Jeg har boet i Beder i halvandet år nu.
Og den har været sikker hver gang; når jeg har forladt de sidste rester by og bevæget mig ud mellem træer og marker (på cykel, i bil, i bus), har jeg tænkt: Det kan ikke passe! Jeg må være kørt for langt! Jeg har overset Beder! Nu er jeg jo midt i ingenting!
Indtil i går.
Jeg kørte Lupoen hjem gennem tusmørket og trallede med på noget lavkulturel radio og fik pludselig øje på skiltet med afkørslen til Beder. Og tænkte: Det kan ikke passe, jeg har kun kørt et øjeblik! Er jeg her virkelig allerede?!
Måske er jeg blevet en mere rutineret bilist. Måske er jeg blevet en lille smule bedre til at bo i forstæderne.
Måske begge dele :-)
SvarSlet