"Nu går der ikke mange dage, så skal du i BØRNEHAVE, Livse-skat!" siger jeg med min mest sleske melis-stemme.
"NEJ!" siger Liv med sin højeste, allermest bestemte stemme.
Og sådan er det hele vejen igennem.
Også når jeg afleverer hende i vuggestuen, og hun græder, til hendes små, runde kinder bliver sjaskvåde og siger, at de voksne i vuggestuen kommer til at savne hende.
Soleklar præ-børnehave-reaktion.
Soleklar skyld og skam og fortrydelse hos mig.
(Nye læsere kan få et kig ind i vuggestue-børnehave-beslutnings-farcen her).
Nårh altså - til jer begge to. Er det ikke ret almindeligt at have nej-hatten på i den alder? Glæder mig til at læse, at Bette-Livse er faldet godt til i ny, stor børnehave :-)
SvarSletPS: Det går forhåbentligt bedre med bækken-led? Jeg undrer mig stadig over, hvad man mon foretager sig for at få ondt netop dér??
Tak! Og jo, nej-hatten er almindelig... bare ikke i så udpræget grad for BetteLiv (og den er meget målrettet børnehaven - men det KAN jo være, fordi hun kan, hvor utroligt meget hendes sarte mor har brug for, at hun bare siger jajajajajajaja og JA).
SletHvis du er på udkig efter et betændt bækkenled, skal du bare:
- sende din mand tre uger til Hobro og sørge for, dine børn er syge imens, så du hele tiden slæber rundt på dem.
- løbe en god, lang tur på asfalt i dårlige løbesko.
- eventuelt sikre dig, at du er typen med generel tendens til bækkentrouble.
Så skulle den være hjemme!
Jeg griner og græder med jer! Tak for din alvorlige, underfundige og altid modige blogindlæg. Jeg er fan.
SvarSletTak. Virkelig-virkelig tak. Med-gråd (og ros) hjælper altid.
Slet