Værdighed. Åbenbart ikke et varigt personlighedstræk.

Hallihallo hvor vi glædede os! Mor bag rattet, Sønne med svømmetøj i favnen. Høj musik, medbragt bonusmadpakke. På vej til fritidsaktivitet i lokalområdet, nyrenoveret svømmehal. 5000 point på forstadskontoen.

Vi nåede næsten - næsten - fra bilen til døren, før Sønne gik i mentalt og fysisk backgear. Han gik tre skridt baglæns, mens hans ansigt krøllede sammen og han hvislede nej. Jeg vil ikke. Kom vi går hjem.

Det var så der, klokken lidt i fem en sjasket, træt tirsdag, at jeg bare skulle have sagt: Ved du hvad? Det gør vi sgu i dag. Så kommer vi igen næste tirsdag.

Men næ-nej. Drengen havde glædet sig, og det skulle hans ængstelighed-frygt-nervøsitet-tilbageholdenhed-signalstærkhed saftsusemig ikke stoppe.

Tænkte jeg.

Og halede, virkeligt halede, ham ind i dameomklædningen. Hvor han bare blev rødere og rødere i hovedet, og klokken hastigt nærmede sig fem - svømmestartstidspunktet - mens glade børn brusede sig omkring os.

"Hvad kan gøre det her nemmere?" hviskede jeg pædagogisk-desperat og tilbød alskens tilfældige ting. Fx at gå ind i drengens omklædningsrum (vel OK når ungerne er max syv år, iggå?!), og det ville han gerne.

Gennembrud!

Så det gjorde vi, og jeg trak tøjet af det modvillige barn. Mens jeg lovede, at han blot behøvede at komme ud i hallen og kigge lidt, og speed-peptalk-hviskede om at huske på glæden og bryde gennem frygten og mere gas af samme støvede selvhjælpsskuffe.

Mit krise-tunnelsyn-tunnelhørelse-max-fokus-på-Sønne gjorde det nemt at ignorere de mange, mange mænd omkring mig. Derfor var det også så meget desto mere overraskende at blive prikket på skulderen af en tydelig beklemt Bederfar, der snakkede noget om, at trænerne også skulle klæde om, og de store børn og mæh mæh.

Jeg kiggede et øjeblik ned på mine egne tæer i mangel af bedre holdepunkt og bemærkede strømpebukserne, der stadig beklædte dem. Midt i en voksende brusebadsvandpyt. Svært lissom at vriste dem af under lidt for stramt pencil skirt i fædrefyldt forstadsomklædningsrum, ikke.

Og i øvrigt stod prikkefaren og kiggede på mig og forventede tydeligt et svar.

Så fandt jeg mit største tandsmil frem og sagde noget beroligende/helt sort og trak mit tåre-bruser-våde-barn ud i den nyrenoverede svømmehal. Hvor forældre med bare tæer og lige lovligt velkendte børnehave-ansigter sad bænkede langs de nyrenoverede vægge. Men OK. Af sted i krig og ud i vandpytterne, iført tiltagende våde strømpebukser og tiltagende angst barn.

"Du behøver ikke komme i vandet, men vi går lige hen og siger hej til læreren," beroligede min halvt-insisterende-halvt-empatiske-helt-manipulatoriske autopilotstemme og trak ham hen til nybegynderholdet.

Der viste sig ikke at være ret nybegynder. Siger jeg bare. I hvert fald sprang 13 af de 15 børn direkte i vandet og gav sig til at lege fangeleg på lærerens kommando.

Barn nummer 14 skulle have en beroligende peptalk af hjælpelæreren plus et svømmebælte.

Barn nummer 15 var mit og sad på kanten med tåspidserne i vandet (tvunget af BS Mor). Og jeg sad i havfruestilling ved siden af med nu sjaskvådt pencil skirt og lyttede overrasket til den fortsatte strøm af "you can do it"-"fear shouldn't control you son"-snak, der strømmede ud af mig.

For nu at gøre en lang og trist historie kort og trist, så sad vi dér en time. En time. Én eneste gang dyppede Sønne sin lille, kolde krop i det store, kolde bassin, og det kun fordi jeg et eller andet sted i min helt uendeligt lange bullshittalestrøm havde lovet en førstegangs-svømnings-fejring-verdens-største-is, hvis han kom i bassinet.

Først til allersidst, da jeg havde aftalt med læreren, at jeg godt måtte komme med i bassinet næste tirsdag, slappede han lidt af og syntes næsten det var spændende at se de 14 andre svømmere plaske rundt iført svømmefødder, blå læber og lykkelig latter.

Og så var det jo ellers bare at trisse ud i mandeomklædningen igen, hvor der stod et par halvvoksne nøgne drenge. Jo. En venlig far hentede næsten alt vores tøj, så vi kunne bakke ind til damerne, uden om brusebadet, få klor-Sønne direkte i tøjet og ud i bilen.

Videre til Netto - med mig i bare ben og vådt pencil skirt - hvor vi diskuterede noget, om Magnum virkeligt er verdens største is. Og så ellers highfives Sønne for hans trods-frygt-evner og speedfortælling af 30 opbyggelige historier om min egen frygtovervindelse.

Han virkede nærmest stolt, men måske forveksler jeg stolthed med "jæs jeg overlevede og har fået en uge til på vores dejlige klode, før jeg igen skal i skærsilden med min onde, utilregnelige mor." Svært at bedømme. Så jeg valgte mulighed et, stolthed, og forsøgte at ignorere min egen følelse af panik over, at der er under et år til, at han skal starte i en skoleklasse, hvor han ikke kender en sjæl, og hvor jeg næppe må komme med hver dag.

Her til morgen kravlede han op på skødet af mig - drengen, der indtil i går klokken halvfem virkeligt glædede sig til sin nye fritidsaktivitet - og spurgte "hvorfor skal man egentlig gå til svømning, mor?"

Svært at svare på. Også hvis man er moren, der som karmastraf for at have opholdt sig i mændenes omklædning skal være iført bækkenbetinget blegfedhed og 19 år gammel gennemsigtig Speedobadedragt foran en svømmehal fuld af påklædte voksne om under en uge.

For fanden i helvede altså.