- Se, så skal du have strømper på; de fine med...
- NEJ! IKKE DEM!
- Fint fint, så find du nogle andre.
- NEJ! NEJ!
- Æhm, enten så får du dem her på -
- NEJ! MIG! VÆLGER! SELV!
- ... eller også finder du nogen. Æh, godt! Så gør det nu.
- NEJ!
- Jamen Livse... vi skal ud af døren. Jeg -
- NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!
- Men -
- NEJ!
...
Gentag selv ovenstående i en uendeligsløjfe med stigende intensitet. Og glem venligst, hvis jeg tidligere har sagt, at det er nemmere at tackle trodsalder hos barn nummer to. Godt nok lykkes det mig ind i mellem at minde mig selv (og Manden) om, at det næppe er vanvid/fejlslagen opdragelse/gudernes straf/psykisk sygdom. Men jeg er ikke blevet synderligt bedre til at tackle dagligdagens 27.000 uforudsigelige raserianfald fra husstandens mindste, end dengang det var Sønnes tur. Prust.
Børn er fucking urimelige. There, I said it. Tag den, Erik Sigsgaard.
SvarSletJeg har en voksende mistanke om, at Eriks kone tog ret meget af slæbet hjemme hos Erik (det var fx altid hende, der puttede!)
SletNEJ, ikke sådan der!
SvarSlethttp://www.youtube.com/watch?v=jtIa9CmiwIE
Præcis
Slet