For det vanskelige sind er summen af bekymringer konstant

Et drengebarn født sidst på året. Et drengebarn med stort behov for frisk luft og seriøs klatren i træer; et drengebarn der er ganske tilbageholdende overfor nye mennesker. Især nye børn.

Det lugter af et drengebarn, der ikke skal i skole til sommer, selvom han egentlig burde. Iggå? For kunne han mon agere i noget så stort og socialt og farligt? Og kunne han sidde stille? Og parere ordre? Og være den lille altid? Og... så videre? Nej vel!

Det ville aldrig gå, tænkte vi. Og fik skolestartsudsættelse (det hedder det skam), og jeg var glad og lettet i lige præcis to minutter.

Så gik mit vanskelige, bekymrede sind i selvsving igen. For pludselig skete der noget med drengebarnet.

For eksempel gav han sig til at skrive sit navn. Og bruge hele eftermiddage på at skrive alfabetet af fra bøger og vrøvleoplæse historier for sin lillesøster. Og han sad stille i timevis, tegnende, malende, farvelæggende, limpistolslimende. Ofte, sgu, ikke bare engang i mellem.

Var han ikke også utroligt intelligent, ligesom, i den måde, han limede ting samme i 3D?

Så blev han pludselig god til at snakke med nogle af de unger henne i børnehaven, som han ellers aldrig har snakket med. Ind i mellem er det ligefrem et fest at aflevere om morgenen, når han står der modent og glad og vinker med sine buddies.

Så lærer han at falde i søvn i egen seng uden voksenselskab.

Så svarer han internationale gæster på engelsk (!).

Så opfører han sig på alle måder modent og artigt og ansvarligt og socialt kompetent, så skolelærer-vennen kommer til at sige:

"Sig mig engang, kommer han ikke til at kede sig et ekstra år i børnehaven? Han virker utroligt læseparat."

Så nåede min selvsving nye højder. For filan altså. Mennesker med mindre vanskelige sind end mig ville læne sig tilbage og nyde den (ganske givet midlertidige) frugt af fem års hårdt arbejde, gode gener, pludseligt held, whatever. Jeg går så i selvsving i stedet for.

For tænk nu, uha!, hvis han skulle komme til at kede sig!

Jeg kan godt selv se det. Heldigvis.

Og heldigvis er Sønne rimeligt lykkelig uvidende om alt det her. Og - ind i mellem sin intelligente limen, engelsk-snakken, navne-skriven - får han stadig lystige fem-års raserianfald, græder når han bliver afleveret, nægter at spise grønsager og er dybt upædagogisk overfor sin søster. Han spyttede endda på sin elskelige onkel i weekenden. Thank God.

Se hvor skoleparat med det lim i 3D!