tirsdag den 30. november 2010

En slags post-postkort fra en 30-års fødselsdag

Fødselsdagsweekenden blev en episk færd i lejet bil gennem overordentligt snedækkede Danmark. Med Manden bag rattet trillede vi langsomt, langsomt ad glatte motorveje forbi alle de biler (inklusive et enkelt redningskøretøj), der med løs hånd var spredt i grøfter og rabatter. Vi stoppede på en færgekro i Sønderjylland med noget grumme pæn havudsigt og god mad, før vi sneglede os videre til København, hvor Manden og Søster havde stuvet flagende og syngende surprise-venner ind i barndomshjemmet.

Meget overvældende.

På den gode måde.

Og mandag morgen trillede vi tilbage til Aarhus på små fem timer. Så lang tid har det vist aldrig taget før. Men vi kom helskindede og for en gangs skyld udsovede hjem til Sønne, der havde tilbragt weekenden hos Farmor&Farfar og siden er blevet krammet helt i stykker, fordi TO nætter alligevel er lang tid at være væk fra den lille terrorist.

lørdag den 27. november 2010

Mon jeg på 24 timer kan nå at løbe til Antarktis og springe faldskærm, mens jeg skriver en roman?

I går sang ringede min far og sang fødselsdagssang. Evt. forvekslede han mig med IKEA, der fyldte 30 netop i går.

Det er først i morgen, at jeg har fødselsdag.

Well.

Ved ikke helt, om jeg har været meget artig eller det stik modsatte, vejret taget i betragtning.

Tror til gengæld nok, det er OK, det der med at fylde 30. Også selvom jeg ikke har:

- udgivet en rigtig bog (jeg er med i to forkerte. De tæller ikke i 30-års-regnskabet. Det skal være litteratur)

- været på Antarktis

- løbet et marathon

- sprunget faldskærm (selvom jeg har et gavekort til et spring. Det ligger i en skuffe og udløber lige om lidt)

- været i Chile (det kunne man jo evt. klare i samme omgang som Antarktis)

- erhvervet mig fast ejendom (er der nogen, der vil give mig det her hus i fødselsdagsgave? Please?!)

Jeg er også stadig bange både for at køre bil og for natsværmere og for alt muligt andet.

Til gengæld har jeg en bette familie, der er 25.000 gange herligere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, sådan en kunne være. Og jeg har rejst og sårn. Og lige om lidt bliver jeg kidnappet af Manden, der har arrangeret stort set hemmelige fødselsdagsting. Oh-la-la.

fredag den 26. november 2010

Materialismus verwohl

OK, jeg har fået kolde fødder med hensyn til at tømme Fætter BR og forære det hele til Sønne. Dels fordi jeg havde ham med i et supermarked, hvor han forsøgte at flå pappet af alt plasticskramlet, og jeg blev så træt så træt. Og dels fordi jeg har læst et læserbrev i Ugebladet Søndag - som min mor af uransagelige grunde havde købt på vejen herover til fødselsdag - skrevet af nogle enlige mødre på starthjælp (6351 kroner om måneden, hvis I skulle være i tvivl), der ikke havde råd til at give deres børn tre måltider mad om dagen. Og i det fine svar fra Hanne Reintoft stod, at ja - det var sådan set meget normalt. Og det var op til den enkelte mutti at vurdere, om barnet bedst kunne undvære morgenmad eller frokost.

Altså hvad!?!? Hvad?!? Jeg vidste godt, at vi havde relativ fattigdom og sårn, og at børn i visse socialklasser ikke har råd til hverken nyt tøj eller gaver til børnefødselsdagene, og derfor ender med at blive socialt ekskluderet. Det er træls, og jeg stemmer på folk, der gerne vil gøre noget ved den sag. Men at der ikke skulle være råd til mad!? Det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på... og har i et forsøg på at få, well, lidt varmere tæer, fluks doneret en lillebitte slat penge til Mødrehjælpen. Også selvom pengene går til julegaver og ikke til de havregrynspakker, jeg utroligt gerne ville kaste nedover diverse boligbyggerier (og eventuelt Christiansborg, sigtende på nogle ganske bestemte politikere). Og også selvom jeg normalt kun støtter de varme lande. Suk.

onsdag den 24. november 2010

Materialismus

Så blev Sønne to. Jeg havde egentlig forberedt en slags blogindlæg-tale om, hvordan vores liv har ændret sig siden hans fødsel og om søvnmangel og uendelig kærlighed og selvstændighedsalder og latter hver dag og halløj. Men så så jeg alle hans gaver... og fik meget mere lyst til at snakke om dem. Eventuelt er det noget med stadig at have så meget snot i hovedet, at det er svært at tale om andet end legetøj.

Her er to af hitsene i aktion; en hvid tiger bages 15 sekunder det "flotte fur", som han kalder det:


Jamen altså. Samme opskrift gælder i øvrigt for både legobiler, strømper og hjemmesko.

Den første gave fattede han ikke, at han skulle pakke ud. I stedet løb han lykkelig rundt med den bløde, knitrende, indpakkede sag og ledte efter sin FAR for at vise ham vidunderet. Han fik et hint og begyndte MEGET hurtigt at lede der, hvor han kunne se, Mårmår hentede pakkerne. Så meget begejstring, iggå. Lidt som da Manden fik en iPad i hånden allerførste gang.

Og så megen ærlighed: Smilet var ikke ret stort, da han åbnede den bløde pakke fra Farmor og Farfar. Og da Farmoren holdt den nydelige joggingbuks, der var inde i papiret, op for ham og spurgte, om det var noget, han troede, han kunne bruge, var svaret et prompte NEJ. I den næste farmor-farfar-pakke var heldigvis en lego-værksteds-sæt med skruenøgler og motorer og al den slags, som jeg kun lige er begyndt at have ord for, så vi så ikke mere til drengen den dag. Ikke engang lagkage ville han have.

Ja, det er nervepirrende læsning det her, jeg ved det godt; LEGETØJ. Wauw. Egentlig er jeg nok lidt af "men skal børn ikke bare lege med pinde eller i det mindste noget helt vildt pædagogisk fra Krea"-skolen (måske fordi jeg aldrig selv fik det røde legekomfur, da det stod på min ønskeliste, men i stedet for en umulig kuglelabyrint der var skudt helt over målet til min aldersgruppe... hej omsorgssvigt). Men det ændrede sig i går, da jeg så Sønne plastic-begejstring. Nu har jeg bare lyst til at tømme Fætter BR og begave ham med det hele til jul...

Sådan kan man blive så materialistisk på sine gamle dage. Havde godt hørt nogle rygter om, at det kunne gå den vej, når der kom børn til. Og min plasticeftergivenhed er ikke det eneste udtryk for denne uheldige tendens. I weekenden var jeg nemlig i IKEA med Æbækka, og jeg nød det. Havde lissom virkeligt en IKEAtrang. Jeg ved godt, at det sker for en del damer. Men det eneste, jeg nogensinde har kunnet bonde med de Smarte Drenge på studiet og arbejdet med, er mit IKEAhad. Jeg mener... nogle kan snakke om musik og sport. Det kan jeg overhovedet ikke. Men jeg kunne helt ærligt give dem ret, når de klagede over deres kæresters uforståelige IKEAtrang, og så var der ikke helt pinlig tavshed. Det er så slut nu. Dog blev jeg behørigt forarget, da jeg så de ellers altid politistk korrekte svenskeres kønsstereotypificering:



Helt har jeg altså ikke ændret personlighed.

mandag den 22. november 2010

Ting som man kan bruge en sygedag på at spekulere over

  • Mon Sønne når at blive rask inden sin toårs fødselsdag i morgen?
  • Mon Manden og jeg gør?
  • Mon han bliver traumatiseret, hvis han ikke får en gave af sine forældre? Eller hvis vi nu bare pakker et eller andet af hans legetøj ind? 
  • Mon gæsterne bliver traumatiserede, hvis de får toastbrød med pikantost i stedet for fx kage? Eller hvis vi sætter dem til at rydde op og lige tage de sidste dages opvask?
  • Mon gæsterne bliver smittet?
  • Mon Sønne sover bedre (dvs. vågner sjældnere end ca. hver tiende minut) i nat?
  • Mon vi i modsat fald bliver skingrende sindssyge?
  • Mon de Vigtige Arbejdsmennesker, der hele tiden ringer til min telefon, snart bliver sure over, at jeg ikke tager den?
OK. Jeg føler mig faktisk noget... raskere, nu hvor jeg har sovet et par timer i sammenhæng her til formiddag. Manden og Sønne er gået kolde side om side i hver dages stribede t-shirt og ser syge og meget nuttede ud. Måske skulle jeg prøve at rydde op. Eller tage noget andet en morgenkåbe på.

lørdag den 20. november 2010

Spis og elsk. Men lad være med at se den nye film med Julia Wobberts

Vi har ikke så mange fine fornemmelser her i huset. Når vi en sjælden gang downloader (...) en film, ser vi den til ende. Uagtet om det er noget helt forudsigeligt amerikansk sukkerstads, eller hvad det er. Og den slags kan jo også have sin berettigelse; det kan for eksempel føles ganske trygt og dejligt, når man har regnet plot og svinkeærinder ud allerede efter fem minutter. Så nein, vi er ikke filmsnobber.

Men i går aftes måtte vi alligevel give op. Vi prøvede at se denne her:


En tredjedel inde i filmen - og med halvanden time (!) tilbage - slukkede vi. Og forsøgte os med en Oliver Stone film i stedet for (som vi heller ikke nåede slutningen af, men der var klokken jo også blevet 1000... og vi ser den færdigt i løbet af weekenden. Det gør vi næppe med Julia Roberts).

Den prøver lissom at være sanselig og dyb, iggå. Det funger bare ikke rigtigt for den. Det ender som en MEGET langsommelig og klistret selvhjælpsblanding af italiensk mad + floskler så floskelagtige, at det burde være forbudt udenfor USA ("tænk med hjertet, ikke med hovedet").

Prust. Og så gik der pludselig filmanmelder i den... det var sært. Jeg satte mig faktisk til tastaturet for at skrive noget helt andet og mere muntert (og sanseligt og dybt):

DET SNER! Det har sneet hele morgenen og er kun lige holdt op med at drysse. Og her på bjerget bliver sneen liggende, så vores have og hele kvarteret nu ligner et winter wonderland. Min iPhone kan ikke fange magien, men alligevel... her er et fra den tidlige morgenstund med lampegenskin i vinduet og tusmørke over parcellen:


"NEGER NEGER NEGER," råbte Sønne, da han så det. Men siden i morges har vi trænet og trænet, så han nu kan sige NÉ. Snart sikkert også sne... det går simpelthen ikke at gå rundt og råbe neger i det her kvarter, hvor der bor så mange sagesløse somaliere så relativt tæt på.

Det er da lige til at blive i godt humør og julestemning af. Altså sneen. Vi spiser (rundstykker) og elsker (hinanden og vejret). Men vi beder ikke, og vi anbefaler ikke Julia Wobberts nye film.

fredag den 19. november 2010

Og hvad har vi så lært i dag?

Jeg er kommet i tanker om en episode i en børnebog, jeg engang læste: Hovedpersonen tager en pjækkedag fra skolen og hævder overfor sin bedste ven, at han kan lære lige så meget på en ikke-skoledag som på en skoledag. Da dagen er omme, skal de (så vidt jeg husker, det er over 20 år siden, jeg har læst den bog) nævne fem ting, de har lært i løbet af dagen - og tjekke, om den anden har lært det samme.

I dag har været en form for pjækkedag for mig. Eller det vil sige: Manden er jo syg og skulle til doktor. Og Sønne har stadig feber. Så jeg tilbragte formiddagen herhjemme og eftermiddagen til reception. Og har, som I kan regne ud, alligevel med nød og næppe lært fem ting:
  • Når programmører er til reception, vælger de cola frem for asti og champagne.
  • Folk i starten af tyverne er vokset op med Harry Potter og får blanke øjne, når de snakker om, at den sidste film nærmer sig. Også dette er ny viden erhvervet til receptionen. Tænk at være vokset op med Harry Potter! På en eller anden måde er det mere funky end at være vokset op med Anne fra Grønnebakken som visse andre...
  • Det er ikke nødvendigvis et problem at have feber, når man er næsten-to. Det forhindrer i hvert fald ikke én i hverken af a) kaste sig på gulvet og skrige b) spise ekstremt store mængder müsli eller c) løbe begejstret rundt på vægge og lofter.
  • Der findes ingen øvre grænse for antallet af gange, man (det vil sige Sønne) kan læse kataloget fra Stark uden at blive træt af det. Boremaskiner. Skruetrækkere. Kædesave. En fest.
  • Der er former for rod, selv en sygebesøgende og evigt effi svigermor ikke tør nærme sig. Og som bare bliver liggende, til man selv gør noget ved det. Det ser sådan her ud:

I børnebogen vinder skolevennen over pjækkevennen. Ligesom jeg formentlig ville kunne have fortalt noget væsentligt mere interessant, hvis jeg havde været på arbejde. Beklager. Og god weekend.

torsdag den 18. november 2010

De smukke unge mennesker

Jeg har holdt pause i dag. Sådan rigtig pause. Midt mellem lægebesøg (mit. Ikke hverken den syge Mands eller den syge Sønnes. Åh det gider jeg ikke snakke mere om, det sygdom...) og arbejdarbejdarbejd.

Jeg tog forbi mit ynglingsmynglingssted: Løwes Bogcafe. Som er så fin! SÅ mange bøger og SÅ meget kaffe. Og lige tilpas belysning til, at det er hyggeligt, men at man ikke får ondt i øjnene af at sidde og læse en bog eller en venstreorienteret avis i de 30 minutter, sådan en gennemsnitspause tager. M-hm. Og designerkaffe PLUS brød PLUS ost koster kun 40 kroner. Det er det samme, som én sølle kop kaffe uden noget koster lige rundt om hjørnet (men fire gange så meget som i Spanien, I know. Det behøver vi ikke snakke mere om).

Og ja, den er også totalt... wannabe med sine åhsåklassiske Goethe-citater i gamle rammer på væggene, men dem er jeg heldigvis for nærsynet til rigtigt at kunne læse. Det er der så bare temmeligt mange andre, der ikke er. Formiddagsklientellet talte nemlig - udover mig - udelukkende mandlige, hipster-agtige vennepar først i tyverne. Ikke på den bøssede måde. Mere på "vi er lige startet på universitetet og skal positionere os selv som helt vildt kloge og univærsitere overfor alverden, os selv og hinanden. Nu"-måden.

Det gjorde de så ved dels at savle over fornævnte væg-citater, dels at læse højt (!) af endnu mere Klåge og i skuldertaskerne medbragte tekster for hinanden. Med højlydte stemmer (så det var svært for visse andre at koncentrere sig om læsning af underlødig kriminalroman...) og om Sandhed og Løgn og Menneskelig Dårskab.

Jamen altså... Jeg blev ikke irriteret på samme måde, som jeg ville være blevet for en god håndfuld år siden, da jeg selv hele tiden sagde "italesætte" og "habitus" (også til sagesløse mennesker). Jeg tænkte mere: "nårh. De smukke, unge mennesker." Og overvejede at gå hjem og tage et fodbad og begynde at strikke et eller andet. Sig så ikke, at jeg ikke hviler i min alderdom. Og inviter mig gerne på kaffe i bogcafeen, så I kan få syn for sagen.

onsdag den 17. november 2010

Juhuletid


Jeg ved ikke, om det fremgår af det bette billede, men de mekaniske nisser var dælme scary. Dog ikke set gennem Sønne-briller. Han var glad. Ligesom alle de andre børn foran Sallings vindue.

Ja, det er snart jul. Og nej, det er ikke et øjeblik for tidligt. Er meget glad for den dersens juletid. For nisser og stearinlys og eskapismus fra novembermørket.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

tirsdag den 16. november 2010

Artige piger

Nogle dage er der rimeligt meget kaos. Som det vist, ærhm, fremgår særdeles tydeligt her på bloggen. Derfor er det også kun fair (overfor jer, bloggen og i særdeleshed kaosets ophav aka Sønne) at sige: Ikke alle dage er kaos. Nogle dage bliver der ikke løbet på hverken vægge eller lofter, flippet ud over, well, alt, eller insisteret på at sidde på en forældrehofte hele tiden. Nej, nogle dage forvandler Sønne sig til den sødeste, artigste, roligste pige (altså jeg ved godt, at drenge også godt kan være søde og rolige og artige. Jeg har bare endnu ikke mødt en toårig dreng, der - i hverdagen - formåede at være alle tre ting på én gang. Desværre. Det messer med alt, hvad jeg har lært om kulturelt køn).

Vi havde sådan en dag - eller nærmere to timer en aften, men alligevel... - den anden dag. Med modellervoks (glutenfrit, hundedyrt). Helt roligt og næsten uden at smide noget af det på gulvet. Og Sønne insisterede på at ligge og putte på sofaen og læse bøger. Selv! Og gemme sig bag ved dem og blidt sige "væk væk". Meget nuttet.


Åhja. Og vi tegnede. I totalt god ro og orden. Og som en understregning af det midlertidige kønsskifte tegnede han for første gang NOGENSINDE noget andet end gravkøer (der jo, som alle ved, er en meget maskulin maskine. Åhfuck alt det køn altså...).

Det lignede til forveksling de sædvanlige gravkøer, men Sønne var heldigvis så venlig at forklare motivet undervejs. På nedenstående tegning (der i øvrigt skulle have ligget ned og ikke stået op) ses således:
Sønne og jeg (tegnet med kuglepen)
FAR (det grønne)
Æbækka (bonusbedstemoren der tidligere blev kaldt Bet-bet... og som blandt voksne hedder Elsebeth. Hun er alle de røde kruseduller)
KARR (Bonusbedstefar og Æbækkas mand Karl. Han er den lille lilla krusedulle).


Jamen hvis den dreng ikke bliver kunstner, så ved jeg ikke... Og det bliver han jo sådan set også nødt til med det efternavn. Men det er en helt anden historie. Og nu har jeg noget vasketøj, der skal ordnes.

mandag den 15. november 2010

En slags ordbog

"Far sover," siger Sønne. Det er ikke helt løgn. I hvert fald ligger han i sengen på sjette dag (med undtagelse af den tur i Spar sammen med Sønne, der giver mig luft til at sidde her og skrive).

"Mor arbejd," siger Sønne også. Also true. Selvom jeg nu nok synes, at jeg arbejder betydeligt mindre, end jeg burde.

Om sig selv hævder Sønne desuden, at han sover. I tredjeperson selvfølgelig. Det er til gengæld løgn. I dag sov han 30 minutter i vuggestuen. I stedet for de par timer, de andre børn tilsyneladende tilbringer i krybberne hver dag. For nu at nævne et eksempel.

Blandt andre meget hyppigt brugte Sønne-udtryk finder vi:

NEGER - som ikke betyder neger, nej, men enten lærer, læge, tandlæge eller sne. Alt efter konteksten.

TO-TO - som tit betyder to, men også bare generelt betegner mængder større end én. 

JULKA - som betyder (traktor)jul, julemand eller Julie. Igen afhængigt af konteksten. Og det er pudsigt, for min oldgamle Julievens øgenavn er netop... Julka. (OK. Pudsigtschmusigt. Måske kommer jeg for lidt ud)

LAWPAPA - som betyder lagkage eller larvefødder, alt efter hvorvidt udtrykket i hans øjne er enten "give it to me now"-desperat eller saligt som i "se den smukke gravko".

Apropos lagkager var der endnu en toårs-mødregruppe-børnefødselsdag i weekenden, og tjek lige denne her (LAWPAPA DYR hedder den stadig herhjemme):


Hvis der er nogen, der vil bage sårn en til Sønne fødselsdag om en uge, er de velkomne. Jeg gør det ikke... Og jeg laver heller ikke hjemmelavede flødeboller (aka FLØDEBOB). Særligt ikke fordi den meget konservative, snarlige fødselar ikke engang gad smage på dem til weekendens børnefødselsdag.

torsdag den 11. november 2010

"Er Sønne blevet skør"-mysteriet måske opklaret

Sønne er tilbage i vuggestuen. Afleveret til alletiders mest fantastiske pædagog Maria (som jeg har lyst til at give Mercichokolade, hver eneste gang jeg ser) med tårer men tilsyneladende uden sindssyge.

"Altså... han har været skør," advarede jeg.

"Det har de allesammen denne her uge!" svarede Merci-Maria.
"Det har været virkelig hårdt. De er slet ikke sig selv. Vi tror, at det er noget med skoldkopper. Sylvester har haft det, så det kan være, at de allesammen løber rundt med et forstadie. Hold øje med pletter, ikke."

Skoldkopper! OK. Altså så længe det er noget fysisk... så er det OK. Selvom skoldkopper er noget trælst noget, især når de har sådan en syg dårlig timing (Manden er syg. Jeg er travl).

Og så ikke et ord mere om skørhed her. Vil forsøge mig med Gladere og mere Optimistiske emner fremover. Med mindre det altså vitterligt viser sig at være skoldkopper.

onsdag den 10. november 2010

Disclaimer. Eller: Sådan var det heller ikke ment

OK. Sønne er blevet en version af sig selv. Jeg fik luft på bloggen.

Don't worry. Virkeligheden ligner til forveksling sig selv. Og udover fuck har Sønne sagt hele to nye ord i dag: Damecykel og billet. Muy importante.

Skiftning?

NOGEN har taget Sønne. Og efterladt en hysterisk, skrigende, fuldstændig psykoumulig dreng i stedet for. Som man ikke kan gøre glad lige gyldigt hvad.

For eksempel bliver han rasende, hvis man siger nej til et eller andet. Eller sætter sig på en anden stol, end han havde tænkt sig. Eller skærer mango-stykket for lille (eller skævt eller hvad fan det nu var, jeg gjorde galt dér). Eller nægter at made ham. Eller tager nattøjet af ham. Eller drysser for lidt/for meget/for klumpet kanel på havregrøden.

Eller siger nej til juice (ud fra den relativt fornuftige tanke, at sukker eventuelt ville få hysteriet til at eskalere yderligere og dermed mine trommehinder til at sprænges). Den sidste episode udløste ti minutters skrigen som en gris (jeg har selv hørt dem skrige i Bonderøven. Det lød nøjagtig ligesådan, jeg sværger). Jeg forsøgte - råbende for at trænge igennem skrigeriet - at berolige ham. Det gik mildt sagt dårligt. I de ti minutter tænkte jeg, at han simpelthen måtte være gået i stykker. Da Manden stod op - klokken 11 fordi han ikke havde sovet særligt meget i nat pga. Sønne - sad både Sønne og jeg i sofaen og snøftede.

"Shit," sagde manden, der ret beset ikke havde kunnet sove ret meget for skrigeriet. Og så:
"Det lød som om du klarede det ret godt, alt taget i betragtning."

"Mmm. Jeg slog ham i hvert fald ikke..." hørte jeg så mig selv sige.

Altså det er ikke fordi vi... stikker op for bollemælk eller trodsalder selvstændighedsalder her, vel. Det er ikke, fordi vi ikke er vant til at håndtere raserianfald over abitrære ting og sager og nej'er. Det er ikke fordi, vi ikke normalt er gode til at bevare roen på den totalt martemeo-appriciative-inquiry-vi-italesætter-din-frustration-agtige måde. Det er vi. Men det her... det er sindssygt. Han savler og savler, så vi siger til hinanden, at det måske bare er en psykotand. Men jeg ved sgu ikke.

Ind i mellem er han skiftevis sig selv (dvs. normal, glad, læsende, legende) og bare... ked og krammende. Nårh og fuck.

Og apropos fuck har jeg sagt netop dét så mange gange i dag, at Sønne på et tidspunkt kiggede på mig og helt roligt sagde fuck. Flot. Så kom der da noget ud af alt balladen.

tirsdag den 9. november 2010

Sne og blues og snart kaffe

Det sner! Og opad naboens skortsten ryger det med idyl-og-effekt-røg ud til alle snefnuggene.

Men: Sønne er sur-ked. Manden er træt og snottet. Jeg har sygt meget arbejde (noget med en deadline, der lige var en måned før, jeg troede/syntes/håbede/mente).

Det har affødt et umanerligt tidligt nytårsfortsæt om ikke at arbejde nær så meget i 2011. Hvilket er et fortsæt, der - som noget ret unikt - ikke bliver svært at overholde. For både kontrakt I og kontrakt II udløber til nytår uden chance (eller risiko om man vil) for forlængelse. Ret heldigt, egentlig, at jeg ikke formøblede min dagpengeret alligevel. Måske jeg rent faktisk en dag får chancen for at se folk andre steder en på Facebook?

Nå. Fuck novembertirsdagsblues. Nu skal jeg arbejde. Godt der er kaffe. Og nu er det i øvrigt holdt op med at sne.

mandag den 8. november 2010

Cykelanhængermandagshappiness

I morges blev jeg kørt på arbejde. Ikke i bil, ikke på bagagebærer. Nix. I Sønnes cykelanhænger.

Jeg var barn i de ti minutter, det varede, og jeg grinede hele vejen. OK, i svingende skreg jeg. Lidt. Men jeg tænkte ikke ret meget på, hvorvidt min krop + overtøj + to tasker holdt sig inden for den tilladte (læs sikre) belastning.

Manden prustede og sagde bagefter noget om, at det var ligesom at cykle opad bakke hele vejen, selvom det gik ligeud. Jaja. Men hans dame er helt klart blevet kønnere, gladere og nemmere at være sammen med af indsatsen. Og Sønne er ligeglad, for han er hjemme sammen med MÅRMÅR hele dagen. Alle er glade. Og verden er så fin og stor (og hvid i dagens anledning) set fra næsten-vej-niveau.

Anbefaling hermed givet videre.

lørdag den 6. november 2010

Asocial lørdag

Kender I det, når man lige glæder sig til at skulle til børnefødselsdag, dels fordi man dér skal se nogle søde mødre, og dels fordi man tænker, at det vil være herligt for den snart toårige... og den snart toårige bare siger NEJ?

"Det bliver SÅ hyggeligt til Victors fødselsdag, ikke," siger moren.

"Nej," siger Sønne.

"Jo!" siger moren, tiltagende entusiastisk.

"Der er flag og kage og børn og balloner og alt muligt. Du elsker balloner!"

"Nej," siger Sønne.

"Altså nu tager vi lige med bussen..."

"Nej!"

"... og så er vi hos Victor. Det bliver SÅ hyggeligt."

"NEJ"

"Altså for hulen, du elsker busser. Du elsker balloner. Men du vil bare ikke afsted..."

"NEJ."

OK. Vi, ærhm, endte med at lave en aftale om, at vi liiige tog derhen lidt, men at vi tog hurtigt hjem igen, hvis Sønne syntes, det var træls. Jeg ved godt, man ikke kan lave den slags aftaler med snart toårige. Men det ved Sønne tilsyneladende ikke. For da vi først kom frem, løb han hele tiden hen til hoveddøren og bankede på den og råbte "HJEM, MOA, HJEM." Mens jeg løb logrende rundt, lettere socialt understimuleret as always, mellem børn og damer og kager og forsøgte at fortsætte "jamen du elsker da balloner"-stilen.

Det virkede overhovedet ikke. Og vi tog meget hurtigt hjem. Vi havde jo lavet en aftale. Og det er også på en eller anden måde træls at være til børnefødselsdag skiftevis med et råbende barn ved hoveddøren og en lille abe, der forsøger at kravle helt ind i én for at slippe for festivasen. Det lykkedes ikke engang at bestikke ham med kage, hvilket viser noget om speltmors desperationsniveau og Sønnes stædighedsniveau.

Suk. Der er nok nogen, der får det sociale behov dækket i vuggeren, og bare har brug for at chille i weekenden. Det gælder bare ikke lige mig.

UPDATE klokken noget i ni:
Ærhm, OK. Han var ikke asocial. Han var syg. Opkast og sårn. Flot mutti. Næste gang lytter jeg til ham, når han siger nej til yndlingsting som balloner.

torsdag den 4. november 2010

Dagpenge og dødsensfarlige bær

Da jeg var omkring fem, spiste jeg nogle bær fra en spændende busk i haven. Ikke på eget initiativ, men lokket af underboens tre år ældre - og tilsvarende klogere og mere udspekulerede - datter. Knapt havde jeg tygget de små, sure bær, før underbo-datteren kunne fortælle mig, at de var dræbende. Jeg kunne med andre ord forvente at dø inden for en ganske nær fremtid; timer, dage.

Se, det var jo tough news, og jeg gik følgelig og hang noget med næbbet. Så meget at min far - så vidt jeg husker - stoppede mig på trappen og spurgte, hvad der var fat.

"Det er noget, som I bliver meget kede af," afslørede jeg, men havde ikke lyst til at sige mere. Det var for sørgeligt, og jeg ville jo nødigt gøre dem triste.

Heldigvis fik de lokket forgiftningshistorien ud af mig og kunne mane det hele i jorden. Og, forestiller jeg mig, ruske lidt i underboen.

Nærdødsoplevelse. Dårlig samvittighed over for min familie, som jeg bragte ulykke over ved ubetænksomt at gnufle nogle spændende bær. Og ekstrem lettelse bagefter. Jeg har lige været igennem det samme igen. På en måde lidt mindre dramatisk, fordi der ikke var nogen liv på spil. På en måde meget mere dramatisk, fordi... jeg er ældre.

Altså: For en uge siden fandt jeg en gammel regning fra A-Kassen. Som jeg var sikker på, jeg havde betalt, forstås. Men nej. Og teksten på regningen advarede om, at hvis jeg ikke betalte det fluks, ville det gå udover mit medlemsskab og dermed min dagpengeret. Jeg havde netop ikke betalt den fluks, men omkring en måned for sent. Og så nu for mig i ånden, at dagpengeretten var røget sig en tur, og det ville ende med at gå udover hele familien, når nu min kontrakt slutter til nytår. Fuck.

Og som for godt 25 siden gik jeg og hang med næbbet og havde verdens sorteste samvittighed. Og begyndte at hulke, da Manden spurgte, hvad der mon var i vejen. Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var ligesom en ludoman, der havde spillet os fra hus og hjem, bare med min uforsigtighed. Han tog det uhyggeligt cool og mindede mig om, at det sådan set ikke var sikkert, at vi havde brug for dagpenge det næste år. Og det kan glippe for selv den bedste. Og alt sådan noget.

Så gik jeg rundt en uge og førte lange samtaler med mig selv om at leve uden sikkerhedsnet og forsøgte at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. I går tog jeg mig ENDELIG sammen og trykkede med en rystende pegefinger A-Kassens nummer. Og efter at være blevet stillet om en tre-fire gange kunne en A-Kasse-dame fortælle mig, at mit medlemskab var i tiptopform. Eneste ballade var, at jeg havde betalt for meget i kontingent - men det skulle de nok betale tilbage hurtigst muligt.

"Æhm, tsk, vil du godt lige tjekke ÉN GANG til?" spurgte jeg.

"ALT er i orden, ik'os," sagde hun.

Jamen... Jeg har så gået rundt i en uges helvede (hjemmelavet, helt fra bunden) og inddraget både den ene og den anden. Og så er det eneste problem, at jeg har betalt for MEGET i kontingent. Nu kunne man så vælge at føle sig fjollet. Det gør jeg ikke. Jeg er bare så megalettet over, at jeg ikke skal dø af de der bær alligevel.

onsdag den 3. november 2010

Happy-schmappy på trods

Klokken er to minutter i 23. Jeg har sat det sidste punktum for i aften i bogstavelig og overført betydning: Psyko-putning. Tjek. Arbejde, arbejde, arbejde. Tjek. Oprydning og opvask (dog med maskine). Tjek.

Lyder det skægt? Neh. I know. Men faktisk er jeg forbløffende glad.

Måske fordi arbejds-punktummerne var nogle virkeligt store, fede, sorte deadline-nogle. Sådan nogle der gør, at jeg nu kan trække vejret lige lidt længere ned i lungerne.

Måske fordi det på et tidspunkt i dag regnede på den ene side af huset og ikke på den anden. Det så sygt funky ud. Og bagefter sørgede naturen for lige at understrege sin egen finurlighed med den lækreste regnbue i årevis.

Måske fordi Manden har etableret en Ægte Slikskuffe, hvor vi nu har så store mængder lakrids og chokolade, at det er svært ikke at blive ikke godt humør bare ved tanken.

Jeps. Jeg er en simpel sjæl. Og nogle gange en glad en. Godnat.