fredag den 28. juni 2013

Hvis du har børn, der bare sådan sover uden videre, er det her muligvis det mest kedelige blogindlæg, du nogensinde har læst

I forgårs sagde mit yngste barn disse utrolige ord:

Mig sove i MIN seng

I har ganske givet alle sammen børn, der sover i deres egne senge som det naturligste i verden og tænker derfor ikke noget videre om dét.

Men jeg er jo mor til Sønne, drengen der aldrig sov. Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig. Læs bare samtlige indlæg fra 2010. Det har på den ene side gjort mig til benhård søvnpragmatiker (sov i min seng - bare du sover!) og på den anden side traumatiseret mig grumme i forhold til alt, der har med putninger og søvnkonsekvens at gøre.

Så Bette har indtil videre sovet hos os - ligesom hendes storebror fra en gang sådan cirka midt på natten også gør det. Helt fint. Hyggeligt nærmest, hun er så blød og lille.

Indtil i forgårs, hvor hun skulle passes af sin højt elskede Anne-Anne. Og hvor hun altså insisterede på at blive puttet i sin egen seng.

Det blev hun så, uden problemer.

Og igen i går. Igen på eget initiativ.

Manden, Kaospiloten med det evigt lyse sind, er noget trist. Så stor hun er! Som vi dog mangler hendes små buttede kinder at ae om morgenen! Han tror heller ikke på projektets holdbarhed.

Det gør jeg. Og jeg tager det her som et tegn på, at miraklernes tid virkeligt ikke er forbi. At det kan betale sig at udskyde ting, man frygter (som: nu skal du lære at sove i egen seng, lille ven) og håbe på, de bare lissom fikser sig selv. Det KAN ske. Det ER sket. Og i morges var der kun et barn i vores seng - det andet lå her og havde sovet trygt og godt og fint og alene hele natten:

PS Ja, jeg mistænker, at det er Anne-Annes uendeligt positive indflydelse, der har en finger med i spillet. Hun er verdens bedste barnepige slash moster-i-ånden. Og hun flytter til København om et lillebitte øjeblik. Prust.

onsdag den 26. juni 2013

Liv og lykke. Nu til hest.

Se, hvem der er fyldt to år:


Det er verdens bedste Livse. BØTTESDAG MIG, siger hun selv, råber nærmest, begejstret.
Og en-to-tre hold bedsteforældre og adskillige onkler og tanter af blod og ånd samt en enkelt lillebitte kusine lader det regne med pakker, også på storebroren.
Og jeg har overgået mig selv og rent faktisk lavet noget kage. Helt upåvirket er jeg måske ikke af Beders housewife-bagekonkurrencer, trods alt.
Og bofællesskabet synger, mens det lykkelige fødselsdagsbarn hopper begejstret op og ned i sofaen og råber igen: BØTTESDAG MIG!
Dagene omkring hendes fødsel står måske nok en anelse tågede i min erindring. Jeg husker ikke så mange ting om hendes babyness og blødhed som med Sønne, den første og enbårne søn. Jo, hun var rød og spættet og knoppet, og jeg tænkte: Skal hun mon se sådan her ud altid? (Det skulle hun ikke.) Men jeg kan se og mærke hende lige nu, og jeg er taknemmelig for at have Liv i mit liv, hver eneste dag. Uden pis.
Også når det ikke er bøttesdag.

torsdag den 20. juni 2013

Ikke at der er noget i vejen med kage, vel. Men alligevel.

Jeg kører mine børn rundt i bil. Legeaftaler og kaffeaftaler, børnefødselsdage og barselsbesøg.
Jeg pakker tasker med regntøj og bleer og uendelige mængder snacks.
Jeg smører madpakker.
Jeg luger ukrudt.
Jeg tager til sommerfest i vuggestuen og kigger med undren og morskab på 24 ansigtsmalede småbørn og dobbelt så mange fondantdækkede, legetøjspyntede, slots-, bil- og fodboldbaneformede fuldstændig hysterisk over-the-top mødrene-har-taget-MINDST-en-fridag-for-at-bage-dem kager, der deltager i den ellers meget speltramte institutions årlige kagekonkurrence.
Jeg luger mere ukrudt og smører flere madpakker og kører mere i bil.
Jeg taler med melisdrysset stemme til mine børns legekammerater, selv når de er mest urimelige.
Jeg smiler mit sundeste forstadssmil, når folk omkring mig snakker om lån og græsplæner og trailere og mælkebøttejern og tilbud på havemøbler.

Og indeni mig selv tænker jeg: Har de andre mon også den her følelse af, at det er noget vi leger? En slags far, mor og børn for dem plus 30: Så sagde vi, at vi kørte vores børn rundt i biler, ikke, og at vi brugte helt sindssygt lang tid på at konkurrere med hinanden om nogle kager.
Eller er det bare mig?

På en dårlig dag er det træls.
På en god dag er jeg en nysgerrig antropolog i det underlige land, der hedder voksenliv i forstæderne. Jeg går rundt og noterer de indfødtes adfærd på min mentale notesblok og forsøger at drage konklusioner til den videnskabelige artikel, jeg formentlig skal skrive om det på et tidspunkt. Farlig akademisk distance, siger du nok. Eventyr i hverdagen, siger jeg.
Beder er simpelthen sygt eksotisk.

tirsdag den 18. juni 2013

En slags syndsforladelse over opvasken. Eller: Fuck det hele menneske

Vi kom til at snakke lidt om livet og angsten og om at udvikle sig som menneske, min bofælle og jeg.

Bofællen forklarede, hvordan han engang havde tænkt, at han skulle udvikle sig til et mere helt menneske ved at kaste sig ud i de ting, han var dårlig til. Det boglige, for hans vedkommende.

Selvudvikling, ikke. Face your fears and all that jazz.

Og han forklarede, at han stort set havde droppet det igen. Fordi det er for hårdt hele tiden at skulle gøre noget, man ikke er god til. Fordi det også giver mening (og selvudvikling og fearfacing og jazz) at gøre noget, man er rigtigt, rigtigt god til. At blive endnu bedre.

Så jeg fortalte, lettet, om hvordan jeg faktisk synes det er ganske hårdt hele tiden at køre bil (selvom jeg er bange for det) og fodre høns (selvom jeg er bange for... dem), men at jeg råber KOM SÅ DU UDVIKLER DIG SOM MENNESKE HEPHEPHEP af mig selv.

Den slags fortæller jeg ellers ganske sjældent, især til mænd, især til mænd fra provinsen, fordi de bliver så underligt flakkende i blikket. Som om de et øjeblik overvejer at køre mig - i bil - til den psykiatriske skadestue, fordi jeg jo må være fuldstændig vanvittig. Men denne provinsmand svarede noget i retning af:

Ja! Måske skal du gøre det, du er rigtigt god til, og blive endnu bedre. En bedre journalist. Det er også OK.

(Indsæt selv Danske Banks gamle slogan og eventuelt noget amerikansk underlægningsmusik.)

Altså.

Det er jo ikke fordi, jeg kan undvære bilen eller har tænkt mig at sulte hønsene eller noget andet radikalt. Men jeg blev alligevel helt blød... fordi der var én der forstod, at det er pissehårdt altid at være på udebane.
Og det er det, jeg er.

Så fjernede vi madrester fra håndvaskene (der er fire) og hængte viskestykker til tørre og snakkede lidt om vejret. Og jeg tænkte, at selvom jeg ikke har ret mange skriveopgaver for tiden, kunne jeg da i det mindste bloggeskrive lidt, før jeg igen skulle ud og køre bil (langt!).

Done.

torsdag den 13. juni 2013

Næste år fejrer vi med druk og søvn og fri

I går havde Manden og jeg været kærester i syv år.
Jeg gav ham chokolade og spiste selv halvdelen.
Han gav mig en burger.
Vi skulle også skåle i noget med bobler, når børnene sov, men endte med at arbejde natten lang i stedet. (Undtaget en powernap op ad monsterprinteren, der larmer som en russisk motorvej, men som man altså godt kan sove fra).

Så vi udskød boblerne til i aften. Hvor Sønne så besluttede sig for ikke at sove. Vistnok fordi hans solsikke i vindueskarmen var knækket. Knæ-hæ-hæ-hækket.

Nu er klokken kvart i ti, og Manden arbejder igen.

Men det er OK. For vi er mindre trætte end sidste år og forrige år og året før dét, hvor ingen af os havde overskud til at købe nogen former for bobler. Det går fremad, ikke.

Og vi når det nok i morgen.

torsdag den 6. juni 2013

Sur-sød forstadsdame

Jeg savner (stadig) byen.
Jeg har (stadig) svært ved at pendle med et smil i stedet for et hvislende fuck-hvor-kunne-jeg-have-brugt-denne-dyrebare-tid-bedre-fx-til-at-sove.

Det er (stadig) ret haram at have det sådan, når fuglene kvidrer og sommersolen får God Bedre Beders parcelhuse til at se mere skinnende gule ud end nogensinde. Så jeg nøjes med at sige det til jer.

Men ret skal være ret. Ind i mellem er der virkeligt helt fantastisk herude i forstæderne. Se selv: