onsdag den 3. august 2016

#7 Uden Ellinor. Noget om et traume.

Jeg tror, det her er sidste kapitel – væmmeligheden, traumet, det dramatiske højdepunkt er overstået, alt andet er i sammenligning små bump på vej hen mod den lykkelige slutning og rulleteksterne.

Nuvel: Jeg vågnede i et lille, halvmørkt rum uden nogen vinduer ud til verden. Og se – dér ved siden af sengen sad jo Manden og Ellinor! Alting flød lidt sammen, på grund af bedøvelsen og blodprocenten, men hun kom endelig over i sengen til mig, den lille, og fik endelig endelig endelig lov at spise.
Manden ringede som det første til fødselshjælper-veninden, der stadig gik rundt derhjemme, bange for at vi havde set hinanden for sidste gang, mens en sygeplejerske og vist nok også en læge tjekkede op på tingenes tilstand. Al god medicin og bedøvelse i min krop virkede stadig så fint, at jeg ikke kunne mærke min krop, kun at jeg var sulten som en ulv. Nogen sørgede for det obligatoriske ristede brød, og både jordemoderen og den jordemoderstuderende kom ind og snakkede om forløbet – nærmest høje over, at det var gået godt.
Jeg græd og spiste og græd noget mere. Jordemoderen beklagede meget, at jeg intet blod havde fået. Hun var kommet op at skændes med den gamle kvindelige overlæge, og hun havde jo lovet… Men selvom jeg godt vidste, jeg stadig havde brug for det, det forbandede blod, var jeg tryg. Vi VAR på hospitalet. Vi VAR i nærheden af en hær af læger. Ellinor var der. Manden var der. Jeg skulle ikke være alene igen.
Mandens faster, der er jordemoder, kiggede også forbi, og det var rart med én, der holdt ægte af os, både til at begejstres over Ellinor og til at ae mig over håret, mens jeg græd og græd. På et tidspunkt blev Manden nødt til at gå for at finde noget mad til sig selv, og så gik jeg nærmest i panik: Under ingen omstændigheder skulle jeg være alene hverken med eller uden Ellinor. Den jordemoderstuderende blev hos mig og sad helt tæt op ad sengen og holdt mig i hånden, mens jeg græd og græd noget mere.
Gråden fortsatte on-off op på mor-barn-afsnittet. Selvom min erindring om rækkefølge, og hvad der egentlig foregik, er pænt tåget, husker jeg, at vi blev mødt af det sødeste, mest forstående menneske, sundhedssystemet har budt os indtil videre: En ældre sygeplejerske, der havde læst min journal og selv gennemskuet, hvor ekstra-traumatiserende det hele måtte have været for os. Hun rummede alle tårerne, og hun håndfodrede mig med stærk smertestillende, da jeg begyndte at kunne mærke min krop.
”Du har båret den ambulance hele vejen fra Beder til Skejby,” sagde hun.
”Det er ikke mærkeligt, at du har nerver i klemme, og at dine muskler gør så ondt.”
Jeg græd noget mere. Og lå fladt på ryggen, helt ude af stand til at hæve hovedgærdet på sengen det mindste uden at være ved at besvime. Sådan er det jo, når man ikke har ret meget blod tilbage…

Og her må vi lige tage en hurtig mellemregning, for hvorfor hulen havde jeg ikke fået noget blod, når jeg sådan havde brug for det? Så vidt jeg kan gennemskue skyldes det en langt ude fejl i retningslinjerne: Man må kun få blod, når ens blodprocent er under 4.3. Men efter store blodtab (eller store blodtransfusioner for den sags skyld) har blodprocenten det med at tage flere dage om at stabilisere sig. Bløder man for øjnene af en masse læger, får man som regel det blod, man skal have. Bløder man i stedet for øjnene af sin mand eller sin jordemoder, udløser det ingen transfusioner. Heller ikke selvom man ikke kan sidde op eller holde sit barn, man har det skidt, og hele verden ligesom flyder lidt sammen.
Allerede på opvågningen begyndte vi at kæmpe: ”Kig på klinikken, IKKE på blodprocenten,” sagde jeg – men uden resultat.
Så jeg lå stadig helt fladt på ryggen, da Sønne og Liv kiggede forbi i en sværm af bedsteforældre. Jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg skældte mig selv ud over slet ikke at kunne holde ud, at de var der. Jeg var træt og forkvalmet, og Liv kom hele tiden til at bumpe ind i slangen til katederet. Men de var begejstrede, de store børn, for deres nye søster, og især Sønne havde fornemmet dramaet og stor brug for at se sin mor.

Ved midnat kom den vidunderlige sygeplejerske for at sige godnat og så panikken i mine øjne. Og fordi hun havde forstået alting, som den eneste, ringede hun til den læge, hun mente ville være mest tilbøjelig til at fravige 4.3-reglen (en ganske ung kvinde…). Og ganske rigtigt: Jeg fik endelig tilkendt en pose blod! Den ankom midt om natten, og jeg kunne stadig ikke sidde op bagefter, men lidt af forkvalmetheden forsvandt.

Og så gik tiden på hospitalet ellers. På den ene side forfærdelig: Jeg havde det dårligt, smerter over det hele, kunne ikke løfte Ellinor selv overhovedet, og vi var i konstant kamp-modus for at få lægerne til at kigge på, hvordan jeg havde det i stedet for på den kunstigt høje blodprocent. Ellinor der pludselig var en sag på børneafdelingen og skulle have taget en million blodprøver, fordi mine blodprøver viste, at jeg måske havde dannet antistoffer mod hende og givet hende en art blodsygdom, så hun skulle have blodtransfusioner. På den anden side var det… så fint, så fint på en skrøbelig måde. Ellinor der lå dér os sov på Mandens nøgne bryst. Hendes små lyde. Hendes mørke, nyfødte blik. En barselsbobble med Manden, Ellinor og mig selv; lidt tid til at lappe på den tid, vi tabte, lige da hun var kommet til verden. Uendelige samtaler i stil med den her:
”Er hun ikke bare fin?”
”Jo, hun er den fineste. Hvor er det synd for alle de mennesker, der ikke får lov at prøve at være hendes forældre!”
Mange tårer, både af den gode og den dårlige slags. Utrolig stærk medicin. Et kateder, der sad ad helvede til, og et konstant flow af saltvand ind i min slunkne blodårer. Besøg. Søde sygeplejersker. Manden i den samme skjorte nat og dag, mit hår i én stor dreadlock, ikke redt efter fødekarret. Og så én til ung læge, der havde forstået pointen:
”Du har det jo ad helvede til. Jeg har givet blodbanken besked om at forberede to portioner blod til.”
Efter tredje portion kunne jeg ganske langsomt gå ud af sengen og trisse de 15 meter hen til toilettet. På vejen så jeg dét, man nok altid ser på sådan en afdeling: Mænd der er nogenlunde velklædte og ser nogenlunde normale ud, og kvinder med store slaskede maver i store slaskede hospitalsskjorter, vilde i blikket. Jeg var én af de kvinder. Den blufærdighed, jeg havde følt derhjemme på sengen, var helt væk, og det meste af tiden lå jeg med åben skjorte og bryster og mælk og tårer ud over det hele.
Efter tredje portion blod holdt vi op med at kæmpe, sikre på at vi ikke ville få mere – med Sønne, hvor jeg givetvis mistede mere blod, fik jeg kun to. Men så: En læge kiggede forbi og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne blive udskrevet, når jeg havde det så dårligt, og vupti fik jeg en fjerde portion. Halleluja! Efter den blev jeg så frisk, at jeg fik lov at låse døren, når jeg gik på toilettet. Så frisk, at jeg insisterede på at blive udskrevet, selvom de vist nok gerne ville have beholdt os en dag eller to yderligere. På dét tidspunkt havde vi været indlagt i tre dage, og jeg havde massiv dårlig samvittighed overfor de store børn – og en underlig forestilling om, at hvis bare jeg kom HJEM, ville jeg blive helt frisk med det samme. Så vi krammede alle sygeplejerskerne farvel, satte Ellinor i autostolen og kørte hjem til Beder. Solen skinnede, og hele verden var grøn og fin. Der var ikke et øje hjemme i bofællesskabet, bare os og verdens dejligste baby.
Det var en lørdag, og lige præcis den lørdag, hvor Manden og jeg havde været kærester i ti år. Vi havde snakket en del om, hvordan vi skulle fejre det, men det var naturligt ikke blevet til noget som helst… Jeg græd, da jeg trådte ind i lejligheden og så det værelse, hvor det hele gik så galt. Bagefter græd jeg af taknemmelighed over, at det alligevel gik godt. At vi endelig var hjemme.

Og jeg tror, vi lader filmen om Ellinor og traumet slutte lige her, MED Ellinor hjemme i stuen, de voksne med armene om hinanden og med sol ind gennem alle vinduer og med gode tårer i øjnene – og med lyden af de store børn, der ruller ind på parkeringspladsen med flag og bedsteforældre.
”Måske er det her en ok måde at fejre den ti-års-dag,” sagde én af os.
”Ja. At komme hjem med nummer tre," sagde den anden.
"At være i live. At elske hinanden.”

13 kommentarer:

  1. Sørgelig og alligevel en fantastisk historie at læse. Fordi det jo endte godt. Jeg ikke oplevet noget der overhovedet ligner dit trauma men jeg fik sclerose midt i anden graviditet, så måske jeg lidt forstår tingene skal bearbejdes. Igen tak fordi du deler din historie.
    https://hvisvindenvender.blogspot.dk/p/london-til-dk.html

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder nu rimeligt traumatiserende - bare på en anden måde. Det er rigeligt nok at skulle forholde sig til en ny og større familie uden også at skulle konfronteres med en kronisk sygdom!

      Slet
  2. Kære søde Mette,

    Jeg har læst din historie.. 1000 tak fordi du deler.
    Jeg fødte for lidt over en uge siden verdens dejligste dreng, ved verdens dejligste fødsel. 2 timer og så var han ude. Men oplevede, ligesom dig, en moderkage der ikke ville løsne sig. Jeg blev kørt til operation og mistede 2 liter blod - på trods af at jeg befandt mig på et sygehus. Hvis jeg ikke havde været på sygehuset tror jeg slet ikke jeg havde overlevet - de 2 liter fossede virkelig ud af mig på absolut ingen tid. Da de kørte mig væk fra min nye dejlige dreng, og den nybagte far for 3. gang, tænkte jeg på din historie. Jeg tænkte "hvis Mette overlevede, så gør jeg også - jeg er trods alt på et sygehus". Din historie hjalp mig virkelig. Tak for det.
    Jeg er ikke decideret traumatiseret. Det hele gik jo så fint, og jeg kom på operationsgangen, til opvågning, og var sammenlagt væk fra min nye dreng i godt 1 time. Alligevel kan jeg godt føle mig lidt snydt for den første time, hvor man bør ligge hud mod hud, mor mod baby, og mærke at råmælken løber. Jeg har også haft mange tudeture, og der er ikke mange der kan forstå hvorfor jeg har været ked af det, når det hele jo endte godt, og lægerne havde det hele under kontrol.. Pyha.. Jeg synes det var hårdt. Ikke mindst bagefter, hvor man er afkræftet og groggy, lykkelig og ked af det på én gang.
    Kh Sara (fra din første mødregruppe). Ps. lad os mødes til nogen barsels-kaffe-baby-hygge..

    SvarSlet
    Svar
    1. Aj men for helvede altså hvor er jeg ked af, at du skulle opleve det! Jeg kan virkeligt godt forstå både følelsen af snydthed og tristhed og kan kun anbefale at lave samme øvelse som mig: At skrive det hele ned så detaljeret som overhovedet muligt. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det samme med Sønne, hvor det fik lov til at sidde og skurre for længe (selvom jeg heller ikke dengang ville have betegnet det som direkte traumatisk). Og eventuelt en enkelt time med en psykolog... Og naturligvis, vigtigst af alt, en snarlig tur til Jylland og kaffe!!
      kh

      Slet
  3. Jeg hører violinerne spille, mens rulleteksterne kører henover det smukke billede af de to voksne med Ellinor i stuen, en dør der bliver åbnet og to glade søskende, der kommer tumlende ind.
    Tak fordi du delte fortællingen om den grufulde efter-fødsel - og stort tillykke med 10-årsdagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvtak. Og jeg kunne næsten også høre violinerne selv :-)

      Slet
  4. Kære du. Jeg har lige snakket om din blog historie med min søster, der er børnelæge. Hun kunne slet ikke forstå hvordan du nåede at overleve hele turen ind til sygehuset uden at bløde ihjel. Føj for en omgang og hvor var det dog godt at slutningen blev god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Og jeg kan heller ikke helt forstå det - og endnu mindre forstå, hvordan man i lyset af dét har valgt IKKE at give blod.

      Slet
  5. Igen, det er så forståeligt at det har været et traume for dig. Og igen, jeg er virkelig glad for at du deler. For ingen skal gå gennem noget som dig og komme ud på den anden side uden noget hjælp. Min anden fødsels var et traume for mig. Det kan jeg se i dag. På ingen måde at sammenligne med din historie, men hvor ville jeg gerne have vidst at mine følelser bagefter var normale og jeg skulle have insisteret, ja råbt på at få nogle professionelle at tale med om forløbet. Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kender kun to, der har været ude i nogenlunde det samme (altså at moderkagen sad fast) - men det er gået op for mig, at jeg kender virkeligt, virkeligt mange, der har oplevet en eller anden grad af traumatisk fødselsforløb, som de har døjet med længe efter. Som om det ikke er udfordrende nok at have fået et nyt barn! Jeg har kunnet finde én bog om fødselstraumer, og den er satme dårlig (jeg fik det dårligere af at læse den...). Når jeg engang bobler af energi og overskud igen (hm), må vi overveje at skrive en ny... Og ja, professionel hjælp skal der til. I vores tilfælde har det ikke nyttet at råbe: Vi har bare måttet betale. Og det har virkeligt været dét værd.

      Slet
  6. Jeg ved godt at du prøver at have en positiv tone her i det sidste indlæg, men jeg bliver simpelthen så gal over at de er så nærige med blodet. Hvad f.... skal det til for!
    Jeg ved præcis hvilken forskel det kan gøre at få blod når man mangler. Fordi jeg med det samme fik fire poser (velsagtens fordi jeg blødte i hovedet på en overlæge på hospitalet). Og jeg gik fra at være ved semi-bevidsthed til at være ok frisk på få timer. Jeg havde lyst til at vaske blodet af og få almindeligt tøj på. Og jeg var i stand til at vaske blodet af og få almindeligt tøj på. Den slags ved jeg at man ikke skal tage for givet (for har også prøvet det modsatte). Jeg havde ondt, meget ondt, men kroppen og hovedet fungerede i øvrigt ok.
    Det betyder simpelthen så meget for starten af ens nye forældreskab at man ikke starter i blod-underskud. Lige efter en fødsel er da et dumt tidspunkt for kroppen selv at skulle kravle sig op af hullet. Når det er så enkelt at hjælpe den på vej.
    For at betale lidt tilbage har jeg været bloddonor siden jeg stoppede med at amme, selv om jeg ved Gud hader nåle. Jeg ønsker virkelig at mit blod også får lov til at hjælpe nybagte mødre der mangler, så de kan få en god start. Uanset hvor de har blødt... Stop så med den nærighed og underlige bureaukratiske regler.

    SvarSlet
  7. Fik det nogensinde konsekvenser for nogle fagpersoner?
    Sikke dog et forløb!! Jeg har haft to fantastiske hjemmefødsler, men den udvikling du oplevede er måske svær at tage højde for! Eller er den? Det undrer mig at jordemoderen kender din forhistorie; lader dig bløde 1 liter; prøver at fjerne den med hænderne. Er det helt reglementeret?

    SvarSlet
  8. Åh. Jeg kan se, at det er 199 dage siden, du skrev dette indlæg, men det står lysende skarpt for mig, når jeg læser dine ord. Og får ondt i maven. Hvor er det en forfærdelig uhyggelig og barsk historie, du har været igennem og bærer med dig. Jeg får også ondt i maven, fordi fødslen af min søn, der om få dage fylder to, dukker frem igen. Min historie er slet ikke så barsk som din, men der var noget med en kop, tre-fire forsøg på at presse ham ud uden presseveer, mens lægen trak i ham, så han havde en stor hudafskrabning, da han kom til verden. Ikke den naturlige vej for han måtte skubbes tilbage, så de kunne forløse ham ved akut kejsersnit (Sætningen 'Nu er jeg hård ved dig' trak grimme minder frem). Efter et mislykket forsøg på at lægge epidural blev jeg lagt i fuld narkose, og var derfor ikke ved bevidsthed, da min søn mødte verden for første gang. Jeg så ham først timer senere. Jeg følte og føler stadig, at jeg blev snydt for noget. At jeg ikke duede. At jeg ikke kunne føde mit barn rigtigt. Og jeg frygter meget at skulle føde igen, selvom jeg virkelig ønsker mig et barn mere og gerne snart vil være gravid igen.

    Jeg forstår virkelig godt, at du stadig bærer på dit traume. For jeg bærer stadig på mit. Tak fordi du rørte mig, og fordi du delte.

    - Trine

    SvarSlet