tirsdag den 13. maj 2014
Night terror hedder det, siger de kloge
HVORFOR BLIVER ALTING STØRRE HELE TIDEN? HVORFOR BLIVER VERDEN STØRRE HELE TIDEN? skriger drengen panisk ud i mørket og hans hænder griber ud efter noget, han ikke kan få fat i. Jeg holder ham tæt ind til mig og bærer hans 16 tunge kilo rundt i hele huset dér midt om natten. Og jeg vugger ham som en baby og hvisker beroligende sludder til ham, halvt svedig af angst over hans potentielle vanvid, halvt underligt taknemmelig over, at han stadig er så lille, at han tror på, at jeg faktisk kan beskytte ham fra alt det, der bliver større hele tiden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Åhh, lille pus! Night terror er frygteligt. Har prøvet det et par gange med Varanen, da han stadig var så lille, at han ikke kunne gøre meget andet end at skrige og græde og forsøge at verfe alle, der kom i nærheden, væk. Har han det tit?
SvarSlet(I øvrigt - 16 kg? Han lyder som en slank dreng. Sagde moderen til en særdeles bastant Varan, der ikke er blevet vejet for nylig, men som til 2-års undersøgelsen for mere end 6 mdr siden vejede 14,8 kg)
14,8 kilo! Wow!
SletMåske vejer Sønne 18? Eller 19? Det er et sjus... Men ja, han er til den bette side. Selv vejede jeg vistnok 19 kilo, da jeg startede i skole, så vi har bare ikke de største mennesker i verden hjemme hos os.
Den stakkel! Har prøvet det to gange, da min datter var 3-4 år; hun græd og græd og var helt utrøstelig, og vi var lettere paniske, for hvad var der galt?? Den ene gang ringede (!) min underbo (som selv havde to børn) op og sagde, at vi havde vækket hende og børnene, og det var rigtig træls... Tak for crap!
SvarSletLårteunderbo! Og lårtedrømme. Det er virkeligt skræmmende at være vidne til. Tidligere boede vi heldigvis sammen med en børnelæge (i bofællesskabet, forstås), som holdt lange beroligende taler - og ikke klagede over al skrigeriet midt om natten.
SletDer er ikke noget at sige til, at hjernen arbejder om natten, når man render rundt med så store tanker i hovedet.
SvarSletNight terror er skrækkeligt. Det havde Miriam også i en periode. Hun vågende op skreg og baskede med arme og ben, mens hun stirrede ud i luften. Manglede bare at hendes hoved drejede 360 grader rundt før det var et klip fra Excorsisten. Bortset fra at jeg ville have elsket hende uanset og forsøgt at trøste hende.
Vi er lige flyttet i et nyt hus og det har også givet mareridt, men slet slet ikke noget i samme grad. Til gengæld er hendes lille hjerne ved at koge over med, at "hele verden jo flytter, når vi flytter mor!". Hun er nemlig kommet til at den konklusion, at når beboerne i det hus vi flytter ind i er flyttet, og vi er flyttet, og nogle flytter ind i vores gamle hus - ja, så må resten af verden jo også rykke sig en tak. Hendes egen lille kaosteori hvor effekten der sætter gang i den ustyrlige proces ikke er en sommerfuglevinge, men flytninger af ting og mennesker.
Håber det snart går over for ham...
Det var en opbyggelig historie! Tak for den. Jeg har haft billedet af barnet med det roterende hoved på hjernen i flere dage nu...
SletOg ja, store livsændringer har store konsekvenser, især hvis man er den lidt følsomme type (som fx Sønne. Og som fx mig)