Bitterhed. Åbenbart ikke en varig sindstilstand.

Det gør stadig ondt i min patientkrop.

Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Sønne er oven i købet i en vågen-om-natten-fase, og Livses massive trodsalder overdøver selv overboens afrikanske trommer.

Vi er bagud med alle arbejdsopgaver og bofællesskabspligter og sikkert en hel del regninger.

Det er nemt nok at tælle sine ulykker. Det gør jeg også tit. Mens jeg græder og skælder ud og forbander alle forstæder og bækkener og mennesker.

Bare ikke lige for tiden.

I stedet traller jeg rundt og kysser mine umulige børn og min mand og skåler i lunken kaffe og synes, at livet er herligt. I skrivende stund sidder jeg (på mit ømme bækken) i togvognenen med gråspurve i vinduet og massiv fare for røgforgiftning på grund af mine ringe optændingsevner. Med usandsynligt mange forsinkede vigtigt-vigtige arbejdsopgaver, jeg under ingen omstændigheder kan nå at lave. Og jeg kigger helt grund-glad ud på gråvejret og naboens lasede får gennem togvognens fedtede ruder og priser min uendelige lykke.

Måske er det vanviddet, der endelig er sat ind. I så fald er det velkomment, også selvom jeg skulle blive normal/gnaven igen om et øjeblik. Pauser er OK.

Måske er det d-vitaminerne, jeg er begyndt at tage ekstratidligt i år, der har en effekt. Måske har jeg simpelthen bare være gennembitter så længe, at bitterheden er sluppet op. Jeg er løbet tør for bitterheds-enzymer, bitterheds-neuronerne er brændt over. Måske bliver jeg aldrig bitter igen.