Det er med Sønne-putninger som med økonomi: Når det går godt, lægger jeg dårligt mærke til det og og glemmer at bede alle guder om fortsat medvind og lykke. Det føles lissom bare naturligt med gode putninger og penge på kontoen, ikke.
Når det så går dårligt, SÅ lægger jeg saftsusemig mærke til det. Og bander og svovler og spekulerer som en gal og får centimeterdybe bekymringsrynker i panden. For hvad er mon galt. Har jeg været for lidt nærværende? Sat for få grænser? Eller for mange? Sætter jeg for få grænser lige nu!? Har jeg serviceret ham for meget? Er han jaloux på sin nuttede søster, der får naturlig nååårh-hvor-er-du-bedårende-og-nuttet-selv-når-du-sviner-med-aftensmaden-opmærksomhed - mens han selv får at vide, at han ikke må hælde mælk på bordet med vilje? Eller, oh ve, er de dumme i børnehaven; holder de ham udenfor, er han ensom, får han tæv!?
Jeg kunne blive ved. Og ved og ved og ved.
Og alle de tanker de kværner og knager i mit stakkels i forvejen trætte hoved, når jeg med flormelisdrysset stemme (krydret med nærvær, autencitet og rummelighed) forsøger at putte en rasende tre-snart-fire-årige, der bestemt ikke lader sig besnakke af spekulerende mødre.
Det er ikke nemt at være tre-snart-fire. Det er ikke nemt at være mig. Det er ikke nemt at være faren. Eller. Måske er det. Nemmere, i hvert fald.
"Vil du bare gerne op og lege?" spørger han den fortvivlede dreng.
"JAH," lyder det så (hulkende, snøftende) fra drengen.
"Det er meget bedre for mig!"
Dét tror faren på, og han er helt rolig i stemmen (som er uden kunstige sødestoffer), mens han fortsætter med at tale-tale-tale og nusse på en lille, blød ryg.
Gæt selv, hvem der putter og bedst og hurtigst for tiden. Og hvem Sønne helst vil puttes af.
Håhr, det er jo fuldstændig ligesom herhjemme. Bortset fra, at det her er pigen, der er den tre-snart-fireårige, og drengen, der er nååårh-hvor-er-du-sød-selvom-du-sviner.
SvarSletBortset så altså fra, at Øglen har udset sig mig som den eneste, der duer til at putte. Hvilket jeg ikke gør, for når jeg har siddet ved hendes seng i umindelige tider og serviceret, svaret på spørgsmål og til sidst er ved at gå amokka over overspringshandlingerne, så glemmer jeg sødestofferne på stemmen og bliver mutter skrap. Og så bliver Øglen ked af det. Og så vækker hun Varanen med sit skrigeri. Og så bliver jeg endnu mere sur. Og når det hele er overstået efter 100 år, SÅ begynder de tanker, du beskriver, at rumstere.
Hvorfor kan de ikke bare lægge sig ned og sove? Hvor svært kan det være?!
Jajaja, den ene vækker den anden. Det er fucked. Der er nogle mennesker, der har to små børn selv - jeg aner virkelig ikke, hvordan de overlever.
SletOg jeg finder stor trøst (undskyld!) i, at du også lever lidt i den samme sære puttevirkelighed som mig...