Se hvor taknemmeligsdagsbogsagtigt!

Det bekymrer mig en anelse, at jeg måske udsender signaler i retning af, at vi bor i en mørk grotte af sorg og fortvivelse, hvor Sønne konstant sidder i skyggerne - i stigende grad mentalt handicappet af folkeskolen - mens vi rokker frem og tilbage uden handlemuligheder.

Altså den grotte findes jo, iggå, men den er ikke det eneste sted på matriklen. Den er ikke den eneste vinkel på Sønnes folkeskolestart, og den er ikke den eneste vinkel på mit humør. Der er ting at sidde i det metaforiske sollys og være helt ægte glad for.

Dem her, fx:

#1 Sønne i de lommer på fem minutter, ti minutter, en time, hvor han er helt blød og rar og sig selv, og hans lyse hår flyver ham om ansigtet på trampolinen, eller hvor han læner sig træt op af mig i en sofa, og jeg kan mærke knuderne inden i blive lidt løsere i det.

#2 Sjove, robuste, uhyggeligt velskrivende Livse, der tagger sit navn overalt. På vores hoveddør står således: LIV BOM HER, og det gør hun sandelig. Heldigvis.

#3 Bofællesskabet. Aka Sønnes vikarierende selvværd. Her er Sønnes jævnaldrende homies fuldstændig med på, at voksne er nogle idioter, og at voksenstyring er noget seriøst fuck. Så det råber de højt, meget højt, og Sønne læner sig lykkeligt tilbage i et herligt, højlydt samvær, hvor han (langt fra ånden i folkeskolen) bliver anerkendt for sin fantasi og sit klatremod og sine bøvser og sig selv.

#4 At Manden kommer hjem fra London (og medbringer vor eneste bil) sent fredag aften, og jeg derfor kun få dage endnu skal mestre institutions-skole-arbejdsplads-hjem-trættebørn-madpakkeindkøb-logik pr elcykel i efterårsvejr.

#5 Vores kortisolsænkende udsigt fra køkkenvinduet. Den virker altid, selv i funky efterårståge.