Asocial lørdag

Kender I det, når man lige glæder sig til at skulle til børnefødselsdag, dels fordi man dér skal se nogle søde mødre, og dels fordi man tænker, at det vil være herligt for den snart toårige... og den snart toårige bare siger NEJ?

"Det bliver SÅ hyggeligt til Victors fødselsdag, ikke," siger moren.

"Nej," siger Sønne.

"Jo!" siger moren, tiltagende entusiastisk.

"Der er flag og kage og børn og balloner og alt muligt. Du elsker balloner!"

"Nej," siger Sønne.

"Altså nu tager vi lige med bussen..."

"Nej!"

"... og så er vi hos Victor. Det bliver SÅ hyggeligt."

"NEJ"

"Altså for hulen, du elsker busser. Du elsker balloner. Men du vil bare ikke afsted..."

"NEJ."

OK. Vi, ærhm, endte med at lave en aftale om, at vi liiige tog derhen lidt, men at vi tog hurtigt hjem igen, hvis Sønne syntes, det var træls. Jeg ved godt, man ikke kan lave den slags aftaler med snart toårige. Men det ved Sønne tilsyneladende ikke. For da vi først kom frem, løb han hele tiden hen til hoveddøren og bankede på den og råbte "HJEM, MOA, HJEM." Mens jeg løb logrende rundt, lettere socialt understimuleret as always, mellem børn og damer og kager og forsøgte at fortsætte "jamen du elsker da balloner"-stilen.

Det virkede overhovedet ikke. Og vi tog meget hurtigt hjem. Vi havde jo lavet en aftale. Og det er også på en eller anden måde træls at være til børnefødselsdag skiftevis med et råbende barn ved hoveddøren og en lille abe, der forsøger at kravle helt ind i én for at slippe for festivasen. Det lykkedes ikke engang at bestikke ham med kage, hvilket viser noget om speltmors desperationsniveau og Sønnes stædighedsniveau.

Suk. Der er nok nogen, der får det sociale behov dækket i vuggeren, og bare har brug for at chille i weekenden. Det gælder bare ikke lige mig.

UPDATE klokken noget i ni:
Ærhm, OK. Han var ikke asocial. Han var syg. Opkast og sårn. Flot mutti. Næste gang lytter jeg til ham, når han siger nej til yndlingsting som balloner.