Gæt selv, hvilken livsstrategi der fungerer bedst

Når vi har truffet en svær beslutning med tvivl og plus-minus-lister og skal-vi-ikke-bare-beslutte-det-en-anden-dag og flere lister og mere tvivl... så reagerer Manden sådan her:

Jamen hvor føles det bare godt! Jeg er HELT sikker på, at det er det rigtige! Jeg kan mærke det nu, lissom, og jeg er slet ikke i tvivl mere - tænk, at jeg nogensinde har været det!? Det her skal nok blive godt!

Og jeg reagerer sådan her:

Det er den HELT forkerte beslutning! Hvordan i alverden kunne jeg nogensinde være så dum? Jeg er den værste mor i verden! Det her bliver aldrig godt, jeg kan mærke det, lissom. Fuck.

(Vi har set antydning af denne min meget lidt modne og meget lidt brugbare post-beslutnings-angst før, for eksempel da vi udskød Sønnes skolestart. Hvilket jo for fanden VAR den rigtige beslutning. Og en ret nem én oven i købet.)

Nå, men anyway. Vi skulle jo vælge børnehave til Bette, iggå. Hej tvivl og lister og overspringshandlinger og lister og tvivl. Kampen stod mellem det sted, hun går i vugger, som hun kender og elsker, og som er fint (men hvor de kører en lidt kinesisk mal-ens-sid-stille-pædagogik og en lidt New Jersey-agtig psyko-kagekonkurrence) og så Sønnes børnehave, som er stor og larmende og fantastisk og irriterende og smart for familielogistikken og økologisk fuldkost og alt for kaotisk og what have you.

Vi valgte Sønnes børnehave.

Måske fordi vi havde udskudt beslutningen så længe, at vi blev NØDT til at vælge en træt aften, hvor jeg ikke kunne overskue at have børn i to forskellige institutioner et år til. Måske fordi vi skulle vælge lige midt i græd-jer-selv-i-søvn-gate. Måske fordi det vitterligt var den rigtigtst-agtige beslutning.

Host.

Manden reagerede, surprise, ved hele tiden at blive mere og mere sikker på, at det er en skidegod beslutning.

Jeg reagerede, surprise, med tiltagende angst, skyld, bøvl og flimren for øjnene. Hvordan i alverden kan man tage den her prinsesse...

... der går i en prinsesse-egnet institution med mennesker, hun kender og holder af, og sende hende ud i en larmende mudderpøl med 120 børn, hun ikke kender?! Tilføj selv 100 negative scenarier, der involverer fremtidig skolegang og gråd hver morgen ved aflevering, så ved I nogenlunde, hvorn jeg har det, mens jeg halvhjertet messer til mig selv: Du ville have været endnu mere i tvivl, hvis I havde valgt det andet, du ville have været endnu mere i tvivl, hvis du havde valgt det andet...

Om to uger starter BetteLiv i børnehave. For hver gang jeg henter og afleverer hende, får jeg mere flimmer i øjnkrogene og tungere skyld på skuldrene.

I mit næste liv vil jeg være Manden.