- at panikke over, at Sønne ikke skal gå i klasse med sine bedste homies i skolen
- at panikke over, at vi ikke har fået det brev, hvor der står, hvem man skal gå i klasse med, men må høre alle nyheder fra (børn! i) børnehaven
- at panikke over, at vi for evigt er låst til Beder-Malling-egnen, når først Sønne er startet i skole
- at tænke: "... med mindre han ikke trives i skolen" og så panikke over, at dét scenario overhovedet er en mulighed
- at panikke over, at Sønne hverken kan tælle til 150, opremse syv-tabellen, stave sit efternavn uden hjælp eller tegne et stamtræ med fulde relationsbetegnelser i flere generationer (jeg siger jer, mine facebook-venner har skoleparate børn).
- at overveje, om ikke de facebook-venner kører en form for selvterapi med deres konstante strøm af se-hvor-skoleparat-mit-barn-er-opdateringer (og at jeg således ikke er den eneste, der panikker en anelse. Det er en momentant beroligende tanke)
- at panikke over alt det, man skal have styr på, når man er skoleforælder (bare læs med hos Mie. Det er jo crazy) - og som vi aldrig kommer til at klare, fordi vi er de mest utjekkede i verden.
Hvis man maler fanden på væggen (og det er jeg god til, med store fedtede sorte pensler), kan man jo kun blive positivt overrasket over, ikke?
 |
| "SE MOR, HR SKÆG ER I AVISEN," råbte Sønne begejstret. Hvordan skal han mon nogensinde klare sig i religionsundervisningen uden at vide, hvem Frans af Assisi er?! Lærer man overhovedet noget om religion i 0.?! Burde jeg ikke have fuldstændig styr på hans fag på nuværende tidspunkt?! |
Åh - jeg glædes nok engang over mit valg om at deaktivere min Facebook-konto, så jeg ikke får tværet hjemmelavede stamtræer (seriøst?) og andet skoleparatheds-overload i fjæset dagligt. I stedet glæder jeg mig over, at den skole, Øglen skal på, har sagt, at de bare forventer, børnene kan tælle til 30 (og det virker ikke som en under-achiever-skole, skal jeg bare lige sige), og at det er flot, hvis de kan skrive deres eget fornavn. Efternavn havde jeg end ikke overvejet. Må gå i skarp træning nu (#not).
SvarSletMht. ikke at gå i klasse med bedste homies, så tænker jeg, at det ikke betyder det helt store for andet end de første par dage/uger (som selvfølgelig også er vigtige, men i det lange løb dog kun så ganske lille en del af 10 års skolegang). Pædagogerne i mine ungers børnehaver siger i hvert fald om og om igen, at man alligevel ikke kan forvente, at de bliver ved med at være bedste homies, fordi settingen i skolen er så markant anderledes end i børnehaven. Så det tror vi på (primært fordi det gør beslutningen om at sende Øglen på en skole, hvor hun ikke kender et øje - heller ikke i de andre klasser - bare en my lettere) ...
Uh, 30, det kan vi måske nå endnu!
SletOg det med de homies... altså vi har valgt lige præcis den her skole, fordi det var der, hans bedste homies fra lokalmiljøet skulle gå (de allerbedste skal gå inde i byen, og don't get me started on that). Vi kunne have valgt den liiige ovre på den anden side af gaden, men egen mavefornemmelse og børnehavens anbefaling (!) betød, at vi valgte den anden her. Så meget desto mere bittert. Til gengæld har det siden vist sig, at det faktisk var en anden homie - en lidt bedre - end den først antagne, han kommer til at gå sammen med (apropos det med at være utjekket), så det skal nok gå. Siger jeg til mig selv.
Just saying - man kan komme langt ved at stille på skolelederens kontor og skabe sig lidt på sit følsomme barns vegne. Man må selvfølgelig tage med i købet at blive stemplet som curlingforælder, men det kan jeg nu godt leve med, når jeg kan se at verden glider for mit barn....
SvarSletJeg er generelt så bange for at curle, at jeg kommer til at gøre det for lidt. Mere curling i fremtiden, helt klart.
SletSeriøst - min kommende skolepige kan ikke engang sige sit efternavn endnu. Dobbeltnavn, håbløst - bestemt. Men stamtræer etc ?? Det er bare klam propaganda.
SvarSletAhja! Klam propaganda! Hvis ikke det på en eller anden måde var uetisk, ville jeg blære mig meget mere med det, mine børn IKKE kan.
Slet