Vi har slået fast, at 30-års-nærværs-lykken findes i Beder, ja? Og at her er smukt og børnevenligt og økologisk. At jeg bliver den rene Chris McDonald af al det cykling, og at det - langt det meste af tiden - er helt ok at stavre rundt i haven iført træsko uden hælkappe.
Godt nok.
Men hvad så med alle de tidspunkter, hvor det ikke er OK? Og hvor børnevenlighed og havelykke og god cykelform er ligegyldigt, fordi man hellere vil drikke nogle øller inde i byen. Fx. Eller mødes med nogle venner spontant-agtigt på StreetCoffee.
Ja, på de tidspunkter stinker Beder. Virkelig-virkelig.
Som da vi havde børnefri aften i fredags og endte med ikke at drikke ret meget, fordi det trods alt er nemmere at køre hjem i Lupo end at stå i en kold buskø sammen med nogle stive teenagere, og var vi alligevel ikke lidt trætte måske? Og hvor jeg sad, ædru og ganske rigtigt træt, i Lupoen på vej hjem og kiggede på den mørke, mørke landevej og følte mig helt og aldeles landzonefortabt og hjemveramt og på tur på bagsiden af Månen. Hvor alt er fremmed, og hvor der ikke er radiokontakt med Houston. Eller noget.
Pointen er vistnok, at alt har en pris, inklusive eksklusiv børnefamilielykke i God Bedre Beder.
Måske er pointen også, at jeg burde komme mere ud. Og få nogle flere Århus-venner, hvis sofaer jeg kunne overnatte på. Og at man nogle gange skal drikke by-øller, selvom det er koldt, og man er træt.
Jeg kan lige pludselig huske hvordan det var - nemlig at man i virkeligheden er for træt og for presset når der er tid til øllerne. Succes med øller og storby kommer måske kun en gang i mellem, men hvis man (som barnløs) gør det hver weekend vil der være sucesser ind i mellem. Det kan ikke planlægges - det kan det derimod med børnebørn. Lykken er at bygge brændeskur med et barnebarn, som stjæler ens værktøj for at etablere et (meget billigt) byggemarked i legehuset!
SvarSlet