Da jeg var omkring fem, spiste jeg nogle bær fra en spændende busk i haven. Ikke på eget initiativ, men lokket af underboens tre år ældre - og tilsvarende klogere og mere udspekulerede - datter. Knapt havde jeg tygget de små, sure bær, før underbo-datteren kunne fortælle mig, at de var dræbende. Jeg kunne med andre ord forvente at dø inden for en ganske nær fremtid; timer, dage.
Se, det var jo tough news, og jeg gik følgelig og hang noget med næbbet. Så meget at min far - så vidt jeg husker - stoppede mig på trappen og spurgte, hvad der var fat.
"Det er noget, som I bliver meget kede af," afslørede jeg, men havde ikke lyst til at sige mere. Det var for sørgeligt, og jeg ville jo nødigt gøre dem triste.
Heldigvis fik de lokket forgiftningshistorien ud af mig og kunne mane det hele i jorden. Og, forestiller jeg mig, ruske lidt i underboen.
Nærdødsoplevelse. Dårlig samvittighed over for min familie, som jeg bragte ulykke over ved ubetænksomt at gnufle nogle spændende bær. Og ekstrem lettelse bagefter. Jeg har lige været igennem det samme igen. På en måde lidt mindre dramatisk, fordi der ikke var nogen liv på spil. På en måde meget mere dramatisk, fordi... jeg er ældre.
Altså: For en uge siden fandt jeg en gammel regning fra A-Kassen. Som jeg var sikker på, jeg havde betalt, forstås. Men nej. Og teksten på regningen advarede om, at hvis jeg ikke betalte det fluks, ville det gå udover mit medlemsskab og dermed min dagpengeret. Jeg havde netop ikke betalt den fluks, men omkring en måned for sent. Og så nu for mig i ånden, at dagpengeretten var røget sig en tur, og det ville ende med at gå udover hele familien, når nu min kontrakt slutter til nytår. Fuck.
Og som for godt 25 siden gik jeg og hang med næbbet og havde verdens sorteste samvittighed. Og begyndte at hulke, da Manden spurgte, hvad der mon var i vejen. Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var ligesom en ludoman, der havde spillet os fra hus og hjem, bare med min uforsigtighed. Han tog det uhyggeligt cool og mindede mig om, at det sådan set ikke var sikkert, at vi havde brug for dagpenge det næste år. Og det kan glippe for selv den bedste. Og alt sådan noget.
Så gik jeg rundt en uge og førte lange samtaler med mig selv om at leve uden sikkerhedsnet og forsøgte at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. I går tog jeg mig ENDELIG sammen og trykkede med en rystende pegefinger A-Kassens nummer. Og efter at være blevet stillet om en tre-fire gange kunne en A-Kasse-dame fortælle mig, at mit medlemskab var i tiptopform. Eneste ballade var, at jeg havde betalt for meget i kontingent - men det skulle de nok betale tilbage hurtigst muligt.
"Æhm, tsk, vil du godt lige tjekke ÉN GANG til?" spurgte jeg.
"ALT er i orden, ik'os," sagde hun.
Jamen... Jeg har så gået rundt i en uges helvede (hjemmelavet, helt fra bunden) og inddraget både den ene og den anden. Og så er det eneste problem, at jeg har betalt for MEGET i kontingent. Nu kunne man så vælge at føle sig fjollet. Det gør jeg ikke. Jeg er bare så megalettet over, at jeg ikke skal dø af de der bær alligevel.
Fy for satan. For 25 år siden lå vi alle på gulvet i stuen og havde influenza omkring nytår. Og fik ikke indsendt ansøgningen om tilskud til afvikling af studielån! Det kostede en formue - som vi ikke havde. Det ER slemt - og den virkelige virkelighed ER ubønhørlig. Men kloge og søde piger kom der ud af det alligevel :-)
SvarSletJa, den episode har jeg også tænkt på mange gange den sidste uge. Men det fjernede ikke den dårlige samvittighed, dengang var undskyldningen rigtig god, fordi der var sygdom indblandet. Pfiuyh. Godt det ikke var aktuelt med de dagpenge, når det kom til stykket.
SvarSlet