Så i det stor hele går det faktisk OK

Jeg er her stadig. Stadig-agtigt og selvfølgelig. Jeg har bare så frygteligt travlt på den måde, jeg altid har frygteligt travlt her lige midt på vinteren: Med at bære min vinterdepression og min tunge vinterkrop. Det er ikke jule/forstads-flæsk (selvom det er der nok også noget af), det er ligesom knoglerne bliver tungere om vinteren. Markerne er brune, knoglerne er tunge, bofællesskabets vinterkulrede børn larmer afsindigt i spisesalen hver aften. Kyndelmisse-tunghed.

Og jeg har travlt med at fange mus. Danmarks største. Den blev fanget i et rottefælde, og én til og én til.

(I virkeligheden har jeg travlt med at få andre til at fange de mus. Min modige børn for eksempel. De synes, at mus er "fucking nice.")

Og jeg har dejlig-travlt med cykle frem og tilbage til byen, gennem byen, på min elcykel ellie. På den er jeg lettest, og bakkerne er fladest. Forbløffende som jeg er ligeglad med, at jeg ligner en dame på 70. I regntøj og med cykelhjelm. Fuldstændig flintrende lykkeligt ligeglad.

Og med det arbejde. Jeg gider ikke skrive om det. Det er forfærdeligt og fantastisk, vi må snakke om det en anden dag.

Og med at nyde, at mine børn er så kæmpestore, at vi ind i mellem kan sove, drikke, læse; at der er tid til at tænke alle de her alt for mange tanker.

Og med skiftevis at hyperventilere over, at Sønne starter i skole om lidt (og at vi således er bundet til forstæderne for evigt-og-evigt) og med at ikke-forstå, at børn overhovedet kan bo i byen. At prise mig ægte lykkelig for de marker og de kælkebakker og de lykkelige unger, der står på ski og har røde kinder ("og PINK skistave mor, husk det nu, husk det nu!").

Og med at stresse over samfundet, nutiden, systemet, klimaforandringerne, krigene. Den slags. Måske er det et udslag af de vinterdepressive tendenser, måske læser jeg for mange Andrea Hejlskov-agtige blogs. Eller måske ligger der en ægte erkendelse og bobler og kræver handling, revolution, action. Både makro-action og mikro-action:
Skal min seks-årige virkeligt se X-Faktor?!
Skal han virkeligt snart skolereformsheldagsskole?!

(I virkeligheden er det ikke en pludselig erkendelse eller noget med at læse for mange ekstreme blogs. Jeg har altid været sådan. Som barn stod jeg i en periode og lod vandet løbe direkte fra hanen og ned i afløbet for at fortynde det forurenede vand, jeg havde hørt, fiskene svømmede rundt i i havene. Sådan har jeg det med at gøre forkerte ting med de allerbedste intentioner og i øvrigt stresse over ting, jeg ikke ved ret meget om. Det bliver bare værre(-bedre) om vinteren og forstærkes af  børne-husleje-betinget travlhed...)

Og med at høre Agnes Obel, som ophøjer almindelig vinterbrun melankoli til poetisk eksistentialismus.

Og med at snakke med mine melankolske venner og mine glade venner, og med at huske-huske-huske mig selv på to ting:

1) Det bliver snart forår.

2) Vi skal snart på Ægte Solferie. Bestilt af mit sommerjeg, der udmærket kender mit vinterjeg og derfor kan tage sine forholdsregler.