Ikke mærkeligt, at alle der googler "legetøjsmotorsav" ender her...

Midt i morgenens virvar kom BetteLiv trissende - iført kjole og babykrøl - med den ene legetøjsgryde efter den anden.

"Spise," forklarede hun flere gange med babytegn, før hun hentede endnu mere husgeråd.

Og så fik hun tilsyneladende en lys idé.

I hvert fald kom hun et øjeblik senere tilbage med en (legetøjs)motorsav, som hun med overraskende rutine tændte... og gav sig til at lave mad med i de småbitte gryder.

Det var ømt og yndigt. Og det larmede (som det altid gør, når en af husets tre legetøjsmotorsave er igang), og hun serverede motorsavsgodter for alverden.

Undtagen for Sønne, der intet hørte. Thi han havde iført sig sin fars høreværn.

Og nu er vi så kommet til det sted, hvor jeg troede, jeg skulle skrive noget filosofisk om at være et fremmedgjort, værktøjsudueligt bymenneske blandt motorsavskyndige børn og mænd (ok, Mand) i Beder. For sådan havde jeg det jo også, dér i morges. Ligesom når ungerne leger værkted (værksteij) og byggemarked (byggemarkej - "vil du køwe en limpistol, mor, den koster én penge?") i timevis. Ja, i timevis.

Men... som man måske fornemmer mellem linjerne, kan jeg ikke rigtigt fremmane noget  fremmedgjorthed nu. Kun nuttethed. Og savn. Og jeg-har-været-for-længe-på-arbejde-i-dag-og-på-det-seneste-hed. Søde børn. Søde, jydske værktøjsbørn.