Jeg pakker tasker med regntøj og bleer og uendelige mængder snacks.
Jeg smører madpakker.
Jeg luger ukrudt.
Jeg tager til sommerfest i vuggestuen og kigger med undren og morskab på 24 ansigtsmalede småbørn og dobbelt så mange fondantdækkede, legetøjspyntede, slots-, bil- og fodboldbaneformede fuldstændig hysterisk over-the-top mødrene-har-taget-MINDST-en-fridag-for-at-bage-dem kager, der deltager i den ellers meget speltramte institutions årlige kagekonkurrence.
Jeg luger mere ukrudt og smører flere madpakker og kører mere i bil.
Jeg taler med melisdrysset stemme til mine børns legekammerater, selv når de er mest urimelige.
Jeg smiler mit sundeste forstadssmil, når folk omkring mig snakker om lån og græsplæner og trailere og mælkebøttejern og tilbud på havemøbler.
Og indeni mig selv tænker jeg: Har de andre mon også den her følelse af, at det er noget vi leger? En slags far, mor og børn for dem plus 30: Så sagde vi, at vi kørte vores børn rundt i biler, ikke, og at vi brugte helt sindssygt lang tid på at konkurrere med hinanden om nogle kager.
Eller er det bare mig?
På en dårlig dag er det træls.
På en god dag er jeg en nysgerrig antropolog i det underlige land, der hedder voksenliv i forstæderne. Jeg går rundt og noterer de indfødtes adfærd på min mentale notesblok og forsøger at drage konklusioner til den videnskabelige artikel, jeg formentlig skal skrive om det på et tidspunkt. Farlig akademisk distance, siger du nok. Eventyr i hverdagen, siger jeg.
Beder er simpelthen sygt eksotisk.
.JPG)
Vi skal skrive den videnskabelige artikel sammen. Jeg kommer med empiri fra Nordsjælland - du kommer med den fra Beder. Det lyder til, at det er rimelig meget samme surdej. Selv om ingen af mine ungers institutioner er særlig speltramte.
SvarSletJeg hygger mig sq egentlig meget godt, men af og til tænker jeg på, hvornår den her leg mon stopper. Indtil det går op for mig, at det gør den nok ikke. For når jeg er færdig med at køre mine unger rundt til legeaftaler (her bliver de så cyklet rundt - som de eneste børn i hele kommunen, tror jeg), så skal de bare køres til ishockey, fodbold, gymnastik eller andre underligheder. Og lige pludselig en dag skal jeg køre mig selv til møde i den forening, jeg er kommet til at sidde i bestyrelsen for. Helt uden mit vidende.
Jowjow - der er spændende i forstæderne :-)
Uh, hvor dejligt at vi har gang i et komparativt studie! Og spændende at der tilsyneladende er signifikante fællestræk i øst og vest - og at du lige er kommet dét længere i dit feltstudie. Foreningsliv, mand! Jeg skal nok komme til det også. Vi må ved lejlighed snakke om, hvilke teorier, der skal danne rammen om hele herligheden. Hephep.
SletHelt uden pis (og i aller bedste mening);
SvarSleter det dét værd?
Jeg læser med hos dig en gang i mellem, og tænker hver gang at du virker ikkeglad, og at der ikke sker udvikling ift at falde mere til, mentalt that is.
?
Klem, HemmeLine
Jeg læser intet pis, kun god mening og omsorg. Tak for det.
SletBloggen er selvfølgelig en ventil - I hører om de svære ting ved Beder og ikke de herlige ting ved bofællesskabet. For eksempel.
Alligevel er mit svar på dit spørgsmål: Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkeligt ikke.
Vildt eksotisk! Og endda lidt amerikaner-rigtigt med kagekonkurrence blandt mødrene:-)
SvarSletJeg glæder mig til den videnskabelige artikel skrevet med et strejf af akademisk distance.
Den dér vi-leger-lige-far-mor-børn-følelse...den kender jeg godt. Også inden for Ringgaden.
Mega amerikaneragtigt! Og helt overraskende at støde på her i God-Bedre-Beder...
Slet