torsdag den 18. oktober 2012

Se mig. Jeg kan passe børn OG arbejde OG smile på én gang. Løgn.

På sofaen ligger Manden og vånder sig med hold i ryggen og nogle meget blege kinder.
Udenfor i barnevognen ligger Livse og grynter på en jeg-vågner-lige-om-lidt-måde.
Inde i det der cyberspace råber mennesker af mig, at jeg svare på deres mails og skrive deres tekster NU.
Og de mennesker dér, de er ligeglade med gryntende småbørn og rygge med hold i.

Desværre virker min hjerne lissom ikke rigtigt i al den støj. Jeg kan kun rokke lidt frem og tilbage foran computeren, mens jeg prøver at peptalke mig selv:
KOM NU! Man kan nå meget på ti minutter! Hep! Stop blogging&brokking, start working, heppe-hep!

Det virker ikke.

Så prøver jeg en ny strategi:
Det er ok, siger jeg til mig selv.
Du kan bare arbejde i aften. Intet problem.

Men det er løgn, og jeg ved det. Jeg stinker til at arbejde om aftenen. Jeg bliver sur og dum og ineffektiv og føler pludselig, at det er et menneskeretligt krav at se Friends eller pille næse og glo ud i luften.

Nogle gange føler jeg mig uendeligt uegnet til at være selvstændig.
For eksempel i dag.

Og nu må jeg smutte. Jeg skal skypemødes med en farlig, faglig udlænding, mens den stakkels mand må mosle rundt med det nu vågne Livsebarn og et meget stramt udtryk i ansigtet. Måske drømmer han også om jobs, vi kunne sygemelde os fra. Måske.

4 kommentarer:

  1. Synes helt klart, at du og jeg skal teame op i den der selvstændighedsverden. Er du KLAR over, hvor meget kaffe og kage og blogging, vi kunne nå igennem, før vi rent faktisk fik lavet noget? Pt. sidder jeg med tekster til op over begge ører, og et akut behov for at læse blogs. Hvad sker der for dét? Til gengæld har jeg hverken synge børn eller nogen med hold i ryggen, der ånder mig i nakken. Så jeg hepper på god bedring hjemme hos jer og god skrivekarma. Og nu går jeg selv i gang.

    Eller nu.

    Nej, NU!

    SvarSlet
  2. I skal altså ikke teame op uden mig. Godt nok er jeg ikke selvstændig, men det kunne man vel blive på et tidspunkt. En helt ny slags arbejdsfælleskab, hvor man skiftes til at lave optager og passe hinandens syge børn. Måske lidt ala i USA, hvor de har børnepasning på arbejdspladser, jeg tror på det... Vi skal bare lige have flyttet Øglemor mod et 8xxx-postnummer og ikke det 2xxx hvor hun er på vej hen...

    SvarSlet
  3. Jeps, Øglemor, husene er billigere i Beder! Trods alt...

    SvarSlet