Tvungen forårsmindfulness. Nej tak.

For det meste er forår på landet fantastisk og fuldent og en formidal grøn tsunami og mange andre gode ord med f. Dejligt nu-og-her sol i kinder, kaffe i kop, børn i hopsa, hjemmedyrket mynte i mojitoen. Den slags.

Men ind i mellem (for eksempel i dag) er foråret nærmest for anmassende i alt sin på én gang spæde og overvældende grønhed (og gulhed og hvidhed og lyserødhed): Se mig, se mig, jeg er så grøn og flygtig, du skal nyde mig nu, NU, om lidt er jeg borte. Så bliver jeg træt. Og længes efter vinter, hvor man godt må længes efter andre tider uden at være en skarn.

Så skammer jeg mig lidt (som den gode protestant jeg er) og drikker rødvin og laver sirup ud af alle mælkebøtterne. Det hjælper. Men kun en anelse.