Materialismus

Så blev Sønne to. Jeg havde egentlig forberedt en slags blogindlæg-tale om, hvordan vores liv har ændret sig siden hans fødsel og om søvnmangel og uendelig kærlighed og selvstændighedsalder og latter hver dag og halløj. Men så så jeg alle hans gaver... og fik meget mere lyst til at snakke om dem. Eventuelt er det noget med stadig at have så meget snot i hovedet, at det er svært at tale om andet end legetøj.

Her er to af hitsene i aktion; en hvid tiger bages 15 sekunder det "flotte fur", som han kalder det:

Jamen altså. Samme opskrift gælder i øvrigt for både legobiler, strømper og hjemmesko.

Den første gave fattede han ikke, at han skulle pakke ud. I stedet løb han lykkelig rundt med den bløde, knitrende, indpakkede sag og ledte efter sin FAR for at vise ham vidunderet. Han fik et hint og begyndte MEGET hurtigt at lede der, hvor han kunne se, Mårmår hentede pakkerne. Så meget begejstring, iggå. Lidt som da Manden fik en iPad i hånden allerførste gang.

Og så megen ærlighed: Smilet var ikke ret stort, da han åbnede den bløde pakke fra Farmor og Farfar. Og da Farmoren holdt den nydelige joggingbuks, der var inde i papiret, op for ham og spurgte, om det var noget, han troede, han kunne bruge, var svaret et prompte NEJ. I den næste farmor-farfar-pakke var heldigvis en lego-værksteds-sæt med skruenøgler og motorer og al den slags, som jeg kun lige er begyndt at have ord for, så vi så ikke mere til drengen den dag. Ikke engang lagkage ville han have.

Ja, det er nervepirrende læsning det her, jeg ved det godt; LEGETØJ. Wauw. Egentlig er jeg nok lidt af "men skal børn ikke bare lege med pinde eller i det mindste noget helt vildt pædagogisk fra Krea"-skolen (måske fordi jeg aldrig selv fik det røde legekomfur, da det stod på min ønskeliste, men i stedet for en umulig kuglelabyrint der var skudt helt over målet til min aldersgruppe... hej omsorgssvigt). Men det ændrede sig i går, da jeg så Sønne plastic-begejstring. Nu har jeg bare lyst til at tømme Fætter BR og begave ham med det hele til jul...

Sådan kan man blive så materialistisk på sine gamle dage. Havde godt hørt nogle rygter om, at det kunne gå den vej, når der kom børn til. Og min plasticeftergivenhed er ikke det eneste udtryk for denne uheldige tendens. I weekenden var jeg nemlig i IKEA med Æbækka, og jeg nød det. Havde lissom virkeligt en IKEAtrang. Jeg ved godt, at det sker for en del damer. Men det eneste, jeg nogensinde har kunnet bonde med de Smarte Drenge på studiet og arbejdet med, er mit IKEAhad. Jeg mener... nogle kan snakke om musik og sport. Det kan jeg overhovedet ikke. Men jeg kunne helt ærligt give dem ret, når de klagede over deres kæresters uforståelige IKEAtrang, og så var der ikke helt pinlig tavshed. Det er så slut nu. Dog blev jeg behørigt forarget, da jeg så de ellers altid politistk korrekte svenskeres kønsstereotypificering:

Helt har jeg altså ikke ændret personlighed.