Det bedste ved ferien (udover den var lang), var at få Sønne igen. At den, han var indtil i sommer, stadig findes derinde - og kommer ud, når der er mindre skole og mere frihed. Mindre pres og mere søvn. Mindre sidden stille og mere cyklen 10-20 kilometer om dagen.
Vi snakker her om søde, glade, venlige overskuds-Sønne, der næsten ikke kalder andre mennesker for 'fucking psykopat', og som - igen - har lyst til at klatre-svømme-bygge-lege-grine. Han er godt selskab, også for sig selv.
Med andre ord: Skolen lader ikke til at have knækket ham sådan fuldstændig permanent og irreversibelt. Og da vi indså det - drengens far og jeg - var det som om, at vi kunne trække vejret igen. Emhætten blev slukket, iggå, og i den nye stilhed lagde vi mærke til, hvor sygt meget den havde larmet det sidste halve år.
I dag er det første skoledag, og jeg synes allerede, mine lunger er blevet lidt mindre. Emhætten er så småt ved at komme op i omdrejninger igen.
Hej! Åh, det er både dejligt, men nok endnu mere hjerteknusende, at Sønne tilsyneladende har haft det SÅ godt i sin ferie, væk fra skolen - det må gøre det ret meget sværere at bede ham fortsætte sit forehavende som skoleelev. Tænker tit på, hvor prisgivede de stakkels små er, når vi som voksne bare sender dem i skole. De kan ikke sige op. De kan ikke flytte. De har ikke noget valg. Håber meget, at foråret bliver bedre for jeres lille Sønne.
SvarSletBedste tanker fra mig.
Det er det rene fængsel - når det ikke fungerer. Heldigvis går det bedre nu, men det må jeg hellere lige skrive et indlæg om. Tak for alle dine gode tanker.
SletJeg kigger tit forbi din blog for at se om der er nyt. Mit lille fine 7 årige væsen trives heller ikke - og lidt som ikke at kunne lade være med at kigge på trafikuheld - er det også nogen gange godt at læse om andre der også har deres at slås med. Det kan bare hurtigt blive så fint og godt det hele. Det er svært når det ikke er på samme måde hjemme hos én selv!
SvarSletJeg tror generelt ikke på "fint og godt" og andre glansbilleder... jeg tror på, at mange har det meget bedre end vores unger (godt for dem!), men jeg har boet for meget i bofællesskab, har for mange ærlige venner (og dem med duftlysene og vidunderbørnene har jeg drukket i hegnet for tit til, at de kan blive ved med at lyve...) til at tro på glimmer- og pastelfarvede familielivsløgne. Det finder jeg en slags trøst i.
Slet