Og den er sådan her: Søskende der lærer hinanden at kende og siger ting som hun KAN ikke blive bedre, kan hun vel mor? og hun er den sødeste baby i verden.
Og ind i mellem skriver jeg ting på bloggen, der er så vilde og svære og personlige, at jeg bliver i tvivl (igen og igen): Burde det her ikke bare blive skrevet i en dagbog? Og igen og igen bekræfter I mig i, at bloggen er det helt rigtige sted at skrive alting. Det bedste man kan sige til nogen, der har det svært er: hold da op, vi kan godt forstå, du har det svært! Og det siger I, igen og igen. Det er svært at forklare, hvor stor en forskel dét gør. Tak og tak og tak. Må jeres sommer være fyldt med pæne mænd og søde babyer og sol (eller hvad I nu måtte crave).
Jeg har også læst med og er faktisk utrolig glad for at jeg på forhånd vidste at du ikke forblødte. Det har været tæt på. Og ja, du skal skrive det og snakke om det og så skrive noget mere til det langsomt slipper sit tag.
SvarSletDet hjælper virkeligt, virkeligt at skrive det ned. På en måde endnu mere end at sidde og snakke ørerne af en psykolog.
SletHun er altså virkelig nuttet der har sønne ret. og rart at læse et indlæg hvor pulsen ikke er oppe på 200, men er hverdag og godt.
SvarSletTak og ja... det sidste kommer der heldigvis mere og mere af.
SletJeg kan ikke læse dine indlæg om forblødningen, da jeg simpelthen får det så second-hand-dårligt. Undskyld. Jeg læser med igen når det ikke handler om traumet.
SvarSletIngen skal have det dårligere. Meningen er bare, at jeg skal have det bedre... Ingen læsepligt, og ingen grund til at undskylde.
SletSkønne børn:o) Go' sommer til jer og tak fordi du har delt din historie som jeg lige har læst.
SvarSletTak - og også tak til dig for dine egne delinger :-)
SletÅh, hvor skriver du dog fantastisk om en fuldstændig forfærdelig oplevelse. Jeg mister helt pusten og er med dig i ambulancen, blodbadet, alt..... Tak fordi du deler med mig.
SvarSletTak! Det betyder mere, end du nok aner, at du er med i den ambulance...
Slet