Postkort fra Banegårdspladsen

Jeg sidder i min dyne af Baresso og kigger ud gennem vinduets juleglimmer og lampespejlinger på Banegårdspladsen, der blinker og lyser og spytter mennesker ud og lader biler og busser og cykler køre hvorhen, de nu skal, under himmelen, der ganske langsomt bliver mindre og mindre sort. Og der er dyr, blød kaffe i mit glas og helt gratis, blød musik i mine ører, og jeg burde arbejde-arbejde-arbejde, men jeg skal lige by-kaffe-meditere et øjeblik til, et lille øjeblik. Jeg er heldigvis for nærsynet til at læse de ligegyldige lokalnyheder på Stiftens facade, og den lille, røde mand i krydset lyser udtværet julerødt. Og som min slunkne indre konto for urbane stemninger lige så stille bliver mindre slunken, bliver der plads til at mærke og føle, og jeg kan mærke og føle, hvor meget jeg savner mine børn.