Lidt dement, meget ambivalent

På forsiden af Helse stod der Jeg føler mig stadig som en 38-årig. Og jeg stod med Helse i hånden dér på Apoteket og tænkte: Ja, præcis sådan føler jeg mig også!

Så kom jeg i tanker om, at jeg ikke er 38 endnu.

Så tænkte jeg lidt over, hvor gammel det nu egentlig er, jeg er.

34 er svaret.

Hvilket burde stå helt lysende klart i mit endnu ikke 38-årige hoved, eftersom jeg havde fødselsdag for en uges tid siden.

Så blev jeg ramt af en mild panik, stadig med Helse i hånden: Havde jeg måske nået noget som helst af det, en 34-årig burde have nået? Alt det jeg havde forestillet mig, jeg skulle have nået i denne tårnhøje alder?

Var jeg blevet redaktør på Weekendavisen? Havde jeg skrevet en roman? En digtsamling? Havde jeg boet i udlandet med min familie og samtidig bestridt et vigtigt job for Røde Kors? Var jeg blevet en kendt kronikør og debattør i kulturradikale medier? Var jeg blevet Danmarks bedste videnskabsjournalist? Havde jeg afleveret (eller overhovedet fået muligheden for at skrive) en ph.d.-afhandling? Var mine uhyre sjældne talenter som journalist blevet opdaget af BBC/Geographical/andre seje udenlandske medier? Havde jeg vundet en vigtig pris for min store indsats for at redde verden? Havde jeg medvirket til kuren mod den globale opvarmning? Og havde jeg siden forkastet alle disse falske værdier og flyttet til Det Simple Liv i skoven uden boliglån og børnehaver?

Nej og nej og nej og nej og nej.

Havde jeg i det mindste fået et prestigeagtigt job med pensionsopsparing og the jazz?

Nej.

Og nu kan man måske indvende, at min panik var rimeligt langt ude. Fordi min forestillings-liste var rimeligt langt ude, iggå. Og fordi jeg jo faktisk har nået en hel del, og at det med pensionsopsparingen og det faste job vel for høwled er et slags valg. Og at det jeg i virkeligheden-virkeligheden gerne vil jo er at se verden med min familie, og ifølge forestillingslistens meget mærkelige logik er det ingenlunde for sent til dét (og at mine børn er glade og Sønne overlever sin skolestart og blablabla). Og fordi jeg var en meget lykkelig 34-årig på min 34-års fødselsdag med 'happy birthday dear Moah' og "mor-mor-mor vi har købt noget BLÅT til dig, vi må ikke sige, hvad det er!"

(Det var en kjole, én af flere fremragende gaver.)

Alt det mindede jeg mig selv om, mens jeg sendte apotekeren et ungdommeligt farvelsmil og gik ud i Lupoen. Hvor jeg kiggede på Helse-forsiden igen og alligevel fandt langt større ro ved at tænke: Måske kan jeg trods alt nå at blive den bedste til noget eller bare blive noget fint eller noget vigtigt eller noget velbetalt, inden jeg bliver 38.

Nu tænker jeg: Måske kan jeg nå at lære det der med at sætte lidt mere pris på alt det, jeg har, og hvile lidt mere på mine mange laurbær, inden jeg bliver 38.

(Arh, hvor uambitiøs! Det kan jeg sguda allerede. Måske kan jeg nå noget VIRKELIGT stort!)

(Og sådan kan det her fortsætte i det uendelige, mens mine indre stemmer, Ambitiøse Ulla og Taknemmelige Tove, slås hele dagen. Gå I bare tilbage til arbejdet og lad Ulla og Tove skændes i fred.)