Julekavalkade. Fordi nogen har spist min langtidshukommelse.

Alle andre fortæller om året der gik. Om begivenheder fra HELE året. Det kræver enten seriøst meget tid til at gennemlæse hele bloggen for mindeværdige begivenheder (OK, kan godt huske at have født et barn... ) eller en hukommelse, der er seriøst bedre end min.

Jeg kan huske cirka én sølle uge tilbage i tiden. Det vil sige, at jeg kun sådan nogenlunde kan huske, at det har været jul. Men derfor skal I jo ikke snydes for en fotokavalkade i anledning af nytåret:

ÅRETS NISSE: BetteLiv. Som i (julen) 2011 viste sig i stand til at sove 6 (SEKS!) timer i streg. Wow.

ÅRETS DJ. "Jeg spiller lidt for Livse at hun kan sove, at hun ikke bliver ked af det," siger han. OK, så radioen virker ikke. Men han elsker den, og knapperne siger nogle funky klonk-lyde. Og en dag lærer han vel også at sove seks timer i streg...

ÅRETS SKUFFELSE: Engang var jeg sårn fiks på fingrene krea-agtig. Det er tilsyneladende slut-slut-slut nu. I hvert fald kom min mors stakkels julekage (tilberedt med kærlighed og badet i sprut i dagevis) til at se sådan her ud... Figurerne forestiller naturligvis min far og min søster i fantasifulde proportioner.

Gæt selv, hvad jeg har givet Gud & hver kvinde i julegave

Skriet från kärnfamiljen. Nemlig. Jeg tænker, at vi har brug for noget dansk debatlitteratur om kernefamilier og børn og den slags. Noget som ikke er en kogebog, en indretningsbog, en opdragelsesbog.

Og jeg tænker, at når nu ingen andre tilsyneladende vil skrive det, så må jeg jo (når jeg lige har sovet lidt og kørt et barn ind i børnehave... og sårn). Yes. Men jeg har brug for hjælp, så jeg har købt en stak af noget svensk inspiration og delt ud til nogle af de klogeste mødre, jeg kender. Og kaldt det julegaver. Svenskerne er lettere bitre, men interessante og kan godt anbefales.

Jeg regner med at kunne være færdig cirka i 2020. Så I har rigeligt tid til at skaffe svenskerbogen. Eller klø jer i håret og tænke over en af dagens tophistorier i Politiken, der handler om, at hver fjerde (!) kvinde drømmer om at lave deres liv helt om. Eller bare til svare på de simple spørgsmål:

SKAL man have så sindssygt travlt-på-den-dårlige-måde som børnefamilie?
Kunne man gøre det anderledes... uden at blive Bonderøven eller flytte i kollektiv?
Er der nogle underlige dogmer eller forventninger, vi kunne skippe for at blive Gladere & Smukkere?
Har alt det her noget med ligestilling og parforhold at gøre, eller er det bare noget, svenskerne tror?
Eller: Hvordan kombinerer man job, børne-nærvær, børne-logistik, tid til parforhold & hold-i-hånd-tid, en rejse i ny og næ, rengøring, madlavning, en lillebitte smule alenetid på en god måde... uden at græde daglige stresstårer?
Og den der evige SKYLD - hvordan slipper man af med den? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Nemt nok, iggå.

Sønne Before Dark

Kender I dét: Man har sat sig vildt op til en Oplevelse og Hygge. Planlagt. Visualiseret glade, taknemmelige børn, der siger noget i retning af "ih søde mor, hvor er jeg overmåde lykkelig over, at du tog mig med hen til dette vidunderlige sted og har planlagt alting så godt." Og så ender alting i skrig og skrål og stramme tabusmil og bekymrede panderynker. Som da vi sidste sommer var i zoologisk have, og fire forventningsfulde voksne glædede sig til at vise en bette Sønne elefanterne og se hans øjne lyse af glæde. Og hvor SureSønne saftsusemig ikke gad at se på elefanter. Han sad i en trækvogn og pev hele vejen gennem haven, mens jeg fik tiltagende stresssved over den milliard kroner, min forældre havde betalt for entreen. Dagens eneste medium-succes var et plankeværk med nogle utroligt flotte skruer, som han legede, han skruede i. Med ryggen til aberne.

Det var med den slags oplevelser i baghovedet, at min Mutti og jeg krøllede den gnavne dreng sammen og ned i en flyverdragt og slæbte ham med i Tivoli. Billederne i mit hoved handlede helt klart om, at han ville blive sur over veteranbilernes ringe størrelse og antal hestekræfter, at han frøs, at han skreg, at han ville hjem.

Og så er det jo så snedigt indrettet med universet, at det modsatte sker. Den er sikker hver gang.

"Jeg ELSKER de biler mor! Jeg elsker, at de har flotte farver! Jeg elsker, at de larmer!" Med røde kinder af begejstring og store børneøjne.

Ti ture tog vi. Inklusive kø helt uden brok. Og tre ture i karrusellen og en enkelt tur i den flyvende kuffert. Vi holdt os dog fra Dæmonen, selvom han længe insisterede på at ville prøve den. Yes, vi taler her om drengen, der er bange for kaffemaskinen... men som åbenbart blev draget af de skrigende mennesker, der fór forbi over vores hoveder. Og han var så glad. Så glad så glad så glad, så der var godt humør og Tivolimagi og børnetaknemmelighed nok til alle de 47.000 andre mennesker, der også havde besluttet at tage i Tivoli.

Velsignet, sørme. Og så behøver vi jo ikke snakke om hans Dark Side/Sønne After Dark lige i dag, vel.

Mod lysere tider, lysere tanker og mere søvn. Iggå?

I går var slet ikke en korteste dag alligevel, som den blogløse Sister pointerede. Det var såmen i dag.

De voksne fejrede dagen med et halvt glas portvin. Liv fejrede ved at gnave lidt i kammerat Viggos tæer, mens hun smilede - enten over smagen, over selskabet eller over udsigten til lysere tider.

Sønne er blevet vanvittig, men jeg har som sagt fået et halvt glas portvin og har tænkt mig at ignorere vanviddet fuldstændig (hvilket blandt andet kræver, at jeg stikker en finger i hvert øre. Her klokken 22.30, jæs).

Carpe søvn

Da jeg var 20 boede jeg på en irsk ø dør om dør med en hjemmegående mor til tre: en frisk fireårig og et sæt toårige tvillinger. Tvillingerne kunne ikke sige andet end UUUL, som vist nok er gælisk for æble, men de var højlydte ikke desto mindre. Moren så tit temmelig træt ud. Og bleg. Og en dag kom hun marcherende med et surt og snottet barn på hver hofte og hvæsede noget i retning af: der er dage, hvor det eneste, man har at se frem til, er, at de slutter. Jeg GLÆDER mig til, at dagen her er slut!

Jeg smilede til den trætte dame. Men tænkte i mit stille, 20-årige sind, at sådan ville jeg aldrig have det. Jeg havde siddet på noget klippe og stirret udover noget Atlanterhav og indset, at livet er alt for kort, vi må nyde hvert minut, carpe diem og verden og øjeblikket.

1000 år og to børn senere indså jeg i formiddags, at det eneste, der kunne få mig helskindet gennem dagen, er tanken om, at den ikke var evigt. Saftsusemig godt, at det er årets korteste dag, gav jeg mig selv lov til at tænke - efter en nat, hvor Sønne hin Søvnløse har skreget sin tre-års-trodsalder-hed ud til det halve julekøbenhavn. Og efterfølgende skreget sin overtræthed udover morgenmad og frokost og legetøj, og hvad der ellers var i nærheden. Herligt.

Måske er der en 20-årig, der kigger på mig og tænker, at livet er for kort og carpe mig her og carpe mig der. Til dig kan jeg blot sige: Bare vent! Og: husk at sove (og drikke dig i hegnet og meditere over Atlanterhavet) mens tid er.

Men måske lidt gråt vil pynte midt i al leverpostejen!?

Jeg fandt et langt, gråt hår i vores seng. Ohyes. Ergo:

• har Manden fået en ældre elskerinde 
• har vi ikke skiftet sengetøj, siden min Englemutti sidst var på besøg
• er jeg vitterligt ved at blive oldgammel.

 Det sidste er det værste. Og, ohve, det mest sandsynlige.

Sønne i hvalfiskens mave

Nej, det er ikke en metafor. Han elsker at være i maven på AROS-hvalen. Og tænde for dens motor (?) og flyve til Østbanetorvet (!?).

Han er sød, drengen. Og sjov. Ligesom sin søster. Og der er ord som kærlighed og taknemmelighed i mit hoved i stedet for de sædvanlige fuck og for satan.

Den lader vi lige stå lidt.

Endnu en grund til at hade shopping

OK. Mit liv er kedeligt. Jeg skriver kedelige stile om mit kedelige liv. Tænker jeg, når jeg læser, hvad jeg selv skriver. For det føles jo ikke kedeligt, vel. Det virker bare kedeligt på skrift. Nu er I advaret. Og har fået mulighed for at flygte over til kærlighedsføljetonerne hos Maren og Superheltemor. Kærlighed er aldrig kedeligt.

Here goes:

Dagen startede med en halv times skrige-flitsbue på et befærdet fortov. Oven i købet iført den altid opmærksomhedskrævende tvillingevogn og en meget blomstret frakke. Og, til sidst, skrigende baby. Oh de blikke vi fik...

Alle blev gode venner igen (på en eller anden måde, der fortaber sig i tågerne, men meget vel kan have involveret bestikkelse fra min side). Og så skyndte vi os i Bruuns Galleri (aka Århus' svar på Frygtelige Fisketorvet) for at købe en julegave, der pinedød SKULLE købes i dag. Men ikke så snart var vi ankommet, før der blev sagt "rød kode rød kode" i højtaleren - efterfulgt af en mandestemme, der truede med "serious accident" og bad os forlade centret omgående. Svært, når man har en stål-tvillingevogn, der i sig selv vejer cirka 15 ton, og alle rulletrapper og alle elevatorer holder stille. Og man følges med tre-årig århusianer, der midt i folkemylderet råber "hvorfor skal vi uuj, moah, hvorfor lukker den store butikken, moah?"

Ham den bette århusianer havnede i favnen på en fremmed mand, og venlige muskler hjalp BetteLiv, nu vågen, ned ad uendeligt mange trapper.

Action-packed.

Og så var den dag lissom kørt af sporet, fordi Bette kun havde sovet ti minutter, og fordi vi stod et mystisk, fortovsløst sted udenfor shoppingcentrets bagindgang og langt fra alverden. På en bund af fire timers nattesøvn og alt for få havregryn til morgenmad.

Men man kan jo klare meget, når man kun lige præcis er sluppet med livet i behold fra den brand eller bombe, shoppingcentermanden i den selvlysende vest mente, der var tale om. Så ved hjælp af adrenalin (og varm kakao, cafe-amning og nyindkøbte nissehuer) formåede vi at få den julegave dér i hus og holde os selv kørende så lang tid, at vi kunne besøge Almindelige Mennesker efter Almindelig Arbejdstid.

Nu ligger Sønne så i sin seng og råwer (sutteløst), at han vil have sin FAR ("du må GÅ mor. Jeg kan lide FAR. Du må passe på Livse!"). Og på stiften.dk står der, at der hverken var brand eller bomber i Bruuns, bare nogle fummelfingrede teknikere, der udløste en alarm. Eller noget i den stil.

Begge dele føles helt vildt uretfærdigt. Især når jeg stadig, her klokken kvart over 11, lugter af adrenalinsved efter al den eksplosionsfare. Primært faren for, at Sønne eksploderer. Jeg håndterer tilsyneladende potentielle brande&bomber bedre end eksplosivt barn. Måske fordi jeg ikke ville savne Bruuns Galleri, når det kom til stykket?

Nå. Godnat.

En slags status. Eller: Derfor elsker vi alligevel konceptet INSTITUTION.

De første to uger af det nye, institutionsfri liv gik skræmmende godt. Forstået på den måde, at Sønne var så glad så glad så glad. Som om han bare havde ventet på at have sin mor og/eller far med sig dagen lang. Svært for den, der skubbede tvillingevognen med den syngende dreng, ikke at tænke tanker a la: "Hvad er det da også for et samfund, vi lever i, hvor vi sender vores børn i institution halve og hele dage, og se hvor han trives, og ih og åh og så må vi jo bare blive ved at arbejde om aftenen."

Og arbejdet om aftenen gik også... OK. Det var jo bare en begrænset periode. Ikke noget at hyperventilere over, vel. Og: Vi kan have fem minutter for os selv og hinanden (og vaske tøj og se fjernsyn og snakke i telefon og sove), når vi bliver gamle. Og herregud, så babyen spiser og snotter natten lang, men har vi måske ikke selv valgt det, hva', og det er jo overstået engang i januar det her crazy non-stop liv, så smøger vi ærmerne op og tager fat og tager os sammen, og så går det nok.

Men... så kunne trættemors ærmer ikke rulles længere op. De sad allerede helt oppe i armhulerne og gnavede, så det blev helt umuligt at tage fat og tage sig sammen. Og pludselig, meget tæt på midnat (mens Manden forsøgte at forklare mig nogle momsregler og min hjerne forsøgte at finde på nogle julegaver og bogstaverne i arbejdsdokumentet på skærmen dansede en aparte juledans for mit trætte blik), kom den gamle ven Stressmonsteret på besøg og sagde: Hvis du ikke holder fri i MINDST en halv time nu, så aflyser jeg julen og sparker dig i maven.

Så det gjorde jeg. Og alle, der er venner med stressmonstret ved, at en halv time aldrig er nok. Så den halve time blev til noget, der lignede en hel dag (kun med børn og Mand).

Og det er så her, I selv må indsætte en forkromet pointe om, at det er vigtigt at holde fri ind i mellem. Og eventuelt noget med at det nok skal gå, for det er jo snart overstået. Eller måske at fri med børnene ikke er rigtigt fri, men hvad hulan er alternativet? Selv har jeg ikke tid til at skrive nogen pointer. Jeg er kommet frygteligt bagud efter et halv døgns slack, og der er kort kort tid til, at Manden kommer hjem med barn et og barn to efter at have trillet dem en formiddagstur.

Åhja forresten. Sønne er i øvrigt ligesom ved at have fået nok forælder. Og har forvandlet sig til et surt-glad grænsesøgende minimonster, der skiftevis smører sin søster ind i smør (...) og giver hende oprigtige kys.

Det var bare dét, jeg ville sige. Hej.

Nisser ja, engle nej

 

Sødt, ikke? Og den store nisse kyssede oven i købet den lille nisse helt spontant på den halvskaldede isse, da hun igen havde fået huen af. Ren idyl og velopdragenhed og kærlighed.

Men... hvis man synes, man aner et listigt glimt i øjet på Sønne, tager man ikke helt fejl. For ikke længe efter billedet var taget, kravlede han op i sin søsters seng sammen med (legetøjs)værktøjskassen og gav sig til at synge: FOR SATAN FOR SATAN FOR SATAN FOR SATAN. Højlydt og mere eller mindre på melodien "sur sur sur". Mens han spejlede sig.

Host. Selv har jeg gået med nissehue i timevis. Og været meget, meget påpasselig med mit sprog.

Måske lærer han også at sove lige om lidt? Og bruge potten? Og lege alene?!

Sig hej til SUTTETRÆET. Monumentet over alle småbørnsforældres frygt nummer et. De små børns erkendelsestræ, symbolet på deres første rigtige Tryghedstab og Traume.

Der hænger hundredevis af sutter (med og uden jord og råd) og gynger sagte frem og tilbage side om side med fugtige farvel-breve. Det er lige til at få en klump i halsen af. Også for os, da vi tidligere i dag var nede og vinke farvel til Sønnes elskede sutter: "Hej-hej sutter, nu hænger I der sammen med alle de ANDRE store børns sutter, host, prust." Eller med Sønnes ord: "Jeg vil IKKE hænge sutter der! Jeg vil have dem med hjem!"

Åhja. Oven i alt dét havde vi jo hørt historierne om Inge Sofia, der græd som pisket i tre stive timer den første suttefri aften. Om Tristan, der for første gang i sit nemme liv tog over to timer at putte. Om mig selv, der som bette sørgede så hjerteskærende, at kollektivet rodede skraldespanden igennem, skoldede sutterne og udskød suttestoppet på ubestemt tid.

Fanden var med andre ord malet grundigt på væggen, og forældrene havde aflyst alle aftenens aftaler og arbejdsopgaver.

Og nu sidder vi så her. Lidt mistroiske. For ham den aldrig-sovende altid-udfordrende dreng faldt i søvn - uden gråd og brok og pis - på rundt regnet ti minutter.

Fanden kigger stadig ned fra væggen og siger, at han kan vågne og hulke, hvornår det skal være, og at natten kan blive frygteligt und so weiter und so weiter. Men nu vil jeg give fanden i Fanden og smække benene op på vores rodede sofabord og FEJRE. Hep!

Never underestimate the power of KLYNKEBLOGGING

Når man smiler til verden... Nårhnej.

Når man piver til verden om det crazy i kombinationen hjemmegående og selvstændig, ja, så smiler verden tilbage. Og aer én virtuelt og tilbyder babysitning og hiver egne unger ud af institution for at playdate os.

Som i dag, hvor Sønne, Bette og jeg hang ud dagen lang hos vuggestue-body Mathias og hans mor. Der havde pyntet op til jul (modsat visse andre) og ind i mellem godt gad holde en baby. ("Hvad er det nu, din lillesøster hedder?" "Hun hejjer LIVSEPIVSE!" "Øh... Livse-hvad?")

Alle tilstedeværende børn opførte sig så eksemplarisk, at stemmerne i hovedet sagde aparte ting som "ih hvor er det sjovt og nemt at være forælder" og "jeg klarer det da meget godt" og "pyt med at han spiser så meget chokolade, det er ikke i sig selv tegn på, at jeg er en fiasko som mor."

Hvad bliver det næste?! (udover alt det arbejde, jeg skal lave i nat...)

Lykken findes på toppen af AROS. Jamen det gør den!

Vores hverdag består pt. af følgende interessante puslebrikker:

• Deltidsarbejdende barselsmor, der troede hun skulle arbejde et par timer om dagen, mens Manden passede, bebsen sov, Sønne var i institution...
• Bebs der helst vil sove udenfor
• Mand der har masser og masser af arbejde
• Sønne der ingen institutionsplads har
• Forældreambitioner om at gøre alting Rigtigt og Godt og Konfliktfrit og Nærværende og Udfordrende for begge børn
• Søskendejalousi og efterfølgende kravl-allover-mor-så-hun-bliver-sindssyg, særligt under amning
• Snot
• Et betydeligt søvnunderskud
• En kommende, forberedelseskrævende højtid

Nåmen hvordan tror I lige, dét puslespil ser ud, når vi forsøger at hamre brikkerne sammen med en stor, tung hammer?

Ret grimt. Ret kaotisk. Og meget lidt nærværende, fordi begge forældre hele tiden tænker, at de må udnytte hvert ledigt minut til liiige at arbejde lidt - og så alligevel ender med at sidde natten lang foran hver deres computer.

I dag tog vi dog en slags konsekvens: Når nu ingen alligevel får arbejdet noget om formiddagen (som er fyldt med Sønnegrød og babygrød og amning og sovning og flyverdragt-på-ning og så videre), kunne vi måske trække vejret dybt og acceptere, at sårn er dét. Og lave noget sammen i stedet for.

Så vi gik på AROS. Sørme. Og blev helt lykkelige i de vidunderlige ti minutter, Sønne løb rundt og rundt i Rainbow og brølede sin glæde udover byen.

Mere kunst i hverdagen, tak. Og mindre stress.

Er ikke så egnet til kombien hjemmegående-selvstændig

Hvorfor jeg intet skriver for tiden?

Jamen for søren, det er jo december, der er institutionsfri måned. Det vil sige: Børn om dagen, arbejde om natten, snot på alle tidspunkter af døgnet.

Hvem kommer og juler? Og babysitter? Og aer mig på kinden?

Jeg spørger bare.