Mig: Men hvornår blev det sådan her?! At vi bare arbejdede og arbejdede og arbejdede hele tiden? Hvornår var det, at vi skulle leve det der simple liv, hva'?
Manden: Jeg ved det ikke.
Mig: Hvordan blev vi til de her to Mærsk-agtige mennesker, der bare arbejdede non-stop...?!?
Manden: Hm.
...
Manden: Vi er da rigtigt meget sammen med vores børn.
Mig: Ja. Jaja. Men vi er kraftedme meget sammen med vores arbejde også. Meget, meget sammen med vores arbejde.
Manden: Det er sandt.
***
Klokken er nu 22.17. Jeg sidder i sofaen og arbejder. I sidste uge arbejdede jeg på den gode (det vil sige virkeligt dårlige, usunde, uholdbare) side af 70 timer. Det er ok, for der var noget event og halløj special occasion. Men det er, som om det bliver ved. Og ved og ved og ved. Og hvornår skal jeg nogensinde se Manden igen (udover til disse to-minutters eksistens-samtaler og ti-minutters-skænderier, vi har midt mellem putninger og arbejdarbejdarbejd)? Og hvornår bliver min lunte igen lang nok til ikke at eksplodere udover familiens arme og søde og frygtelige trodsalderbarn, der ikke forstår, at Hjernen er den nye Inbox-slash-to-do-liste-slash-mødedagsorden?
Jeg er fanget i det virkeligt syge krydsfelt mellem Julia Lahmes arbejdstider og Andrea Hejlskovs økonomi og burde-vi-ikke-bare-være-jægere-og-samlere-alle-sammen-mindset. Og jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg skal gøre ved det.
(Og ja. Jeg kunne selvfølgelig skrue mine timepriser seriøst i vejret. Så ville jeg enten få flere penge eller mere tid. Men jeg er hamsteren, der løber så fresh til i hjulet, at jeg glemmer at bede om mere tørfodder. Eller noget. Og hvad nu, hvis dem med pengene tager nogen billigere, og vi ikke kan betale husleje?)
(Har jeg for øvrigt fortalt, at vi har fået en hamster? En bidsk satan af en hamster. Men det er en anden historie.)
Vi flyttede sguda delvis herud på markerne for at leve det simple, opbyggelige liv. Og ja, det er (alt for) dyrt at bo her i luksuriøs pendlerafstand til Århus. Men SÅ meget behøver vi altså ikke at arbejde. Det gør vi ikke. Det. Kan. Ikke. Passe.
Åh hvor jeg kan følge dig. Er netop blevet hjemmegående efter samme tanker (omend jeg aldrig har arbejdet i nærheden af 70 timer/ugl).
SvarSletDet ved jeg, du kan - jeg følger jo også lidt med omme hos dig... og synes det er fedt, at du har HANDLET, gjort noget, hoppet ud af hamsterhjulet. Jeg har ikke lyst til at blive hjemmegående (jo, i helt korte, desperate glimt), men jeg har lyst til at arbejde mindre og tjene mere. Erhm. Alternativt have et lidt mere jævnt arbejdsliv, hvor alle opgaver ikke klumper sig sammen og laver sådan nogle psykouger, som det tager adskillige dage at komme sig oven på.
SletDet kan jeg godt følge dig i. Jeg kan heller ikke se mig hjemme-for-evigt og tænker som en gal over hvad jeg rent faktisk ville synes var sjovt at lave. Har desværre ikke fundet de vise sten desangående endnu, men some Day. Drømmer tit om noget freelance og tænker så "i hvad"?? Hvad kan jeg og gider nogen betale? Det lyder så glamourøst og så er der godt med reality check når jeg læser med på din blog - som jeg i ø er ret glad for :0) Rygklap i retning af det sydlige Århus fra 8210
SletDu skal ikke lade dig skræmme alt for meget af mig... Jeg tror, at hvis man nu kun er én freelancer i familien i stedet for at forlade sig på hele to gange svingende indkomster og svingende arbejdstider, ja, så går det måske bedre. :-)
Slet