Hvis du har børn, der bare sådan sover uden videre, er det her muligvis det mest kedelige blogindlæg, du nogensinde har læst

I forgårs sagde mit yngste barn disse utrolige ord:

Mig sove i MIN seng

I har ganske givet alle sammen børn, der sover i deres egne senge som det naturligste i verden og tænker derfor ikke noget videre om dét.

Men jeg er jo mor til Sønne, drengen der aldrig sov. Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig. Læs bare samtlige indlæg fra 2010. Det har på den ene side gjort mig til benhård søvnpragmatiker (sov i min seng - bare du sover!) og på den anden side traumatiseret mig grumme i forhold til alt, der har med putninger og søvnkonsekvens at gøre.

Så Bette har indtil videre sovet hos os - ligesom hendes storebror fra en gang sådan cirka midt på natten også gør det. Helt fint. Hyggeligt nærmest, hun er så blød og lille.

Indtil i forgårs, hvor hun skulle passes af sin højt elskede Anne-Anne. Og hvor hun altså insisterede på at blive puttet i sin egen seng.

Det blev hun så, uden problemer.

Og igen i går. Igen på eget initiativ.

Manden, Kaospiloten med det evigt lyse sind, er noget trist. Så stor hun er! Som vi dog mangler hendes små buttede kinder at ae om morgenen! Han tror heller ikke på projektets holdbarhed.

Det gør jeg. Og jeg tager det her som et tegn på, at miraklernes tid virkeligt ikke er forbi. At det kan betale sig at udskyde ting, man frygter (som: nu skal du lære at sove i egen seng, lille ven) og håbe på, de bare lissom fikser sig selv. Det KAN ske. Det ER sket. Og i morges var der kun et barn i vores seng - det andet lå her og havde sovet trygt og godt og fint og alene hele natten:

PS Ja, jeg mistænker, at det er Anne-Annes uendeligt positive indflydelse, der har en finger med i spillet. Hun er verdens bedste barnepige slash moster-i-ånden. Og hun flytter til København om et lillebitte øjeblik. Prust.