I morges blev jeg kørt på arbejde. Ikke i bil, ikke på bagagebærer. Nix. I Sønnes cykelanhænger.
Jeg var barn i de ti minutter, det varede, og jeg grinede hele vejen. OK, i svingende skreg jeg. Lidt. Men jeg tænkte ikke ret meget på, hvorvidt min krop + overtøj + to tasker holdt sig inden for den tilladte (læs sikre) belastning.
Manden prustede og sagde bagefter noget om, at det var ligesom at cykle opad bakke hele vejen, selvom det gik ligeud. Jaja. Men hans dame er helt klart blevet kønnere, gladere og nemmere at være sammen med af indsatsen. Og Sønne er ligeglad, for han er hjemme sammen med MÅRMÅR hele dagen. Alle er glade. Og verden er så fin og stor (og hvid i dagens anledning) set fra næsten-vej-niveau.
Anbefaling hermed givet videre.
Hahaha - priceless! Hvaffor en cykelanhænger har I? Jeg har lige spurgt Ham Den Dejlige herhjemme, om han ikke gider køre mig på arbejde i vores Croozer en dag, og han tog bare ét kig på mine hofter, hvorefter han tørt bemærkede, at den kommer jeg aldrig til at kunne klemme mig ned i. Hrmpf. (Men han har nok ret :-))
SvarSletDet er en Dolphin fra Winther - som kan klare hele 60 kilo. Det sidste var argumentet, der overtalte Manden (selvom mutti + to tasker + vintertøj måske ikke heeelt havde klaret et vægttjek, så lyder det alligevel som noget solidt noget, ikke).
SvarSlet