Folkeskolen i sort-hvid. I dag i sort.

Kære Sønne

"Hvorfor må jeg ikke komme hjem, når jeg har den følelse inden i, mor, hvorfor må jeg ikke?" græd du, mens du skiftevis nev mig i armen, trampede i gulvet og klyngede dig til mig som en et-årig med seperationsangst.

Og hvad skulle jeg svare?

Og hvordan skulle jeg forklare dig, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, men systemet, politikerne, folkeskolereformen. At man selvfølgelig bliver fuldstændig udmattet, når man som skolebegynder går i skole fra 8.15 til 14.45, samtidig med at man skal forsøge at lære, hvad fanden der overhovedet forventes af én. Når man er så forvirret over alle de krav og alle de mennesker, at man ikke kan falde i søvn og slet ikke vågne om morgenen; at man bliver så træt, at en i forvejen vanvittig lang og voksenstyret skoledag virker uendelig.

Jeg har politikerne (se, i generaliserende flertal, jeg er for træt til nuancer) mistænkt for at bruge folkeskolereformen som bevidst undertrykkelse af al folkelig modstand (mod afvikling af velfærdssamfundet, dårlig behandling af de svage, hvad vi nu kunne finde på at protestere mod). Det virker i flere generationer: Forældrene er for trætte og fokuseret på deres trætte børn til for alvor at kunne gøre andet end arbejde-hente-handle-putte-arbejde... Og børnene indoktrineres effektivt og tidligt og omfattende med en "kom nu, videre videre"-mentalitet og skal i øvrigt bruge så meget krudt på skolen, at der slet ikke er tid til ret meget andet. Inklusive udvikle en konstruktivt-kritisk tankegang overfor de omgivelser, de er i.

Men det var jo slet ikke dét, jeg ville sige. (Jeg ved i øvrigt også godt, at min trætte vrede er socialist-rød. Sådan er det altid. Rød-sort. I morgen skriver jeg helt i hvid, den farve skolemaling har nemlig også. Heldigvis.)

Det, jeg ville sige, var:

Efter jeg havde efterladt dig der, så vred og ked af det, i armene på en SFO-voksen, jeg aldrig før har snakket med, længe efter klokken havde ringet... ja, så blev jeg selv vred og ked af det. Over at du skal gå så meget i skole, over at man ikke kan lege meget mere, når man er seks år. Jeg sagde til dig, at det nok skal blive bedre, og det skal det. Det er helt sikkert. Men jeg kan godt forstå, at du - som du sagde - "ikke kan holde til mere."

Senere ringede jeg til den voksne, som sagde mange fine ting. Han sagde, du var sød og bestemt og sej. At du var utroligt god til at mærke, hvordan du havde det, og hvad du havde brug for. At det var vigtigt, at du blev ved med at være så god til de ting - og at det er de voksnes opgave at hjælpe dig med det.

Han sagde også, at du var det tredje barn den morgen, han havde prøvet at trøste. Fordi det er hårdt at starte i skole, især når man skal gå SÅ mange timer i skole, som politikerne har bestemt, I skal.

Sønne, jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg skal nok finde ud af det. Og det skal nok blive nemmere. Det lover jeg.