mandag den 29. oktober 2012

Klokken 21.15 et sted i Beder

Det er mørkt. Det har været mørkt i lang tid. Man fornemmer en lidt trykket stemning.

Sønne: Jeg vil have ærmet op. Hjælp mig!

Moren: Godnat, Sønne.

Sønne: Jeg vil have ærmet op. Min arm skal have frisk luft!

Moren: Godnat.

Sønne: Jeg vil have ærmet op! MOR!

Moren: GODNAT!

Sønne: DU HØRER IKKE EFTER, HVAD JEG SIGER! MAN SKAL HØRE EFTER HVAD DE ANDRE SIGER!

Moren: Jeg. VIL. Ikke. Høre. Mere. Nu! Vi snakker om det i morgen.

Sønne: ... men jeg har glemt det i morgen?!

Moren: GODNAT

Der er et øjebliks stilhed, og man fornemmer et vist håb brede sig. Sover han? Sover han mon endelig?! Så lyder et gab. Og en lille stemme.

Sønne: Moah...

Moren (med sammenbidte tænder): Mmmmmm!?!?

Sønne: ... hvad var det, jeg lige sage?

Moren: Prust. GODNAT.

Sønne: Men hvad var det, jeg sagde?! Mor, kan du huske det? Jeg har GLEMT det, mor! MOR!

Moren: (...)

Sønne: ... men jeg har glemt det. Hvad sagde jeg? Hvad?

...

Oh sweet glemsel. Nu sover han, drengen, men nedrullede ærmer, oven på sin dyne.

Han ser sød ud.

søndag den 28. oktober 2012

Beder. Månen. Århus. Og så videre.

 

Vi har slået fast, at 30-års-nærværs-lykken findes i Beder, ja? Og at her er smukt og børnevenligt og økologisk. At jeg bliver den rene Chris McDonald af al det cykling, og at det - langt det meste af tiden - er helt ok at stavre rundt i haven iført træsko uden hælkappe.

Godt nok.

Men hvad så med alle de tidspunkter, hvor det ikke er OK? Og hvor børnevenlighed og havelykke og god cykelform er ligegyldigt, fordi man hellere vil drikke nogle øller inde i byen. Fx. Eller mødes med nogle venner spontant-agtigt på StreetCoffee.

Ja, på de tidspunkter stinker Beder. Virkelig-virkelig.

Som da vi havde børnefri aften i fredags og endte med ikke at drikke ret meget, fordi det trods alt er nemmere at køre hjem i Lupo end at stå i en kold buskø sammen med nogle stive teenagere, og var vi alligevel ikke lidt trætte måske? Og hvor jeg sad, ædru og ganske rigtigt træt, i Lupoen på vej hjem og kiggede på den mørke, mørke landevej og følte mig helt og aldeles landzonefortabt og hjemveramt og på tur på bagsiden af Månen. Hvor alt er fremmed, og hvor der ikke er radiokontakt med Houston. Eller noget.

Pointen er vistnok, at alt har en pris, inklusive eksklusiv børnefamilielykke i God Bedre Beder.

Måske er pointen også, at jeg burde komme mere ud. Og få nogle flere Århus-venner, hvis sofaer jeg kunne overnatte på. Og at man nogle gange skal drikke by-øller, selvom det er koldt, og man er træt.

fredag den 26. oktober 2012

When in Beder

Jeg havde boet i Beder i under en uge, da jeg tog mig selv i at traske ned til SuperBrugsen med strømper i sandalerne.

Kort efter fik jeg et par træsko (hvide, hæl-løse, sosu-look), som jeg hurtigt kom til at befinde mig ufatteligt godt i.

Et par måneder gik, og så kom Nespresso ind i mit liv. Og kort efter en bil.

Og i denne uge skete det så: Jeg fik en vindjakke. En rød én. Med lommer over det hele. Jeg er det røde lyn på cykelstien, siger jeg jer.

Og godt nok stammer den fra bofællesskabets klunsereol, men det giver alligevel flere provinspoint, end jeg nogensinde før har haft.

Snart står den vel på zumba og/eller leggins.

Det er alt sammen mere OK, end jeg troede.

(Minus zumba)

Og jeg fortæller hele tiden mig selv, at provinsificeringsprocessen er reversibel. Så jeg forstås ikke render rundt i træsko og joggingtøj, når vi en dag flytter til Berlin/New York/Barcelona/Madrid/Rom. Hvilket vi selvfølgelig gør. En dag.

onsdag den 24. oktober 2012

Et lille kunstværk med titlen 'klog dreng spiser rugbrød med rugbrød og rækker tunge af verden'

HVIS jeg nu skal være positiv. Og holde op med at komme i tanker om ting, jeg har mistet ved mit åndssvage iPhone-tidsrejse-stunt. Som fx adskillige Rasmus Klump-film og en mindfulness-app.

Ja, så er faktisk meget fint at sidde og bladre gennem samtlige 414 fotos af BetteSønne. Dét her fx:

tirsdag den 23. oktober 2012

Digitalt egnet. Not so much.

Jeg er et journalistmenneske, der får penge for at vide noget om digitale medier og håndholdte devices. Som i tablets og smartphones og den slags.

Ergo skulle man tro, at jeg kunne styre min iPhone.

Det gik også meget godt. I månedsvis. Indtil jeg i dag lagde hjernen udenfor kontordøren, tilsluttede telefonen til computeren - og, da iTunes tilbød mig dén mulighed, trykkede GENDAN.

Jeg vidste den var gal omtrent et nanosekund efter, jeg havde trykket. Og fik straks helt angstrøde kinder og knastør tunge... og blev, vupti, sendt knap to år tilbage i tiden. Til den 18. januar 2011 for at være helt præcis. Den dag jeg sidst fik (min eks-)iPhone og iTunes til at bonde og kramme og gemme hinandens oplysninger.

Pludselig var jeg mange telefonnumre, mange notater, mange apps, mange SMSer og rigtigt meget kalender fattigere.

Pludselig var Sønne to år på billederne.

Pludselig var store dele af mit liv forsvundet.

On the bright side har jeg bizart nok formået løbende at backe mine fotos op, så der er stort set intet gået tabt dér. Og, endnu mere bright, viser det sig, at man faktisk godt kan dunke sig selv hårdt i hovedet med en iPhone, uden at hverken telefon eller hoved går alt for meget i stykker.

Nu overvejer jeg at anskaffe mig en notesbog. Eller sådan en papirkalender, som vi brugte i gamle dage for et par år siden. Og: På forhånd undskyld for alle de aftaler, jeg ikke dukker op til den kommende tid og for alle de SMSer, jeg ikke svarer på. I skal ikke tage det personligt. Jeg er bare meget mindre digitalt egnet, end jeg normalt går og blærer mig med.

fredag den 19. oktober 2012

Drager af mælkekartoner. Lykke af uvisse ingredienser.

Jeg har nemt ved at skrive om søvnunderskud og trodsalder og hold-i-ryg-stress og sygdom og overspringshandlinger og frustrationer og bil-angst og pis og papir.

Til gengæld har jeg utroligt svært ved at skrive om det modsatte uden at gå i floskel-chok og ende med at slå mig selv i hovedet med den store mentale habitus-hammer. Det er altså svært-svært at skrive om alle de lommer af blød lykke, der fylder mellemrummene mellem søvnløse nætter og eksistentielle småkriser.

Og hvordan skal jeg så beskrive min fornemmelse af, at det bløde og det hårde er ved at bytte plads? At hverdags-lykke-tilfredsheds-glæde-det-er-ok-alt-sammen-heden er hovedingrediens, og pisset og papiret må nøjes med den plads, der nu engang er tilbage?

Det er efterårszen. Eller lykken ved at bo i bofællesskab. Eller måske er jeg bare så lige tilpas medium-udsovet, at jeg i flere minutter ad gangen kan se, hvor helt utrolig smuk og rar min bette familie er. Måske er det stilhed før stormen. Eller også er jeg omsider landet i de der 30'ere, hvor man er i stand til at sætte ægte pris på små lyksageligheder som Livses babytegn og Sønnes ansigtsudtryk, når vi snakker om hans fødselsdag. 

Måske vi ikke behøver bruge ret meget mere tid på at filosofere over det? Og nej, I finder ingen henvisninger til buddhist-munke her, thi Sønne - der for nylig har fremtryllet en mælkekarton-drage i børnehaven - er den klogeste af os alle: "Den ER så flot den drage. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor den er SÅ flot. Sådan er det bare!"

Min liv er så fint for tiden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det er så fint. Sådan er det bare!

Og her er dragen:

Alt godt kommer til den...

... der brokker sig højt nok på sin blog. Og det gør jeg. Så klokken otte i morges troppede bonusbedste Æbækka op og tørrede havregrød af tøj og afleverede Sønne og trillede Livse i søvn.

Nu sidder jeg, fjernt fra brummende babyalarmer, og arbejder.

Jo jeg gør.

NU gør jeg. Nu.

torsdag den 18. oktober 2012

Se mig. Jeg kan passe børn OG arbejde OG smile på én gang. Løgn.

På sofaen ligger Manden og vånder sig med hold i ryggen og nogle meget blege kinder.
Udenfor i barnevognen ligger Livse og grynter på en jeg-vågner-lige-om-lidt-måde.
Inde i det der cyberspace råber mennesker af mig, at jeg svare på deres mails og skrive deres tekster NU.
Og de mennesker dér, de er ligeglade med gryntende småbørn og rygge med hold i.

Desværre virker min hjerne lissom ikke rigtigt i al den støj. Jeg kan kun rokke lidt frem og tilbage foran computeren, mens jeg prøver at peptalke mig selv:
KOM NU! Man kan nå meget på ti minutter! Hep! Stop blogging&brokking, start working, heppe-hep!

Det virker ikke.

Så prøver jeg en ny strategi:
Det er ok, siger jeg til mig selv.
Du kan bare arbejde i aften. Intet problem.

Men det er løgn, og jeg ved det. Jeg stinker til at arbejde om aftenen. Jeg bliver sur og dum og ineffektiv og føler pludselig, at det er et menneskeretligt krav at se Friends eller pille næse og glo ud i luften.

Nogle gange føler jeg mig uendeligt uegnet til at være selvstændig.
For eksempel i dag.

Og nu må jeg smutte. Jeg skal skypemødes med en farlig, faglig udlænding, mens den stakkels mand må mosle rundt med det nu vågne Livsebarn og et meget stramt udtryk i ansigtet. Måske drømmer han også om jobs, vi kunne sygemelde os fra. Måske.

tirsdag den 16. oktober 2012

Jeg har lyst til at sige en hel masse om køn...

 


... men jeg skal nok lade være. Og jeg har i øvrigt lige så mange billeder af barnet med dukker. Hej kulturelle-biologiske-uforståelige-altmulig køn. Farvel stereotyphelvede.

fredag den 12. oktober 2012

Weekendens bedste tilbud

BetteLiv er syg og slap. Hun ligger ved siden af den bunke arbejde, jeg IKKE fik lavet i dag, og småsnorker på en meget karakteristisk hvis-du-begynder-at-arbejde-så-vågner-jeg-STRAKS-måde.

Lørdag og søndag er arbejdsweekend i bofællesskabet, hvor jeg skal imponere de halv-nye samboer med mine praktiske og fællesskabsorienterede skills udi hegn-reperation, vaskemaskine-tilslutning og hane-slagtning. Eller i hvert fald mine evner til at bage kage og luge ukrudt.

Men ingen af delene kan rigtigt lade sig gøre med en rødkindet og feberhed klynketumling over skulderen.

Nu tror I måske, at det er rent og pointeløst brok, det her. Aber nein. Pointen er:

Vi har en hær af hegn, der skal repareres, vaskemaskiner der skal tilsluttes, haner der skal slagtes, ukrudt der skal luges og kager der skal bages. Åhja, og bofæller der skal imponeres.

Jeg kan ikke gøre det. Men I kan!

Kom nu! Det bliver skægt. Folk er søde. Og ovnen er stor og kan rumme mindst fire bradepandekager på én gang, og hvis I kommer og luger, bliver I helt sikkert inviteret med til at spise de der haner... Og I får en krammer af Livse, der trods sin sygdom er et meget nuttet barn.

Jah!

torsdag den 11. oktober 2012

Torsdags-temperaments-quiz

Så hvordan reagerede jeg, da Sønne stillede sig op foran hønsehuset og skreg af sine lungers fulde, fulde kraft i 30 øresønderrivende minutter i morges - efter BetteLiv egentlig var blevet spændt fast i cykelanhængeren og klar til at følge sin storebror i børnehave?

1: Som Erik Sigsgaard ville have gjort. Med uendelig rummelighed og tålmodighed, med fuld forståelse for Sønnes børnehave-vægring og eventuelt med en spontan fridag on the top.

2: Som Manden ville have gjort. Med uendelig rummelighed og tålmodighed tilsat et aflednings-twist a la "ved du egentlig, hvorfor topstykket i en Nissan Sonny tit revner? Skal jeg fortælle dig det? Så kom her, min dejlige dreng... Så kan vi også lige køre en tur på havetraktoren!"

3: Som en utålmodig, grundtræt og rimeligt træls mor ville have gjort. Med uendelig u-rummelighed og tomme trusler a la "NU kommer du her... ellers... det er SIDSTE gang... ellers... NU er det sidste gang..."

Svært at gætte? OK. I får et hint; et uddrag af en af eftermiddagens mange dybe samtaler:

Sønne: Livse elsker MOR. Jeg elsker FAR.

Mig: Jeg elsker også dig. Og Liv. Og far.

Sønne: (...)

Mig: Man kan godt elske flere mennesker på én gang.

Sønne: Jeg elsker far.

Godt jeg ikke er det barns eneste forælder. Og gid Erik Sigsgaard snart ville flytte ind i bofællesskabet. Det ville være sundt for os alle sammen.

tirsdag den 9. oktober 2012

Det er ikke ligefrem Dead Poets Society...


... men måske Lupo-klubben alligevel er hemmeligheden bag Mandens zen-hed og evne til at gribe nuet, dagen og Sønne?

mandag den 8. oktober 2012

FAR er den bedste (og den med mindst noia)

Det er med Sønne-putninger som med økonomi: Når det går godt, lægger jeg dårligt mærke til det og og glemmer at bede alle guder om fortsat medvind og lykke. Det føles lissom bare naturligt med gode putninger og penge på kontoen, ikke.

Når det så går dårligt, SÅ lægger jeg saftsusemig mærke til det. Og bander og svovler og spekulerer som en gal og får centimeterdybe bekymringsrynker i panden. For hvad er mon galt. Har jeg været for lidt nærværende? Sat for få grænser? Eller for mange? Sætter jeg for få grænser lige nu!? Har jeg serviceret ham for meget? Er han jaloux på sin nuttede søster, der får naturlig nååårh-hvor-er-du-bedårende-og-nuttet-selv-når-du-sviner-med-aftensmaden-opmærksomhed - mens han selv får at vide, at han ikke må hælde mælk på bordet med vilje? Eller, oh ve, er de dumme i børnehaven; holder de ham udenfor, er han ensom, får han tæv!?

Jeg kunne blive ved. Og ved og ved og ved.

Og alle de tanker de kværner og knager i mit stakkels i forvejen trætte hoved, når jeg med flormelisdrysset stemme (krydret med nærvær, autencitet og rummelighed) forsøger at putte en rasende tre-snart-fire-årige, der bestemt ikke lader sig besnakke af spekulerende mødre.

Det er ikke nemt at være tre-snart-fire. Det er ikke nemt at være mig. Det er ikke nemt at være faren. Eller. Måske er det. Nemmere, i hvert fald.
"Vil du bare gerne op og lege?" spørger han den fortvivlede dreng.
"JAH," lyder det så (hulkende, snøftende) fra drengen.
"Det er meget bedre for mig!"

Dét tror faren på, og han er helt rolig i stemmen (som er uden kunstige sødestoffer), mens han fortsætter med at tale-tale-tale og nusse på en lille, blød ryg.

Gæt selv, hvem der putter og bedst og hurtigst for tiden. Og hvem Sønne helst vil puttes af.

Find selv på en titel. Fx "totalt almindelig weekend på motorvejen"

Jeg ved, I har været ved at dø af spænding: Nåede vi til København? Skrællede Lupo sig selv som et løg på Storebæltsbroen? Virkede bremserne?

We made it.

Endda uden (synlige eller oplagte) traumer hos nogen af de meget bil-uvante børn. Livse kiggede ud af baggruden og lavede sit bil-tegn og sine spytspruttende motorlyde nonstop i timevis. Sønne kiggede ud af forruden og råbte bilmærkerne og truede kun ind i mellem med at stige ud af Lupoen.

Og jeg krøllede mig sammen ved siden af Livs autostol og tænkte, at universet så alligevel havde planer med at udstyre mig med så korte ben. Voksne mennesker med mere normale proportioner ville altså næppe have klaret tre en halv time bag i en Lupo.

Da vi endelig kom til storbyen, skyndte vi os at køre ud i nærmeste skov. Hej, jeg bor i provinsen, har en bil, og kommer formentlig ikke forbi en Rigtig By igen, før mine børn er flyttet hjemmefra. Det er OK.

torsdag den 4. oktober 2012

Det var aldrig sket med et tog/en cykel/nogle gåben

Manden har brugt den halve nat på noget med nogle vinterdæk og noget skillen bremserne ad. Måske for at se, om de rent faktisk kunne bremse, måske for at kramme alle enkeltdelene. Det er ikke helt til at vide. Men et eller andet sted i processen brækkede en helt uundværlig, æh, bremseskrue. Og Manden så pludselig helt rasende ud og måtte trække vejret meget dybt derinde under laget af motorolie, for ikke at komme til at råbe af nogen.

Fx mig. Som ikke rigtigt forstod, hvorfor ting overhovedet skulle skilles ad i første omgang. Og som tænkte (dog uden at sige det højt), at livet sguda var simplere, dengang vi vidste, at vi blev nødt til at sætte tusindvis af kroner og timer af til offentlig transport, i stedet for at gå og regne med Lupo.

Ja, jeg har et meget bipolært ambivalent forhold til vores nye status som bilejere. Stadig.

I øvrigt har Manden nu gjort et eller andet ved en eller anden lang bremsedims, så den der skrue vist nok ikke behøves alligevel. Jeg forstår ikke, hvad der foregår. Men lige om lidt skal hele resten af familien iført arbejdstøj vistnok fikse bremserne færdigt ved hjælp af denne lange bremsedims, så bilen kan køre til København i morgen. Uden skrue. Meget betryggende.

onsdag den 3. oktober 2012

Zen og kunsten at gå på internettet

Det er SÅDAN en aften. Hvor det ene barn trælsskriger og vækker det andet barn, som så er pivvågent en time. Og hvor jeg, mens jeg ligger derinde med det pludseligt pivvågne barn, kan høre Manden (hvis indianernavn jo plejer at være Tålmodigheden Selv), tale med tiltagende vrede i stemmen til stadig skrigende størstebarn. Der også er pivvågent. Og hvor vores ellers pæne stue sejler i afgnavede rugbrødsmadder og splattede frugter og opvask og en styg, styg lugt. En lugt, der sniger sig helt ind i soveværelsets mørke, hvor det pivvågne mindstebarn ligger og overvejer sit næste move, og hvor jeg ligger og grubler over alt det arbejde, jeg skal have lavet, før jeg kan kalde det en dag. Som vi siger på dansk.

Men: Jeg er cool. Jeg hidser mig ikke op på nogen, ikke på nogen af de vågne børn, ikke på den utålmodige udgave af den tålmodige Mand, ikke engang på Anders Samuelsen. Der på mærkværdig vis defilerer forbi mine tanker, og som ellers nok er værd at blive gal på.

Og længe ligger jeg dér, ved siden af Bette i mørket, og lykønsker mig selv over mit nye, rolige temperament, min uendelige tålmodighed, min uselviske egenskab til at sætte mig selv og mit arbejde og min klam-pæne stue til side og bare lissåm være der for mine børn. Det kunne jeg aldrig have gjort, da Sønne var lille, okkedog hvor er jeg vokset som menneske og mor. Tænker jeg.

Så nusser jeg blidt min iPhone og finder en ny, rar blog, før jeg giver mig til at læse nyheder. Og først da slår det mig: Jeg er ikke er vokset en skid som menneske. Jeg har bare fået en diskret eskapismedevice, der kan fjerne fokus lidt fra alt dét, mit tidligere, iPhone-løse selv lå i mørket og raseriprustede over.

Den lader vi lige stå lidt.

Så har skuffelsen over min manglende zen-hed tid til at fordampe, og vi kan alle glæde os over teknologiens mangfoldige gaver til menneskeheden, over smartphonen, min vikarierende tålmodighed, mit digitale mor-overskud, mit lyksagelige glimt af uselviskhed på en mørk-mørk aften i provinsen.

Og nu skal jeg så arbejde og smide splattede madrester ud. Bye-bye.

OK. Biler er seje.

Manden har krammet Lupo stort set nonstop, siden vi fik den. Han har olie på hænderne og et lykkeligt smil på læberne.

Og: Vi kører ture i landskabet og går hånd i hånd ved Norsminde Strand.

Og: Vi henter Sønne og skruer helt op for Tjubangchokolademand og dytter hele vejen hjem over markerne, og hele familien er høj af bilisteufori.

Og: På fredag kører vi til mormorfødselsdag i København, og det bliver billigere, end det nogensinde ville være med offentlig transport. Langt ude, i øvrigt, men det må vi hidse os op over en anden dag.

Nu mangler jeg bare liiige at (gen)lære at køre (og klippe mit hår kort, hvis jeg for alvor skal blive til Karen Blixen. Eller...).

mandag den 1. oktober 2012

Måske jeg kommer til at elske den, når jeg lærer at køre i den?!

Vi har købt en bil: En ti år gammel, overordentlig billig Lupo.

Og i cirka 24 timer var jeg en virkelig begejstret bilejer. Altså what’s not to like? Den kører cirka 27.000 kilometer på literen, den er nuttet, den har automatgear, og den er så gennemskramlet, at det ikke gør alt for ondt på mit jeg-hader-alle-skinnende-biler-selvbillede.

Men så, bum, var det som om tiøren faldt: Jeg bor i en forstad. En JYDSK forstad. Jeg har en Nespressomaskine (som jeg elsker). To børn (som jeg elsker højere end Nespressomaskinen, undtagen om morgenen). Et lån. En køkken-alrum, som relativt tit bliver ryddet relativt op.

Og nu altså også en bil.

Og da jeg, efter tiørens fald, kiggede mig rundt i stuen med mine nye fuck-jeg-er-også-BILejer-øjne, så jeg ikke længere skumgummiet, der stikker ud af sofaen, eller tisse-syltetøjs-chokoladepletterne på puderne, eller skjolderne på den gamle ABC-reol, eller nullermændene i hjørnerne og de døde fluer i vindueskarmene. Eller maskerne fra Guatemala eller glassene fra Færøerne eller billederne fra, ja fucking hele verden. Jeg så, hvor helt utroligt pænt, vi bor. Med dueblå uldsofa iført noget matchende-agtig plaid. Med sårn lidt Miró på væggen, og med ens hvide kaffekopper og et køkken-rullebord fra IKEA. Jeg så en Eric Clapton-CD (!) henne ved anlægget, og jeg så de hvide fåreskind på vores (godt nok klunsede) Wegner-stole.

Manden kom ind og fandt mig rokkende frem og tilbage, mens jeg hvislede pænt-pænt-pænt-pænt.

Jeg truede med at lave graffiti over det hele. Han forsøgte halvhjertet at påpege skjolderne på ABC-reolen. Og så videre. Men måtte til sidst overgive sig og sige, at han udmærket forstod min trang til at skrive PIK på væggene.

Hvis vi har en slags fjollet mid-life-identitetskrise-ting kørende, har vi den i den mindste kørende sammen. Lige om lidt begynder vi nok at løbe halvmarathon eller spise kernesundt eller læse selvhjælpsbøger eller gå i meget stramt tøj.

Sønne er glad for Lupo og ikke det mindste ambivalent. Synderligt imponeret er han dog ikke. I hvert fald siger han, at han gerne SELV vil have en motorcykel, og at "vi skal købe en gravko og en dumper og en lastbil i morgen, mor."