Måske er det bare ligesom at læse et horoskop: Pludselig passer det hele

”Du skal ikke være bekymret for, om det er et eller andet slemt kronisk.”

Hun smilede beroligende, min praktiserende læge, og fortsatte:

”Jeg tænker umiddelbart bechterew, og det kan man få medicin for, så du behøver ikke se så nervøs ud. Skal jeg stave det for dig, så du kan google det, når du kommer hjem?”

”Jeg kan fint stave,” sagde jeg taknemmeligt og tænkte, at hun da var verdens sødeste, mest forstående, mest beroligende menneske.

...

Så googlede jeg bechterew.

Og blev pludselig ramt af en mærkelig blanding af total følelsesløshed og out-of-the-blue-smerter i hele kroppen.

Det varerede lidt, og så gik jeg i en form for chok, der varede flere dage. Hvor jeg var ude af stand til at være hverken et arbejdsmenneske eller et mormenneske og bare rokkede frem og tilbage mens alle mine 27 indre stemmer råbte højt af hinanden og Google og doktoren.

Bectherew, iggå, er en hæslig, forfærdelig, lorte-livslang gigtsygdom, som måske nok kan lindres med lidt binyrebarkhormon og måske nogle sjove biologiske medikamenter, men som altså er rimeligt invaliderende.

(Undskyld, hvis I lider af Bechterew og har alletiders liv. Eller nærmere: Godt for jer. Det er vist ikke et helt almindeligt perspektiv med den sygdom, så vidt jeg kan forstå på altid pålidelige Google)

Det, min læge mente, var altså ikke – som jeg troede – at alt nok skulle blive godt, at jeg ville komme til at gå igen, at jeg ville blive rask og (en eller anden ikke-invalid version af) mig selv igen. Det hun i virkeligheden mente og burde have sagt var:

”Du skal ikke dø i morgen. Det skal du være glad for.”

Eller:

”Du har formentlig en kronisk sygdom, der kommer til at have større og større negativ indflydelse på din livskvalitet, men hvad betyder det i det store billede, hvor mange mennesker har noget, der er endnu værre?”

Eller:

”Så længe du fejler noget, lægevidenskaben kan lindre (i hvert fald lidt), bør du være en glad og taknemmelig borger.”

Da mit chok havde lagt sig, besluttede jeg at kvitte googling til fordel for en meget bedre strategi: Fortrængning og ubegrundet optimisme. Det er lykkedes mig ligesom at beslutte, at jeg ikke har Bechterew men bare er almindelig bækkenløs. Og at det godt kan fikses. At jeg kommer til at gå fint igen. ALT SKAL NOK BLIVE OK.

Hvilket jeg har tænkt mig at sige til gigtlægen, som jeg har en tid hos lige om lidt.