.

KH Lede-mor

Jeg ville gerne blogge. Men mine arme er forsvundet og blevet erstattet af nogle af bly, så det er svært at skrive. Og mit arbejde er eksploderet i 15.000 sindssyge to-dos. Og mine børn er holdt op med at sove. Helt op. På grund af snot.

Og jeg er blevet små-syg. Og bacillerne har angrebet Manden hårdere, så det er mig og min egen bitre små-sygdom, der tager sig af afkommet. Primært.

(Som I kan forestille jer, sker det med et engleblidt smil og uendeligt overskud. Eller også flygter Sønne væk fra Suremor og hjem til selvbestaltede bonusbedste-bofæller, og jeg råber ting som HVORNÅRFANDENERDERFORHELVEDENOGENDERHARNOGETOVERSKUDTILMIG?!)

Hvad var det, jeg ville sige?

Måske var det noget med, at jeg skriver igen, når mine arme og mit helbred er tilbage. Og når jeg igen er i stand til at tale til min familie uden enten af hvisle eller bruge blogbogstaver hele tiden.

Måske bliver det først i 2013.