#6 Uden Ellinor. Noget om et traume.

De kloge siger, at man skal skrive det ned. Sit traumatiske forløb. Så det ikke sætter sig i kroppen og nervesystemet og kradser og skurrer og bliver til depression eller PTSD eller hvad ved jeg. Så jeg prøver at skrive, i småbitte bidder. Én bid ad gangen. Læs med et andet sted, hvis I har brug for noget muntert, noget opbyggeligt eller en bekræftelse af, at det er en god idé at føde hjemme.

Det her er det, der er sværest at skrive. Fordi det var det, der var værst. Og jeg ved ikke engang rigtigt hvorfor. I filmene ligger det dramatiske højdepunkt altid inden, at ambulancedørene smækker. Men i min indre film er ambulanceturens 25 minutter ikke bare uendeligt lange, de er også de mest dramatiske. Helt klart. Mine flash-backs handler primært om den forbandede tur. Selvom jeg jo var i trygge hænder-agtigt. Selvom vi var på vej på hospitalet og seriøs hjælp så hurtigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre – op over kantsten og i zig-zag gennem trafik med max udrykning. Hvorfor var det så slemt, når folk nu kører alene i ambulancer hele tiden (gør de ikke?) og tager det max godt og utraumatiseret og tappert (gør de ikke?!)?

Nuvel, nu prøver jeg – altså at beskrive turen og måske endda forklare, hvorfor det var så væmmeligt: Jeg lå på båren midt i den skrumplende, meget meget hurtigt kørende ambulance med den jordemoderstuderendes hænder presset hårdt, hårdt ned i min smadrede mave og en redder og jordemoderen i fuld aktivitet omkring mig. Der var et saltvandsdrop, der skulle sidde det rigtige sted, og et forlig, der skulle tages – sådan en blodprøve man skal bruge for at kunne finde den rigtige blodtype til en transfusion, og sikkert også en masse andet, jeg ikke husker tydeligt. Jordemoderen befandt sig ved bårens hovedende, ind i mellem med en hånd på min arm. Hun var stadig bekymret, men ikke panisk – hun har nok følt sig sikrere på, det nok skulle gå, nu hvor vi var i ambulancen. Også selvom der ikke var en læge med, som hun havde bedt om i telefonen. Hun var mit anker på den tur, jordemoderen. Nå jeg ikke lå og kiggede op i luften, højlydt jamrende, kiggede jeg på hende så godt jeg kunne og snakkede så meget jeg kunne. Noget i retning af:

Om lidt har jeg mistet tre liter blod, jeg kan mærke det, og så bliver jeg bevidstløs, det ved jeg, du må love mig, du ikke går, lover du det, det er dig, der skal passe på mig, du skal love mig, jeg får blod, lover du det? Lover du det? Lover du det? De vil ikke give mig blod, når jeg kommer frem, det får man ikke bare sådan, men du skal LOVE mig, jeg får blod, lover du det? Om lidt mister jeg bevidstheden, det er DIG, der skal passe på mig, lover du, du gør det? DU skal sørge for, jeg får blod, du er med mig, ikke? Lover du det? Jeg skal have blod, ellers dør jeg, lover du, at du sørger for, jeg får det? Når jeg har mistet tre liter, mister jeg bevidstheden, så skal DU sørge for, jeg får blod, lover du det? Ellers går det ikke. Du bliver her. Du bliver her, du bliver her, lover du det?

Hun nikkede og lovede, jordemoderen, og jeg snakkede og jamrede. Et klogt menneske har siden sagt, at jeg ved hjælp af ren og skær vilje (og adrenalin og angst, kunne jeg tilføje) holdt mig ved bevidsthed i ambulancen i en situation, hvor jeg egentlig havde mistet så meget blod, at det ikke kunne lade sig gøre. Den forklaring kan jeg godt lide. Og jeg tror, den passer. Jeg var bange for, at hvis jeg først mistede bevidstheden, ville jeg aldrig vågne op igen. Enormt fysisk ubehag, skarpe hænder i maven, skrumplende ambulance. Måske kan jeg alligevel godt forstå, hvorfor turen var så hæslig. Endnu en forklaring: Manden var der ikke. Ellinor var der ikke. Jeg gjorde jordemoderen til min livs-advokat, så godt jeg kunne, men følte mig alligevel mutters alene. Og gungrende dødsangst. Det er en dårlig kombination. Også selvom jeg husker følelsen af lettelse undervejs: Hvor ER det godt, at Ellinor ikke er med! Hun ville slet ikke kunne tåle sådan en bumplende, skrumplende helvedestur.

Ved min mave stod den studerende og peptalkede fortsat – ligesom hun så irriterende havde gjort under fødslen. Nu var det bare ikke irriterende mere, men virkeligt godt: Du er så sej, du klarer det her, du er så sej… Mens jeg jamrede og pev og ingenlunde følte mig det mindste sej. Hvad husker jeg ellers? Jeg husker, at jeg udover at være bange for at dø, var bange for den operation, jeg var på vej til. Som jeg har beskrevet tidligere, var operationen efter Sønnes fødsel forfærdelig, forfærdelig, og jeg kunne ikke overskue at skulle igennem det igen. Jeg husker, at jeg havde det fysisk fuldstændig afsindigt ringe. Jeg husker, at jordemoderen og redderen undrede sig over, hvorfor chauffør-redderen (ham der tidligere gik i panik…) kørte gennem midtbyen for at komme til hospitalet – en helt langtude vej. Jeg husker, at jeg spændte i hele kroppen, og at jeg forsøgte at kigge ud af vinduessprækken under ambulancens loft for at lure, hvor vi var, om vi mon ikke snart var der. Det kunne jeg ikke.

Men til sidst, efter 1000 år, kom vi endelig frem til hospitalet. Og jordemoderen fik guidet den uduelige chauffør frem til den rigtige indgang. Og ud med båren, direkte ind i en elevator, ”du er med mig du er med mig du er med mig” til jordemoderen, jordemoderens ”jeg er med dig!”, jordemoderens lettede stemme: "vi er her!", den studerendes hårde, nu rystende hænder i min ømme mave, det fysiske ubehag, tåget, væmmeligt, den studerende næsten i klemme i elevatordøren, direkte ind på OP, så hurtigt det gik, løb løb, jordemoderens ”vi skal med – skal vi have noget om håret?”, lægens ”der er ikke tid”, hurtigt hurtigt, ind på briksen, så mange mennesker der var, ti måske, tre læger sagde hej, iltmasken over mit ansigt, narkoselægens ansigt tæt ved mit, han havde briller: ”Det her er ilt. Træk vejret dybt. Se hvor mange mennesker, der er. Vi er her alle sammen for at passe på dig, for at redde dig. Hvad vejer du?”
”Jeg ved det ikke!”
”Hvad har du spist?”
”Ikke noget, tror jeg. En banan i nat.”
Og jordemoderen, nu med hat og mundbind:
”Jeg er her, se, jeg er her også.”
Og narkoselægen igen: ”Nu lægger vi dig i narkose. Bare træk vejret dybt.”
Jeg skulle IKKE være ved bevidsthed! Jeg behøvede IKKE have det fysisk dårligt mere, de ville slukke, de ville redde mig, der var tre læger!

Dyb indånding. Salig, taknemmelig søvn.