Det fjerne, det nære og det allernærmeste. Eller: Noget om terror og bofællesskaber

For snart ti år siden var jeg nogle måneder på en elsalvadoriansk avis, og der var parlamentsvalg med købte stemmer og dødstrusler og skyderier og 'EL PUEBLE UNIDO' og kasten med sten, og der var lig foran stambaren, og der var tåregas, som jeg måtte gemme mig for på et toilet.

Og mens jeg sad der og rystede sammen med nogle journalister, hvis universitet by the way var blevet opslugt i et jordskælv, og hvoraf mindst én by the way vist nok havde en fortid som børnesoldat, pippede jeg noget om, at jeg nu nok alligevel glædede mig lidt til at komme hjem. Hvortil én af dem (by the way, en tidligere Irak-korrespondent, by-the-way-by-the-way bror til en anden journalist, der havde været ude for 13 (13!) hold-ups på offentlige steder) tørt svarede:

- Hvor mange jordskælv er der egentlig om året i dit land? Hvor mange mord, egentlig? Hvad vil du egentlig skrive om? Du er jo journalist!

Og på sin vis havde manden jo ret. Ret ret.

Indtil i dag.

Lige pludselig er der alt for meget at skrive om i Danmark, og bare vent, om et øjeblik sender den elsalvadorianske avis (fra landet, der nu ikke længere er nummer et på listen over verdens farligste) sikkert en korrespondent til København... (i øvrigt faldt mit El Salvador-ophold dengang fuldstændig sammen med en vis Muhammed-krise, og danske flag var i brand på alle fjernsynsskærme. The circle of life and ytringsfrihed and så videre).

Men. Pointen med alt det her er, at selvom der sker forfærdelige ting i Min By (ikke Beder, København) og i Mit Land (Danmark, ikke El Salvador), og selvom jeg kan mærke ægte bekymring over al den splittelse og Islam-frygt, der allerede er ved at opstå i kølvandet på det her - ja, på trods af alt det, så er det dét, der ligger for mine egne fødder, der for alvor fylder noget i hovedet:

Vi skal vælge en ny familie til at flytte ind i bofællesskabet. Der er lutter søde, smukke, intelligente kandidater, og der er mange af dem. True story. Men: Nogle af mine bedste venner er i blandt. Og vi holder møder (delvis iført fastelavnstøj) og diskuterer stolpe op og stolpe med, og sådan skal og må det være... og jeg kan simpelthen ikke holde det ud. At jeg ikke bare kan svinge en tryllestav og få dem til God Bedre, de venner dér.

Det kan godt være, de kaster med tåregas i El Salvador, og 20-årige mænd stikker hinanden ned på gaden. Det kan godt være, at terroren er kommet til Danmark for at blive. Det kan godt være, at det alt sammen burde give noget perspektiv. Eller - et eller andet, iggå. Det gør det bare ikke rigtigt. Mit hoved er fyldt med husmøde og med stiltiende men forbitrede bønner til universet: Prøv lige at forestil dig engang, mand, hvad det ville betyde for mit forhold til forstæderne (noget godt, noget virkeligt godt!), hvis jeg kunne få lov at bo sammen med liiige præcis den familie, jeg gerne vil bo sammen med... Tænk engang hvor helt utroligt fantastisk dejligt det ville være!