"Nu har du ikke klaustrofobi, vel?" spurgte min gigtlæge, da hun ordinerede scanningen.
"Lider du af klaustrofobi?" stod der på papirerne, jeg skulle udfylde i hospitalets venteværelse.
"Det er ikke sådan, du har klaustrofobi, vel? Er du sikker?" spurgte radiografen, mens jeg klædte om til hospitalsoutfit bag et meget sporadisk dækkende forhæng.
Nej, nej, nej. Svarede jeg. Til sidst med udråbstegn.
Men jeg skiftede straks mening, da jeg - liggende på en smal, hård briks og dækket af en tung plade fra bryst til lår - blev kørt ind i et lille, varmt rør, og radiografen forsvandt bag en smækket dør. Og magnetfeltet begyndte at bimle og hyle på en bizart uhyggelig måde, og temperaturen i røret bare steg og steg. Og var der egentlig ikke også mistænkeligt lidt ilt?
Lad os blot glæde os over, at det ikke helt tog den "gode, halve time," radiografen havde truet med, fordi jeg simpelthen var så ekstraordinært god til at ligge stille. Also known as stiv af skræk.
Og lad snakke om resultaterne en anden dag.
Hmm, hvis man ikke allerede har det, kan man sikkert lynhurtigt få det - klaustrofobi altså - når man bliver puttet ind i sådan en scanner. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke har sagt, at det var møgubehageligt. Venter i (urolig) spænding på at læse om resultaterne. Jeg håber, de var gode.
SvarSlet