Verdens bedste vuggestue

I går overhørte Manden en samtale mellem to pædagoger i vuggeren. Jeg vil ikke gengive den ordret, for how could I, men humlen var:
Den ene pædagog påpeger, hvor varmt et lille (skrigende) barn er blevet ude i barnevognen.
Den anden pædagog siger (roligt), at det nok er fordi, at hun har skreget et kvarter nu, men at hun da lige kan få fem minutter til.
Den anden pædagog siger (roligt) fint-fint og vender tilbage til sine gøremål.

Den lader vi lige stå lidt, mens pletterne for øjnene fortager sig.

Manden troede ikke sine egne ører og stak derfor hovedet ud ad døren for lige at få vished for, at der ikke lå nogen små børn og skreg.

Men det gjorde der.

Og selvom han ikke er typen, der er sen til at tage en konflikt, når den skal tages, gik han hjem. Helt tavs og rystet.

Hvis jeg havde luft til at råbe højt, ville jeg gøre dét, men jeg nøjes med at hviske forsatan i helvede af rent chok. Han må jo spørge dem, hvad det gik ud på, det der. Og vi må få vished for:

- Har vores Bette ligget og skreget sig selv i søvn, mens voksne mennesker med fuldt overlæg gik rundt og lod hende ligge der, desperat, fortvivlet, uforstående, i 20 minutter eller mere?

- Får andre små mennesker lov til at ligge og skrige i 20 minutter - med fuldt overlæg?!

Jeg prøver at give dem the benefit of the doubt (ja, helt sikkert), indtil Manden har fået opklaret, hvad der foregår. Men jeg lover jer (og alle de et-årige, der ikke kan andet end at skrige og i hvert fald ikke sagsøge staten/kommunen/vorherre eller skrive meget vrede kronikker), at de ikke får lov at dø i synden. Ikke. Ikke. Ikke. Ikke.