BetteLiv er måske ikke forstædernes lykkeligste barn, når hun bliver afleveret. Til gengæld er hun glad, når hun er der. Spiser. Cykler. Leger lidt med de andre børn. Bliver malet som en prinsesse af en voksen, hun ikke kan huske, hvad hedder. Hænger ud i drivhuset. Hopper rundt i halmballerne. Vinker glad og råber hej-hej dejlig børnehave, når vi henter hende igen.
For realz.
Måske led Manden alligevel ikke helt entydigt af patologisk virkelighedsfornægtelse. Måske er det mig, der er patologisk pessimist.
Så mangler vi bare Sønne, hin følsomme dreng, der slet ikke kan finde ud af dette jordskælv i rutinerne og har svært ved både at sige farvel og overhovedet være glad i løbet af dagen, med mindre Bedsteven-Kalle er til stede. Måske det også nok skal gå med ham. Alt kan ske. Jeg er mega-opimistisk-agtig. Og Kalle kommer med hjem og leger i eftermiddag.
 |
| Men han er i hvert fald glad, når vi hænger ud (og med hovedet nedad) i bofællesskabets gymnastiksal. |
Hun lyder sørme som en helt normal pige, der reagerer fuldstændig normalt ved at flytte til nye og "ukendte" rammer. Hun lyder også som om hun falder til lige efter bogen. Tillykke med det normale barn! :-)
SvarSletJa! Det kan bare være svært at se for alle mine egne (sikkert også nogenlunde normale) neuroser
Slet