Kærlighed. Træthed.

Jeg havde glemt, hvordan den føles: Den altoverskyggende kærlighed, der får hele kroppen til at snurre og prikke af lykke, hver gang man ser bare antydningen af en tandløst gumme-smil, og når man kigger ind i runde, store baby-øjne.

Jeg havde også glemt den altoverskyggende træthed, følger med sådan en baby. I hvert fald den baby-model, vi producerer herhjemme. Den kommer i tre væmmelige grader, trætheden:

Den let til moderate træthed, der viser sig som små grå prikker for øjnene og en søsyge-agtig fornemmelse af, at hele verden ligesom gynger lidt. Og som en følelse af, at hjernen ligesom er blevet til en art grålig grød. Det er der, jeg er nu, fordi jeg gik i seng allerede 22.30 og kun har ammet en tre-fire gange i nat. Win.

Den moderate til svære træthed, der - udover at give symptomerne beskrevet oven for - viser sig som en generel vrissenhed og/eller vrede på verden. Inklusive alle børn, der er ældre end ét år.
Det er der, jeg var, under stort set hele min barsel med Sønne. (Da han var otte måneder, kom jeg begejstret hjem fra mødregruppen og sagde til Manden "jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete i dag - de var bare SÅ meget sødere, end de plejer! Og sjovere og mere intelligente! Og jeg kan i øvrigt også bedre lide Aarhus, end jeg plejer, og kaffen var god og..." Hvortil han svarede: "I nat sov du fem timer i streg for første gang i otte måneder. Tror du måske, det kunne have noget med det at gøre?" Which it had, selvfølgelig.)

Dødstrætheden, der føles som en depression. Der var jeg også under en del af Sønne-barslen. Jeg forsøger at powernappe mig uden om det sorte trætheds-hul denne her gang men frygter (som altid, for en sikkerheds skyld) det værste. Jeg har altid været bedre til blog og kaffe end til pludselige lure midt på dagen. Og har altid været bedre til at lave små powernapping-børn end de der typer, der sover forudsigeligt og i timevis.

Træthed, sødhed, kærlighed, kækhed.